K. Linderstrøm-Lang, Kai Ulrik Linderstrøm-Lang, 29.11.1896-25.5.1959, kemiker, laboratorieforstander. K. Linderstrøm-Langs navn er helt knyttet til hans virke ved Carlsberglaboratoriet hvortil han kom kort tid efter sin eksamen som fabrikingeniør (cand.polyt.) 1919. K. Linderstrøm-Langs tidlige ungdomsår havde dog været fyldt af tanker og forsøg på at udtrykke sig via forskellige kunstneriske og litterære tilbøjeligheder. Han var endog djærv nok til at sende et skuespil til Georg Brandes til udtalelse, og han søgte også at få forlæggere til at trykke sine manuskripter.

Efter anbefaling fra A.C. Andersen, Landøkonomisk forsøgslaboratorium, hvor Linderstrøm-Lang 1919 havde været ansat i kort tid, fik han en ledig stilling på Carlsberglaboratoriets kemiske afdeling. De krav som S.P.L. Sørensen stillede til sine assistenter levnede dog ikke Linderstrøm-Lang megen tid til at udvikle kunstneriske evner. Det blev en træning i nøjagtigt gennemførte kemiske præparationer og analyser som Sørensen netop da havde behov for. Der lå hver morgen på hans bord en håndskreven seddel med besked på den dags arbejde. Sørensen lærte ham de krav der stilles til en videnskabsmand på biokemiens eksperimentelle område. Linderstrøm-Lang blev snart en af Sørensens betroede medarbejdere, og hans egen videnskabelige profil begyndte at tage form. Hans første videnskabelige arbejder var af fysisk-kemisk art, en vurdering af E. Biilmanns kinhydron-elektrode som Sørensen gerne så anvendt til sine egne nye hydrogenionmålinger.

Det blev 1921 sammen med S.P.L. Sørensen og dennes hustru Margrethe Sørensen til en første beskrivelse af den såkaldte saltfejl. K. Linderstrøm-Lang gav senere en dybtgående analyse af saltfejlen ved hydrogenionmålinger i en længere, teoretisk artikel 1923 hvor han også tog hensyn til den såkaldte aktivitetsteori der på dette tidspunkt var blevet formuleret af amerikaneren G.N. Lewis og danskerne Niels Bjerrum og J.N. Brønsted; især inddrog han de af hollænderen P. Debye fremsatte hypoteser. Fra dette tidspunkt var Linderstrøm-Lang fanget af videnskaben. Allerede næste år publicerede han på grundlag af Debye-Hückel's nye elektrolytteori et arbejde der er blevet en klassiker. Titlen var "On the ionization of Proteins", og heri udvides teorien til også at omfatte polyvalente amfolyter svarende til Sørensens undersøgelser. Linderstrøm-Lang viste hvorledes titreringskurvernes form afhang af ionstyrken. Dette arbejde er stadig grundlag for studiet af proteiners titreringskurver.

I de følgende år gik K. Linderstrøm-Lang i gang med fraktionering (adskillelse) af proteiner, og det førte 1928 til en afhandling i Carlsberg Laboratoriernes Meddelelser med titlen: Studier over Kasein. III. Om Kaseinets Fraktionering der blev forsvaret for den filosofiske doktorgrad. Set i nutidens lys har afhandlingen kun historisk interesse da proteinkemien nu er kommet langt længere, men på det tidspunkt var den et væsentligt bidrag baseret på omhyggeligt eksperimentelt arbejde hvor det blev vist at kasein ikke som dengang antaget er et homogent stof, men en blanding af en række nært beslægtede bestanddele som efter adskillelse (fraktionering) igen kan blandes i rette forhold og give det oprindelige produkt.

K. Linderstrøm-Lang ønskede dog ikke at følge sin læremester Sørensen i opfattelsen af proteinerne som "reversible dissocierbare komponentsystemer" der var Sørensens tydning af resultaterne. Måske derfor tog Linderstrøm-Lang efter disputatsen ret hurtigt andre problemer op, og det blev de proteolytiske enzymer der netop på dette tidspunkt for første gang var vist at kunne fremstilles i krystallinsk (dvs. ren) form. Deres virkning kunne studeres med Linderstrøm-Langs acetone titreringsmetode der var udviklet som et hjælpemiddel i disputatsarbejdet, men som viste sig at få selvstændig værdi og i den internationale litteratur henledte opmærksomheden på Linderstrøm-Lang. Gæster søgte nu ikke blot til Carlsberglaboratoriet på grund af Sørensens arbejder, men også på grund af Linderstrøm-Langs indsats. Det lykkedes for Linderstrøm-Lang at vise (imod gængs opfattelse) at nedbrydningen af et peptid (del af protein) ikke afhænger af peptidkædens længde men af de enkelte leds karakter. Resultaterne blev stærkt kritiseret, især af den tyske, dengang dominerende, skole af enzymkemikere. Tyve år senere har Joseph Fruton der er en af dem der selv har bidraget mest til opklaringen af de proteolytiske enzymers specificitet karakteriseret Linderstrøm-Langs første arbejder på dette område med følgende ord: "Han var langt forud for sin tid, og først nu er resten af feltet ved at nå op på siden af ham".

