Jannik Bjerrum (kemiker)

Jannik Bjerrum, 5.4.1909-29.8.1992, kemiker. Som sønnesøn af øjenlægen Jannik B. søn af en fremragende kemiker, og grandnevø af fysikeren Kirstine Meyer, fødtes Jannik Bjerrum ind i god dansk naturvidenskabelig tradition. Såvel påvirkningen fra faderen – måske mere gennem dennes arbejder og eksempel end gennem direkte påvirkning – som fra de fremragende lærere han fik i Hanne Adlers fællesskole (Sortedams gymnasium), fik stor betydning for den unge Jannik Bjerrum der før sin studentereksamen 1927 havde bestemt sig for en videnskabelig løbebane. 1932 afsluttede han kemistudiet ved Kbh.s univ. med magisterkonferens med speciale i fysisk kemi. I studietiden nød han godt af kontakten med så fremragende lærere som E. Biilmann, J. N. Brønsted og Hakon Lund. Men også samvær med faderens venner, især Ole Chievitz og Niels Bohr bidrog til at forme Jannik Bjerrums faglige udvikling og styrke hans usædvanlige videnskabelige instinkt. Hans eksperimentalkemiske arbejder – som begyndte i mellemskolen og endnu i skoletiden fortsattes i faderens laboratorium under senere professor Carl Faurholts vejledning – førte allerede i studietiden til publikation af videnskabelige afhandlinger deraf to om de såkaldte komplekse metalforbindelser hvis kemi senere blev Jannik Bjerrums vigtigste virkefelt.

Efter konferensen og et kort studieophold hos K. Fajans i München fulgte Jannik Bjerrum en videnskabelig løbebane ved Kbh.s univ. hvor han blev videnskabelig assistent 1933, dr. phil. 1941, professor 1948, prorektor 1965–67. Han blev regensprovst 1967. Som professor ved universitetet bestyrede han Den polytekniske læreanstalts kemiske laboratorium A 1948–60. Han var formand for Kemisk forening 1954–56. Han var professor til 1979, men fortsatte herefter sit virke på universitetet som emeritus frem til 1991.

Jannik Bjerrums videnskabelige betydning ligger især på tre områder: bidrag til udviklingen af et af den uorganiske kemis vigtigste og mest frugtbare områder, koordinationskemien (hvortil metalkomplekserne hører), befordring af kontakten mellem dansk og international kemi, og uddannelse af unge forskere. Under et studieår hos biokemikeren L. Michaelis på Rockefeller Institute for Medical Research i New York tog Jannik Bjerrum 1935 den nyudviklede glaselektrode i brug til bestemmelse af metalkompleksers stabilitet i opløsning og bidrog herved til at åbne et forskningsområde som i de næste tre årtier dyrkedes intenst over hele verden af hundreder af kemikere. Disputatsen om dette emne, Metal Ammine Formation in Aqueous Solution, 1941 blev et hovedværk inden for området og fik den for en disputats usædvanlige skæbne at måtte genoptrykkes (1957) og at udkomme i russisk udgave (1961). Blandt hans langt over 100 videnskabelige publikationer som næsten alle handler om metalkompleksers egenskaber, thermodynamiske, kinetiske og optiske må særlig fremhæves det internationale tabelværk Stability Constants I-II, 1957–58 som udarbejdedes sammen med G. Schwarzenbach (Zürich) og L. G. Sillén (Stockholm). Jannik Bjerrums videnskabelige arbejders internationale udbredelse i kombination med hans vindende væsen fik jævnaldrende og yngre forskere fra mange lande til at søge hans laboratorium som midlertidigt arbejdssted, først Kemisk laboratorium A ved Den polytekniske læreanstalt 1948–60 og siden Kemisk laboratorium I på H. C. Ørstedinstitutet. Flere af disse gæsteforskere har senere spillet vigtige roller i koordinationskemiens udvikling i deres hjemland og internationalt, eksempelvis nævnes A. W. Adamson, F. Basolo, F. A. Cotton (USA), M. T. Beck (Ungarn), G. Wilkinson (England, Nobelpris 1973). Jannik Bjerrum bidrog ikke mindst til den internationale videnskabelige kontakt ved sammen med professorerne R. W. Asmussen og K. A. Jensen at tage initiativ til den første virkelig internationale koordinationskemikongres (Kbh. 1953) hvorved grunden lagdes til en kongresrække som er en international institution, og som regelmæssigt besøges af hundreder af kemikere. Det stærkt internationale præg fik ikke mindst betydning for de mange danske elever som udførte deres første videnskabelige arbejder i Jannik Bjerrums laboratorium og under hans vejledning, og hvoraf adskillige blev internationalt kendte videnskabsmænd. Hans laboratorieydelse udmærkede sig ved stor åbenhed over for medarbejderes og elevers valg af egne selvstændige forskningsområder.

Jannik Bjerrum blev medlem af Vidensk. selsk., 1948, Akademiet for de tekniske vidensk., 1958, og flere udenlandske akademier. Han modtog Augustinusprisen 1958.