Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ole Borch

Oprindelig forfatter HDSchep
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ole Borch, Oluf Borch, 7.4.1626-13.10.1690, kemiker, læge, botaniker, filolog. Født i Nørre Bork, Ribe stift, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). Som søn af en vestjysk sognepræst tilhørte B. ikke ved fødsel den akademiske elite. Faderen mistede sit embede et par år efter at sønnen 1644 var dimitteret fra Ribe skole af rektor Hans Berntsen Mejer der havde indgydt ham en kærlighed til latinsk veltalenhed og digtekunst som i København fik yderlig næring ved omgang med poetisk og antikvarisk interesserede lærde. En af disse var Jørgen Ejlersen, rektor ved Frue skole hvortil B. 1650 knyttedes som hører efter s.å. at have været respondent ved latindigteren Vitus Berings tiltrædelsesdisputats som professor poeseos ved universitetet. B. der tidligt hævdede sig som en ypperlig latiner udgav 1654 Parnassus in nuce. en samling på 2500 verslinjer, hovedsagelig heksametre, hentet fra latinske digteres værker helt frem til renæssancen. I hvert vers forekommer et ord med vanskelig stavelseskvantitet. Fortalen priser latinen som det ypperste sprog, "lige så nyttigt for den lærde som køllen for Herkules". Tidligt havde han tillige, under vejledning af Ole Worm, Simon Paulli og Thomas Bartholin lagt sig efter medicinen med dens bifag botanik og kemi. Det viser sig allerede i et lille ungdomsarbejde De Cabala Characterali, 1649 hvori han bekæmper troen på trylleformularers virkning i medicinen. Under pesten 1654 fik B. sin ilddåb som læge under forhold der nok kunne tage modet selv fra mere erfarne idet han, ligesom den gamle Ole Worm, forblev i hovedstaden medens mange andre læger og professorer, deriblandt Thomas Bartholin, flygtede til Roskilde. S.å. afslog han et tilbud om rektoratet på Herlufsholm, idet han håbede at finde udvej for fortsættelse af sine studier på en udenlandsrejse. Disse planer skrinlagdes dog foreløbig da han 1655 optoges i rigshofmester Joachim Gersdorffs hus som opdrager for hans fem sønner. Opholdet i det højadelige hjem gav ham ikke blot ydre afslibning, men fremmede også hans studier, idet rigshofmesteren lod ham foretage eksperimenter i sit kemiske laboratorium. Blandt alle naturvidenskaber anså B. sidenhen kemien for den fornemste. Under Københavns belejring 1658–59 stod B. ved studenternes korps og havde i stormnatten 11.2.1659 sin post på volden ved Løngangen hvor kampen var hårdest. Skønt spinkel af vækst og skrøbelig af helbred viste han her så kæk optræden at han på Gersdorffs indstilling fik tillagt kongetienden af Strø sogn i Frederiksborg len på livstid. Endvidere udnævntes han, skønt ikke magister, 1660 til professor ordinarius i filologi samt extraordinarius i botanik og kemi, og der tilstodes ham livsvarigt 500 rdl. årligt af et toldsted i Norge og en udenlandsrejse på to år til videre uddannelse. Hans tiltrædelsesdisputats som filologisk professor 1660 var De lexicorum Latinorum jejunitate. Efter en fremstilling af leksikografiens historie gav B. heri en anselig række tillæg til hollænderen Gerhard Joh. Vossius' skrift De vitiis sermonis Latini. Han fortsatte således de bestræbelser Vossius og tyskeren Caspar Scioppius havde udfoldet for at rense det latinske sprog, og manglerne i deres arbejder udledede han af de foreliggende leksikas ufuldstændighed. Skriftet bærer, ligesom Parnassus in nuce, vidne om B.s udbredte læsning i de latinske forfattere.