Enzymstudierne bragte K. Linderstrøm-Langs interesser ind på biokemiens biologiske områder. På dette tidspunkt kom dr. Heinz Holter til Carlsberglaboratoriet, og han håbede på at kunne studere enzymerne og deres rolle direkte i de celler hvor de forekommer. Det krævede udvikling af kvantitative bestemmelser i histo-kemisk skala, altså mikro-metoder. I 20 år arbejdede Linderstrøm-Lang og Holter på at udvikle og forfine sådanne metoder, og i dette samarbejde var Linderstrøm-Lang ideernes og måleprincippernes mand. Med sans for enkelthedens betydning udvikledes mikroudstyr til måling (ved titrering) af kulhydrat-, protein- og fedtspaltende enzymer, ca. 1000 gange følsommere end hidtil. Derefter fulgte anvendelsen af princippet i den Cartesianske dykker til at måle gasudvikling i mikroskala. Det tredje nye princip bestod i anvendelsen af en organisk væskeblanding med stigende vægtfylde nedefter til at bestemme den nøjagtige vægtfylde af en vandig dråbe ved dens frivillige placering i gradienten. Især de sidste to metoder er karakteriseret ved deres "ædle enkelthed" (citat fra prof. J.A. Christiansen).

Efter S.P.L. Sørensens død overtog K. Linderstrøm-Lang 1.4.1938 stillingen som forstander for Carlsberglaboratoriets kemiske afdeling og flyttede samtidig ind i den rummelige professorbolig på Gl. Carlsbergvej. Under anden verdenskrig blev Linderstrøm-Lang 1944 arresteret for at have givet husly for sabotøren Peter Fyn. Efter nogle uger i Vestre fængsel og mange interventioner – også fra udlandet – blev Linderstrøm-Lang løsladt, men Peter Fyn blev henrettet i foråret 1945. Linderstrøm-Lang hjalp mange med jødisk baggrund til at flygte; han hjalp således ved Niels Bohrs flugt til Sverige.

Efter anden verdenskrig vendte Linderstrøm-Lang atter sin hovedinteresse mod proteinkemien denne gang var det studierne af proteinstrukturer på et højere plan end de simple peptidkæder. Det var studiet af de faktorer der stabiliserer disse strukturer, og strukturernes ændringer under denaturering og proteolytisk (enzymatisk) nedbrydning. I denne målsætning kunne han forene hvad han hidtil havde beskæftiget sig med, helt fra matematisk viden til eksperimentel skaberevne, samt hans væld af ideer parret med sans for stringent tænkning. Udadtil på international basis blev hans syn på de proteolytiske enzymers virkningsmekanismer præsenteret i to skelsættende oversigtsforedrag, et ved et Cold Spring Harbor Symposium (N.Y) 1949 og et ved en Solvay Congress i Bruxelles 1953; sidstnævnte indeholdt også en række matematiske analyser af en række mulige reaktionssekvenser.

1951 holdt han Lane Medical Lectures ved Stanford University, Californien, over emnet "Proteiner og Enzymer". I en af disse formulerede han sine ideer om at proteiners struktur kan studeres på uafhængige niveauer som han betegnede den primære, sekundære og tertiære struktur. Denne terminologi blev hurtigt accepteret, og i dag er den en del af proteinkemikerens daglige sprogbrug. Linderstrøm-Lang ikke blot formulerede denne terminologi, men udtænkte hvilke målelige konsekvenser hans opfattelse af forskellige strukturniveauer ville have hvis han havde ret, og han satte forsøg ind på at måle disse konsekvenser, fx graden af hydrogenatomers frie udbyttelighed, afhængig af om de indgår i en struktur af primær, sekundær eller tertiær karakter. Udbytning, udført i såkaldt tungt vand, resulterer i en målelig forøgelse af proteinets vægtfylde som kan iagttages ved en sænkning af proteindråben i den tidligere nævnte vægtfyldegradient.

