J. Kjeldahl

J. Kjeldahl, Johan Gustav Christoffer Thorsager Kjeldahl, 16.8.1849-18.7.1900, kemiker. J. Kjeldahl blev 1867 student fra Roskilde katedralskole og begyndte derefter studiet ved Polyteknisk læreanstalt til det man i dag ville kalde kemiingeniør, tog n.å. filosofikum, og blev 1873 cand.polyt. med udmærkelse. Efter nogle få måneder i industrien blev han ansat hos C. T. Barfoed på landbohøjskolen som dennes andenassistent.

I 1875 anbefalede Barfoed ham til brygger J. C. Jacobsen, der 1.5. ansatte ham til at lede et forhåndenværende lille laboratorium og til at planlægge et større: Carlsberg Laboratoriets kemiske afdeling som J. Kjeldahl blev forstander for fra den dag, 25.9.1876, da Carlsbergfondet blev stiftet.

J. Kjeldahl var videnskabeligt set et ubeskrevet blad; men de forventninger man må have næret til ham blev i mere end fuldt mål opfyldt. De videnskabelige emner J. Kjeldahl tog op havde relation til bryggerivirksomhed; de første artikler blev offentliggjort i 1878 og handlede om saccharider, proteiner og enzymer. Han udarbejdede i forbindelse hermed analytiske metoder, og verdensberømt blev han på sin metode til bestemmelse af nitrogen i organiske stoffer. J. Kjeldahls metode var langt hurtigere end tidligere anvendte metoder og egnede sig til serie-analyser idet bestemmelserne kun i kortere perioder krævede analytikerens direkte opmærksomhed. Metoden benyttes fortsat ved mindre ændringer både i macro- og micro-format.

J. Kjeldahl meddelte om sin metode ved et møde i Kemisk forening 7.3.1883, og s.å. blev den beskrevet i den kemiske fagpresse. I de snart 100 år, der siden er forløbet er der udført millioner af "Kjeldahl-analyser", og på engelsk benyttes glosen "to kjeldahle".

J. Kjeldahls arbejdsmetode var aldrig sliderens – dertil var han vel for intelligent. Når inspirationen kom over ham kunne han præstere det fremragende, og det skal tilføjes, at han aldrig gav et arbejde fra sig som ikke var vel gennemarbejdet. Som chef for laboratoriet var han i det daglige uhøjtidelig og uformel, og hans omgivelsers vidnesbyrd går ud på at han var elsket af sine assistenter.

Kjeldahl interesserede sig også for andre former for naturvidenskab og teknik samt for litteratur, musik, teater og kunst. Han traf i sine unge år sammen med en lille kreds af højt begavede akademikere og kunstnere der havde deres rod i det gode borgerskab. Vennekredsen kaldte sig Kwims efter deltagernes forbogstaver (Kjeldahl, Andreas Peter Weis og hans bror August, Valdemar Irminger, Kjartan v. Mullen, Frans Schwartz og hans fætter Otto, mens der ikke var plads i navnet til et T for Søren Ludvig Tuxen). Kwims blev stiftet 1877, og aktiviteten kulminerede i 80erne.

1889 flyttede J. Kjeldahl sammen med moderen der var blevet enke, og storesøster Camilla (1839–1907, gift med godsinspektør Ernst Schmidt, 1827–84), og i 90erne begyndte hans helbred at svigte: hovedpine, hjerteuro og uoplagthed. Hans sidste videnskabelige afhandling er fra 1895, og hvad han siden har forsket nåede ikke til en sådan form at han ønskede at udgive det. Hans læge sendte ham 1899 og påny i begyndelsen af 1900 på rekreationsrejse for "hjernetræthed". Han vendte delvis restitueret tilbage, men døde af "hjerteslag" under badning ved Tisvildeleje.

På Carlsberg efterfulgtes han af S. P. L. Sørensen, der skulle blive det kemiske laboratoriums anden verdensberømte forstander.

J. Kjeldahl var censor ved landbohøjskolen og ved Polyteknisk læreanstalt, medlem af bestyrelsen for Kemisk forening 1879–85. Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1890 og af Videnskapsselskapet i Norge 1892., s.å. titulær professor og 1894 æresdoktor ved Københavns universitet.