Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Julius Petersen

Oprindelig forfatter ERMa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Julius Petersen, Julius Christian Petersen, 26.2.1865-16.2.1931, kemiker. Født i Odense, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). P. tog 1881 alm. forberedelseseksamen fra Giersings private realskole og kom derefter – takket være pekuniær støtte fra "formaaende Bekendte i Odense" – i Odense katedralskole hvorfra han dimitteredes 1884. Derefter studerede han ved Den polytekniske læreanstalt (samtidig med at han selv måtte undervise) og blev 1889 cand.polyt. af kemi-linjen. Han blev straks ansat som hjælpeassistent og 1892 som assistent ved læreanstaltens kemiske laboratorium. 1891 opnåede P. accessit for universitetets 1889 udskrevne prisopgave; af bedømmelsen fremgår at P. næppe havde ofret besvarelsen tilstrækkelig tid, men i øvrigt havde udført udmærkede eksperimenter. – P.s forskning faldt inden for elektrokemien -en disciplin inden for den fysiske kemi. Her må fremhæves Elektrolyse af organiske Syrers Alkalisalte I-II, 1897-99, hvoraf den første skaffede ham Videnskabernes selskabs guldmedalje, og den anden blev forsvaret som disputats (dr.phil.). 1902 overtog han som en selvfølge det ved Emil Petersens udnævnelse til professor ledigblevne honorar som docent med henblik på elektrokemi. Ved Emil Petersens død 1907 blev dennes professorat søgt af Einar Biilmann og af P. Fakultetet indstillede den første (som var otte år yngre end P.) til professoratet, dels fordi dennes faglige kvalifikationer inden for den organiske kemi var de største, og dels blev det fremhævet, at P. ville være bedre egnet til at få ansættelse ved en kommende vakance i et andet kemisk professorat. Denne vakance indtrådte 1.2.1908 ved S. M. Jørgensens afgang, og da fakultetet jo allerede – vel nok imod gældende regler – havde bestemt hvem der skulle efterfølge ham, blev P. udnævnt i professoratet, uden at dette havde været slået op. Til dette universitetsprofessorat hørte bestyrelsen af Den polytekniske læreanstalts kemiske laboratorium (senere: Kemisk laboratorium A).

Efter udnævnelsen til professor gik P. i løbet af få år videnskabeligt i stå; han offentliggjorde i årene op til 1914 nogle mindre arbejder om analytiske emner, og hans sidste elektrokemiske afhandling kom samme år. P. slog i stedet sit ry fast som foredragsholder og lærebogsforfatter. Hans eksperimental-forelæsninger på polyteknisk læreanstalt var eminente og blev overværet af langt flere end det antal studerende der efter planen burde høre dem. P. underviste også (fra 1901 til sin død) på årskursus på Statens lærerhøjskole, hvor han endvidere (fra 1899) underviste på kursus for skolekøkkenlærerinder. Han holdt også populære forelæsninger i Folkeuniversitetsforeningen.

Af P.s analytiske lærebøger må især fremhæves hans Lærebog i den kvalitative uorganiske Analyse der 1914 afløste C. T.Barfoeds lærebog fra 1863 (1880) og kom i revideret udgave 1922. Den nye skolelov af 1903, der gjorde kemi til et selvstændigt fag i gymnasiet, fik P. til at skrive Kemi for Gymnasiet (1. udg. 1907, 10. udg. 1944); denne lærebog var næsten enerådende i gymnasiet i 25 år, men blev i 1930erne efterhånden fortrængt af L. J. Rings nye og langt mere moderne lærebog. 1905 skrev P. Kemi for Mellemskolen der kom i 11 praktisk taget uændrede oplag (sidst 1940). Denne lærebog bygger på et stort antal fortræffeligt beskrevne kemiske forsøg som simpelthen ikke kan mislykkes, hvis blot forskriften bliver fulgt; men det gælder denne bog som P.s øvrige lærebøger på alle niveauer, at de næsten helt mangler den fysiskkemiske baggrund og i høj grad er kvalitativt beskrivende. – P. nærede en varm interesse for sine elever og var også vellidt af disse. Han var 1900-10 kasserer og derefter til sin død formand for Hjælpeforeningen for polytekniske eksaminander og tillige fra 1908-31 medlem af bestyrelsen for G. A. Hagemanns kollegium. – Han var 1917-19 formand for bestyrelsen og 1919-31 kemisk konsulent for De danske sprængstoffabriker og 1928-31 konsulent ved Kryolith-, mine- og handelsselskabet. – Formand for Kemisk forening 1907-10.

Annonce

P. var gennem mange år en svagelig mand; han blev fundet død i sin lænestol på sit laboratorium en time efter, at han havde deltaget i en mundtlig eksamination af en magisterkonferensstuderende.

Familie

Forældre: snedkermester Hans Christian Georg P. (1822-78) og Karen Sophie Nielsen (1822-94). Gift 4.10.1895 i Kbh. (Frue) med Ida Astrup, født 3.1.1877 i Kbh. (Frue), død 13.5.1945 sst. (Jakobs), d. af forretningsfører, løjtnant Alexander Julius A. (1837-78) og Ida Marie Sophie Amalie Bang (1845-1918).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1928.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Stig Veibel: Kemien i Danm. II, 1943 341-43. – Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1899 96f. – J. N. Brønsted sst. nov. 1931 125-27. Kn. Estrup i Kemisk månedsbl. XII, s.å. 35f. E. Buch Andersen i Naturens verden XV, s.å. 145-47. J. A. Christiansen i Stig Veibel: Kemien i Danm. III, 1968 69-79. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
E. Rancke-Madsen: Julius Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295681