Den længe ønskede rejse tiltrådtes i november 1660 og blev ikke begrænset til to år. Den begyndte i Leiden, hvor B. dels fulgte Gronovius' filologiske forelæsninger, dels med iver studerede medicin og naturvidenskab. I april 1661 døde imidlertid Joachim Gersdorff der fem år i forvejen havde mistet sin hustru, og i oktober ankom hans tre ældste, nu forældreløse sønner, for hvilke B. indtil den enes død i Paris 29.5.1665 virkede som rejseledsager, dels i Holland, dels i England og Frankrig. De to brødre vendte derefter hjem, men B. fortsatte i juni sin rejse gennem Sydfrankrig til Italien. Hans udførlige rejsejournal der nu står foran udgivelse, standser kort før afrejsen fra Paris, så vor viden om rejsens senere del hviler dels på hans mere kortfattede selvbiografi, dels på et afsnit af den tabte del trykt i Bartholins Acta Medica Hafniensia V, nr. 84 (1680). Journalen giver et væld af detaljer om videnskabelige, topografiske, kulturelle og til dels også politiske forhold, men især et levende indtryk af B.s omgang med såvel lærde som fornemme folk med hvem hans adelige elever kom i berøring. I England traf han Robert Boyle, Walther Charleton og kansleren, den som kemiker højt anskrevne Kenelm Digby, i Paris oplevede han brydningerne for og imod cartesianismen ved de ugentlige sammenkomster hos abbed Bourdelot (Pierre Michon) og den sprogkyndige rejsebogsudgiver og matematiker Melchisédech Thévenot, af hvis kreds Académie des Sciences opstod. Under en længere rejse i Touraine tog B. den medicinske doktorgrad i Angers 28.10.1664. I Firenze omgikkes han medlemmer af Accademia della Crusca, ligesom han i det hele taget blev stærkt betaget af det rige videnskabelige og kunstneriske liv som her var blomstret op under herskerne af huset Medici. På den senere del af rejsen synes filologisk-antikvariske interesser atter at træde mere i forgrunden. I Rom traf han Ottavio Falconieri hvis udgave af Nardinis "Roraa antica" udkom 1666. Opholdet her resulterede langt senere i B.s De antiqva urbis Romæ fade. Dissertatio compendiaria I-VI, 1683–86 (samlet udg. 1687), en topografi over Roms 14 regioner med mange indstrøede antikvariske og historiske bemærkninger. I slutningen af marts 1666 begav B. sig på hjemrejsen gennem Tyskland og Holland, og først i november tiltrådte han sine professorater som han resten af livet passede med største omhu.

B.s officielle trykte produktion fra rejseårene indskrænker sig til enkelte latinske lejlighedsdigte, en genre hvori han allerede havde udmærket sig i ungdomsårene hjemme. Blandt de digte som senere optoges i Rostgaards "Deliciæ" er der dog flere som er blevet til på rejsen. Endvidere må man tillægge ham det under pseudonymet Blottesandæus 1661 udkomne skrift Deusingius Heavtontimorumenos hvori bl.a. Thomas Bartholin og Borri forsvares mod kritikere og angribere. Det falder helt i tråd med B.s samtidige optræden mod en anden af Bartholins modstandere, den hollandske anatom Bilsius, hvor han fandt støtte hos sin unge ven og landsmand Steno med hvem han omgikkes meget både i Leiden og Paris. – Det er som kemiker B. hyppigst nævnes i nyere videnskabshistorie. Rejsejournalen rummer talrige rapporter om eksperimenter både inden for den medicinske kemi og alkymien. Mod denne følte han der i Cabala endnu havde stået på den nøgterne iagttagelses grund, lagt af Worm og Bartholin, stedse større dragning. I Rom traf han dronning Christina af Sverige der ofte lod ham hente for at de kunne tale sammen om "den hemmelige kemis studium", og de fleste af de kemikere han omgikkes på rejsen så det som deres mål at finde de vises sten der kunne forvandle uædle metaller til ædle. At den italienske guldmager Francesco Borri, hvis bizarre væsen nok undrede men ikke frastødte B., blev indkaldt til Danmark og af Frederik III installeredes i destillérhuset ved Rosenborg hvor B. deltog i eksperimenterne må han nok bære et væsentligt ansvar for. Varigst værdi fik hans skrifter om kemiens historie, især De ortu et progressu chemiæ, 1668 og Hermetis, Ægyptiorum et chemicorum sapientia, 1674. I disse søger han over for alkymiens modstandere, især polyhistoren H. Conring i Helmstedt, at bevise dens værd og høje ælde. Flere af B.s skrifter på dette område er utrykte. Efter hans død udkom Conspectus scriptorum chemicorum illustriorum, 1697 (optrykt i J. J. Mangetus' "Bibliotheca chemica curiosa" I, 1702 38–53). Han hylder her en bl.a. af Petrus Severinus formidlet traditionsopfattelse som for øvrigt deltes af Ole Worm, ifølge hvilken Adams visdom fra Paradis var overleveret gennem Moses, ægypterne og de ældre græske filosoffer og digtere til Aristoteles, Hippokrates og videre til middelalderens alkymister. Også B.s opfattelse af kemien hvilede således på hans uhyre belæsthed; på udlandets store biblioteker havde han selv undersøgt de græsk-aleksandrinske manuskripter. Men ved siden af dyrkede han også, helt uhildet af teoretiske spekulationer, den praktiske kemi og udgav 1677 Docimastice metallica der blev oversat til flere sprog og gav en for hans tid temmelig fuldstændig metode til undersøgelse af de vigtigste metalmalme. I Bartholins Acta medica offentliggjorde han en mængde mindre kemiske afhandlinger, hvoriblandt S. M. Jørgensen 1907 særlig har fremhævet Nitrum non inflammari (Acta medica V, 1680 213–16) hvori B. faktisk påviser ilten hen ved 100 år før K. W. Scheele og J. Priestley.

Annonce

På lægevidenskabens område var B. som det fyldigt fremgår afrejsejournalen en flittig iagttager, og han vandt stor anseelse som praktisk læge. En lang række af hans kasuistiske meddelelser tryktes i Bartholins Acta medica (I-V, 1673–80) hvis flittigste bidragyder han var. Heller ikke som universitetslærer forsømte han medicinen, hvad flere af hans akademiske dissertationer vidner om. Nævnes kan en udførlig afhandling om smitsomme sygdomme som dog på flere punkter følger den noget ældre dygtige monografi over emnet af italieneren Fracastorius. Det sidste større skrift B. udgav var en populær lægebog De usu plantarum indigenarum in medicina, 1688, med udførlige anvisninger til at helbrede de almindelige sygdomme ved hjælp af indenlandske planter. Skriftet blev hurtigt oversat fra latin både til tysk og dansk og har vistnok haft en ikke ringe praktisk betydning. Han har endvidere ydet adskillige oplysende bidrag til dyreanatomien, og ligesom de botaniske kom også hans kemiske studier lægekunsten til gode. I Leiden havde han studeret den nye kemiatriske retning hos Franciscus de le Boë Sylvius og han virkede ivrigt for indførelse af denne retnings mineralske og metalliske midler i lægekunsten. Rejsejournalen rummer en mængde vidtløftige receptformler. Men til nogen egentlig nyopdagelse inden for lægekunsten er hans navn ikke knyttet. Den af E. F. Koch omtalte opdagelse af tårekirtlernes udførselsgang og tåreafsondringens betydning skyldes udelukkende Steno, hvad B. selv klart erkender i et brev til Thomas Bartholin. Som botaniker fulgte B. efter sin lærer Simon Paulli der var trådt tilbage 1665. B. har ikke udgivet noget egentligt videnskabeligt botanisk arbejde, men har en hovedandel i den store interesse for faget som i hans professortid viste sig blandt studenter af alle studieretninger, og hvorom vi har vidnesbyrd i referater af hans forelæsninger og lister over floraen i Københavns omegn hvortil han førte de studerende på ekskursioner. I Leiden havde han fulgt Adolph Vorstius' undervisning og har nedfældet en del af sin viden i et par posthumt udgivne universitetstaler (Dissertationes, seu Orationes academicæ, 1714–15); i den første De experimentis botanicis hævder han helt moderne at videnskabelige fremskridt kun kan nås gennem vel tilrettelagte forsøg, og han anviser før andre en vej til en naturlig gruppering af planterne. I den tolvte De Natura Dulcedinis fremfører han den helt nye teori at planterne ikke udelukkende henter deres næring fra jorden, men optager visse stoffer fra luften der i planten omarbejdes til "det søde". Disse rigtige tanker kan være inspireret af Borris lære om "magnetisk" tiltrækning fra luften, men de kom ikke til at spille nogen rolle for botanikkens udvikling. En planteslægt Borrichia er opkaldt efter ham af Adanson.

Mest selvstændig var B. som filolog. Hans frodige latindigtning fik næsten statsfunktionens karakter. Tidligt behandlede han aktuelle emner, således i Amagria vindicata der skildrer en episode af Københavns belejring (en oversættelse af Jens Pedersen findes i Rostgaards samling nr. 134 fol.). Senere fulgte større digte ved tronskiftet 1670 og en lang række lejlighedsdigte. Han har ikke besørget tekstudgaver af nogen antik forfatter men indskrænkede sig til kommentarer i forbindelse med universitetsøvelser. Ligesom inden for kemien ligger hans varige fortjeneste af antikforskningen i det litterærhistoriske. Conspectus præstantiorum scriptorum Latinæ lingvæ, 1679 (mange senere udg.) er en til skolebrug bestemt, kortfattet litteraturhistorie. Han omtaler kun de latinske skribenter, af hvem der er bevaret værker. Fyldigst er omtalen af guld- og sølvalderens forfattere, medens "ætas ferrea et fictilis" til henimod middelalderens slutning behandles i større korthed. Til omtalen af hovedforfatterne føjes gerne citater og smånotitser om de bedste udgaver. Et mere lærd værk er Dissertationes academicæ de poëtis I-VI I, 1676–81 (udg. samlet i Frankfurt 1683). Efter omtale af de græske digtere indtil den byzantinske tid behandles de latinske digtere til ned i middelalderen og endelig dem der siden renæssancen og lige til B.s egen tid i de forskellige lande (sidst Danmark) har befattet sig med latinsk digtning. Hans historiske kritik ved oldtidsforfatterne har sine store svagheder, men ved også at omtale digterværker i de nyere sprog står B. som en af den danske litteraturforsknings grundlæggere. Om hans bidrag til det antikke Roms topografi er der talt ovenfor.

Sin almindelige sprogbetragtning har B. fremstillet i en Dissertatio de causis diversitatis lingvarum, 1675. Han antager at der oprindelig var ét sprog, givet menneskene af Gud og således beskaffent at der i det var den nøjeste overensstemmelse mellem ordene som tingenes billeder og tingene selv, men udviklet videre af menneskene ved den dem givne evne til selv at opfinde ord, som da ved fælles vedtægt påtrykker deres betydning. Adskillelsen mellem og udviklingen af flere forskillige sprog begyndte ved den babelske forvirring, og ursproget bevaredes derefter kun rent hos hebræerne. Han anfører derefter flere grunde til udviklingen af sprogenes forskellighed, de klimatiske forholds indvirken på taleorganerne, lyst til forandring, skødesløshed og onomatopoietisk gengivelse af de fra tingene udgående lyd. Meget er her uklart, men der fremsættes ret interessante tanker i en tiltalende form. 1675 kom også Cogitationes de variis lingvæ Latinæ ætatibus dediceret til Griffenfeld, "magnus. Atlas patriæ". I indledningen berigtiger han Scioppius' deling af det latinske sprog i perioder og de forskellige forfatteres henførelse til disse. Skriftet foranledigede tyskeren Christopher Keller (Cellarius) der et par år efter udgav sin "Antibarbarus Latinus" til at skrive sine "Curæ posteriores de barbarismis et idiotismis sermonis Latini" hvori han højligt roser B.s arbejde som har bragt ham til at rette flere af sine tidligere påstande, men også fremfører kritik der bevægede B. til 1682 at svare med Dissertatio de curis posterioribus Cellarii hvori han giver leksikalske tillæg til dennes arbejder. Ved baccalaurpromotionen 1685 slog B. med talen De studio puræ Latinitatis endnu et sidste drabeligt slag for sit kære latin. L modsætning til skarpheden i skrifterne mod Bilsius og Deusing ser vi ham her i en mere moden alder som den urbane polemiker der kun har sandhedens erkendelse for øje. B. var vor sidste store polyhistor i dette ords bedste forstand. Gennem fuldstændig beherskelse af den antikke litteratur formåede han at sammenfatte en række videnskabsgrene til en universel helhed. Som menneske virker han mere usammensat end vennen Steno, ejede vel heller ikke dennes dybde og ramtes derfor ikke af svære anfægtelser og religiøse kriser. Til sin død bevarede han en umiddelbar luthersk fromhed og var på rejsen upåvirkelig af katolicismens ydre væsen. Dens indre fattede han næppe, men plejede gerne venskabelig forbindelse med katolske lærde, ikke mindst blandt jesuitter. Om hans elskværdige karakter, åbne væremåde og ædle enfold stemmer alle vidnesbyrd sammen. Hans levevis var enkel og han efterlod en betydlig formue som hovedsagelig testamenteredes til det studenterkollegium som siden har båret hans navn, skønt B.s eget ønske var at det skulle kaldes Collegium Medicæum. Han har vel derigennem villet vedgå hvad han skyldte Medicæernes Firenze, og det må betragtes som en myte at hans formue grundlagdes ved rige gaver fra en medicæisk prinsesse, hvis ægteskabstilbud han afslog fordi han ikke ville opgive sin lutherske tro. Baggrunden for hans ugifte stand – en opgivet forlovelse med vennen og kollegaen Willum Worms unge datter, til hvem han bevarede et nært venskabsforhold – har Chr. Winther skildret smukt i novellen "En Aftenscene".