Man skal i naturvidenskabelig forskning søge meget for at finde tilsvarende eksempel på sammenhæng mellem klart formuleret these og teknisk elegance i thesens afprøvning. Disse proteinstudier tiltrak en mængde danske og udenlandske gæster, og mange samarbejder opstod. K. Linderstrøm-Langs gæstfrihed og den atmosfære han skabte på laboratoriet blev en fabel blandt proteinkemikere i mange lande. Han elskede at se sit hus fyldt med kolleger og venner til uformelle aftenselskaber. Afdelingens julefrokoster er også blevet væsentlige minder for mange proteinkemikere fra mange lande efter at de havde tilbragt et "gæsteår" ved laboratoriet. Linderstrøm-Lang tegnede store personkarikaturer, og højdepunktet af underholdning blev nok det pseudovidenskabelige foredrag om "The thermodynamics of the male house-fly" der oprindelig blev præsenteret ved en julefrokost. Han måtte senere præsentere det ved interntionale møder.

K. Linderstrøm-Langs publikationsliste omfatter 154 videnskabelige arbejder, men han ønskede aldrig at skrive nogen egentlig bog om sine tanker og ideer. Dog er der kommet betydelige oversigtsartikler, især bør nævnes en omfattende oversigtsartikel skrevet af Linderstrøm-Lang og John A. Schellman, publiceret 1959. Den sammenfatter ideer og resultater der opstod og analyseredes efter Linderstrøm-Langs formulering af principperne for proteiners struktur, i Lane Medical Lectures 1951, og samtidig er i artiklen indarbejdet andre forskeres deraf inspirerede tilsvarende arbejder i samme periode. Det blev Linderstrøm-Langs sidste væsentlige publikation idet han samme år døde af komplikationer efter en operation foretaget året før.

K. Linderstrøm-Langs kunstneriske temperament blev nok holdt i ave ved de stringente krav som en videnskabelig livsgerning kræver, men samtidig var det en kendsgerning at hans inspirerende evne til såvel at lytte til andre som selv at formulere tanker der fik så skelsættende betydning hang sammen med dette temperament. I to perioder, 1931-32 og 1938-39, hengav han sig dog for en tid helt til udøvende malerkunst.

K. Linderstrøm-Lang deltog efter anden verdenskrig i opbygningen af internationalt og europæisk biokemisk samarbejde, begyndende ved den første internationale biokemikongres i Cambridge 1949 hvor spirerne til IUB (International Union of Biochemistry) tog form. Den store internationale anerkendelse af Linderstrøm-Langs arbejde fandt udtryk gennem medlemskab af mange videnskabelige selskaber og tildeling af æresdoktorgrader, således Bruxelles (1948), Stockholm (1948), Ghent (1948) og Cambridge (1949). Linderstrøm-Lang var medlem af Videnskabernes selskab fra 1935 og Akademiet for de tekniske videnskaber fra 1939. 1966 indsamlede en kreds af venner på international basis en sum penge der er grundlag for uddeling af Linderstrøm-Lang-medaljen samt et pengebeløb hvert 2-3. år til en fremstående forsker inden for Linderstrøm-Langs arbejdsområde.

Familie

K. Linderstrøm-Lang blev født på Frbg, død i Kbh., begravet på Frbg. kgd. Forældre: kursusbestyrer, cand.mag., senere dr. phil. Carl Frederik Linderstrøm-Lang. (1858-1911) og Ellen Hedevig Bach (1863-1921). Gift 25.3.1922 på Frbg. (b.v.) med lærer Gerda Kyndby, født 22.10.1893 i Hammel, død 21.11.1980 i Kbh., datter af lærer, sidst i Herning, Johannes Jensen Kyndby (1861-1934) og Helga Wilhelmine Trolle (1866-1952).

Udnævnelser

R. 1948.

Ikonografi

Karikerende selvportr. 1959. Mal. af Knud Agger (Carlsberg lab.), forarbejde dertil (Fr.borg). Medalje af Arno Malinowski udst. 1967. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1929 108f. - C. B. Anfinsen i Nature CLXXXIV, London 1959 314f. Martin Ottesen i Year book of the American philos, society 1959 133-38. Samme i Kemisk mâneds-bl. XL, 1959 41-43. Herman M. Kalckar i Science CXXXI, Washington 1960 1420-25. Kenneth Bailey i Proceedings of the Chemical society, 1960 92f. Hans Neurath i Archives of biochemistry and biophysics LXXXVI, N.Y. 1960 I-IV. Herbert K. Alber i Microchemical journal IV, N.Y. 1960 141-43. A. Tiselius i Biographical memoirs of the fellows of the Royal society VI, London 1960 156-68 (heri bibliografi). H. Holter i Comptes rendus des travaux du laboratoire Carlsberg. Ser. chimique XXXII, 1960 I-XXXIII (heri bibliografi). The Carlsberg laboratory 1876-1976, udg. H. Holter og K. Max Møller, 1976 88-117.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig