Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Odin T. Christensen

Oprindelig forfatter SVeibel
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Odin T. Christensen, Odin Tidemand Christensen, 4.12.1851-28.2.1914, kemiker. Født i Ho, Ribe amt, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). C. blev student 1870 fra Ålborg, mag. scient. 1877, dr. phil. 1886, var hjælpeassistent ved universitetets kemiske laboratorium 1874-77, assistent ved Polyteknisk læreanstalts kemiske laboratorium 1877-87, lærer i kemi ved landbohøjskolen og bestyrer af dennes kemiske laboratorium 1887-1914, fra 1892 som lektor, fra 1895 som professor. - C.s videnskabelige arbejder har alle hentet emner fra den uorganiske kemi; dels har han, som elev af S. M. Jørgensen, arbejdet med kromammoniakforbindelser og andre kompleksforbindelser (1880-81 og 1890-91), og dels har han i disputatsen Bidrag til Manganets og Fluorets Chemi, 1886 og i adskillige afhandlinger leveret væsentlige bidrag til kendskabet til disse grundstoffers forbindelser; hans bestemmelse af fluorets atomvægt (1887) betragtedes længe som den afsluttende bestemmelse (se E. v. Meyer: Geschichte der Chemie, 3. Aufl., 1914, s. 369). Hans videnskabelige arbejder publiceredes i Videnskabernes Selskabs Skrifter og Oversigter samt i tyske kemiske tidsskrifter. Han var desuden 1888-91 medarbejder ved Jahresberichte über die Fortschritte der Chemie. - Foruden disse rent videnskabelige arbejder havde C. stor interesse for populærvidenskabelig oplysning, var i en årrække medredaktør af Tidsskrift for Physik og Chemi og derefter medudgiver af Nyt Tidsskrift for Fysik og Kemi; han holdt hyppigt foredrag i Selskabet for naturlærens udbredelse og skrev de kemiske artikler i Salmonsens Konversationsleksikon. 1898-99 skrev han den af forlaget Frem udgivne Populær Kemi hvis betydning for at vække interessen for kemi hos den opvoksende ungdom i 1900-tallets første decennier næppe kan overvurderes. - Til brug ved landbohøjskolen skrev han Grundtræk af den organiske Kemi, 1888 (5. udg. 1913) og Grundtræk af den uorganiske Kemi, 1890 (5. ændrede udg. ved A. Christensen 1916) samt forskellige mindre vejledninger. Han omfattede sin lærergerning med stor interesse og bidrog både ved denne og ved sin populærvidenskabelige virksomhed til at naturvidenskabens resultater blev overført i praksis til gavn for landbruget. Han var fra 1890 sekretær for landbohøjskolens direktør og for dens lærerråd og fra s.å. medlem af bestyrelsen for det under Landhusholdningsselskabet henlagte fond til landmænds uddannelse. - C. havde fra sin ungdom interesseret sig levende for musik, havde endog oprindelig vaklet mellem musik og videnskab, men en udtalelse af Aug. Vinding hos hvem han studerede klaverspil om at "een Ting er at dyrke Musikken con amore, en anden Ting at skulle leve af den", bragte ham til at vælge videnskaben. Han var fra 1910 medlem af bestyrelsen for Frbg. kammermusikforening hvis formand han var ved sin død. - 1890 var han blevet medlem af Videnskabernes selsk. og var ligeledes medlem af Videnskabsselskabet i Kristiania.

Familie

Forældre: sognepræst i Ho, sidst i Hals, Christen Thomsen C. (1814-68) og Vilhelmine Caroline Tidemand (1824-1905). Gift 1.11.1879 i Aversi, Præstø amt med Maria Cathinca Balle, født 19.5.1855 i Aversi, død 6.2.193,6 i Kbh., d. af sognepræst, sidst i Aversi Johannes (Hans) Peter Ovesen B. (1810-79) og Nancy Henriette Jacobine Schack (1815-86).

Udnævnelser

R. 1896. DM. 1908.

Annonce

Ikonografi

Portrætteret af P. S. Krøyer på mal. af Videnskabernes selskab, 1898 (Vidensk. selsk.). Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Kemien i Danm. II, 1943 102-07.

Kilder. Selvbiogr. i Univ. progr. nov. 1886 66.

Lit. L. E. Grandjean: Biskop Nicolai Edinger Balles slægt, 1922. H. Hertel i Tidsskr. for landøkonomi, 1914 266-68. S. P. L. Sørensen i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl., 1914 36f. Månedsskr. for dyrlæger, XXV, 1914 641f. Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1858-1908, 1908 420. S. Veibel i Kemien i Danm. 1, 1939 219-221. A. Tovborg Jensen sst. III, 1968 105-08. Papirer. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Stig Veibel: Odin T. Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288299