B. overtog 1681 bestyrelsen af universitetsbiblioteket, blev 1686 assessor i højesteret og fik 1689 titel af kancelliråd. – Utrykte manuskripter, deriblandt de tre bevarede bind af rejsejournalen, i Det kgl. bibliotek.

Familie

Forældre: sognepræst Oluf Clausen (død tidligst 1653) og Margrethe Lauridsdatter (død tidligst 1648). Ugift.

Ikonografi

Mal. af J. Toorenvliet, 1661 (Fr.borg) forestiller enten B. eller Borri. Mal. af M. Boys, 1674 (Fr.borg). Elfenbensrelief af Jean Cavalier, 1690 (Fr.borg), identiteten usikker. Mal. af J. Jepsen, 1691 (Kbh.s univ.), stukket af H. Schaten, 1715. Kopi efter brændt mal. af C. Lous, 1747 (Borchs kollegium). Relief af Wiedewelt, 1779 (Sorø akad., deponeret i St. mus.). Medalje af S. A. Jacobsen, 1791, formentlig kopi efter samtidigt relief. Pastel af Vantore. Mal. af Vald. Neiiendam: B.s studenter på udflugt, 1918. Mindetavle (Ribe katedralskole).

Bibliografi

E. F. Koch: Oluf Borch, 1866. Jul. Petersen: Bartholinerne og kredsen om dem, 1898 112–37. Vilh. Andersen: Tider og typer, Erasmus I, 1907 199–235. S. M.

Jørgensen i Vidensk. selsk. skr., 7.r., naturv. og mat. afd., IV, 1908 203–46. Carl Christensen i Naturens verden 1921 367–74. Samme: Den danske botaniks hist. I, 1924–26 37–48, II, 1924–26 21–24. Vilh. Maar: Mindeskrift for Oluf Borch paa 300-årsdagen for hans fødsel, 1926 (heri Bibliographia Borrichiana ved Tagea Egede Christensen. P. B. C. Westergaard sst. (ikonografi)). E. Biilmann i Tilskueren 1926 I 365–81. Carl S. Petersen: Den danske litteratur fra folkevandringstiden indtil Holberg, 1929 669–81 m. den 1041 anf. litteratur. Henny Glarbo i Danske i Paris I 1936 180–99. G. Scherz: N. Stenonis epistolae I, 1952 5f. Johan Nordstrom i Lychnos 1954–55 21–65. Ib Magnussen i Fund og forskning IV, 1957 138f. L. Vinter Kristensen i Centaurus 13, 1969 224–27.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. D. Schepelern: Ole Borch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287381