J.A. Christiansen

J.A. Christiansen, Jens Anton Christiansen, 6.9.1888-28.7.1969, kemiker. Født i Vejle, død i Charlottenlund, urne på Mariebjerg kgd. C. blev student 1906 fra Vejle, cand. polyt. (fabrikingeniør) 1911 og dr. phil. 1921. Han var assistent ved Carlsberglaboratoriets kemiske afdeling 1911-15 og ved universitetets kemiske laboratorium 1915-31. Fra 1919 holdt han forelæsninger over uorganisk kemi for medicinere og stud.mag.er under det matematisk-naturvidenskabelige fakultet, var 1921-31 lektor i kemi ved universitetet, blev sommeren 1931 docent i kemi og samme efterår professor i kemi ved universitetet og bestyrer af Polyteknisk læreanstalts kemiske laboratorium A (fabrikingeniørernes laboratorium) til 1948, derefter til 1959 bestyrer af universitetets fysisk-kemiske institut. Han var 1955-56 universitetets prorektor og fungerede det meste af året som rektor under rektor H. M. Hansens sygdom og efter hans død. I assistenttiden på Carlsberglaboratoriet blev C. stærkt interesseret i fysisk kemi, det fag J. N. Brønsted fra foråret 1909 underviste i. Han udarbejdede en metode til bestemmelse af æggehvideopløsningers osmotiske tryk, og sammen med Svend Lomholt en metode til bestemmelse af små mængder kviksølv i organisk substans (1913). Efter overflytningen til universitetets kemiske laboratorium studerede han først katalytisk spaltning af methanol og udarbejdede en metode til syntese af methanol ud fra carbonmonoxid og hydrogen. Metoden blev 1918-19 patenteret i Danmark, Tyskland, Holland og Østrig og derefter købt af tysk kemisk industri. Dette arbejde førte C. ind på reaktionskinetiske studier. 1914 havde den franske kemiker R. Marcelin fremsat en teori om stødkomplexers betydning for kemiske reaktioner. C. søgte nu at anvende denne teori, dels til en teoretisk redegørelse for nogle af den tyske kemiker Bodenstein gennemførte undersøgelser over hydrogenbromiddannelsen ud fra brom og hydrogen, dels til en eksperimentel undersøgelse af carbonylchlorids termiske dissociation der er beskrevet i disputatsen Reaktionskinetiske Studier, 1921. Han fandt Marcelins teori bekræftet og udformede den til en "transition state" opfattelse af det aktive mellemtrin ved en kemisk reaktion, stødkomplexet, som en flade i faserummet for de reagerende molekylarter. Også begrebet "kædereaktioner", der blev indført af C. og snart internationalt anvendt, ligger klart udtalt i disputatsen der, da dens hovedresultater blev publiceret på tysk året efter, vakte stor opmærksomhed.

Under arbejdet med disputatsen var C.s interesse for teoretisk fysik blevet så stor, at han tog et års orlov fra assistentarbejdet og studerede hos Niels Bohr hvor han 1921 i et meget betydningsfuldt arbejde (sammen med den hollandske fysiker H. A. Kramers) over reaktionshastighed gav en nærmere belysning af "transition state" teorien. Senere skrev C. En Kemikers Møde med Niels Bohr, hans Institut og hans Theori for Atomernes Elektronfordeling (Fysisk tidsskr. 60, 1962 31-46). Han fandt også tid til sammen med G. v. Hevesy og Svend Lomholt at gennemføre bestemmelse af blys og vismuts cirkulation i organismen under anvendelse af den af Hevesy indførte metode med indsprøjtning af præparater indeholdende radioaktive isotoper af de to metaller (1924). - 1928 havde C. et længere studieophold i Berlin hvor han i samarbejde med Bodenstein, deltagelse i kollokvier hos Håber og diskussioner med Polanyi, Herzfeld, Simon og andre af Habers og Bodensteins medarbejdere opnåede fuld anerkendelse som en af tidens førende reaktionskinetikere, hvad der førte til at han 1934 efter opfordring holdt et af plenarforedragene (Über Kettenreaktionen) ved den første internationale kemikerkongres efter 1. verdenskrig. - Da C. overtog professoratet i uorganisk kemi tog han nye områder op, studerede svovlforbindelser og borforbindelser og søgte at gøre rede for deres meget komplicerede opbygning, men han fortsatte også sine arbejder over katalyse. Allerede på universitetets kemiske laboratorium havde han konstrueret et simpelt apparatur til mikrogasanalyse, og det blev taget i anvendelse til reaktionskinetiske arbejder, navnlig over heterogen katalyse. På foranledning af G. M. Schwab, hovedredaktør for et flerbindsværk Handbuch der Katalyse, udarbejdede han en oversigtsartikel over problemer inden for reaktionskinetik og den heterogene katalyse. Det pågældende bind udkom først 1941, til stor fortrydelse for C. der intet ønskede mindre end at blive taget til indtægt for videnskaben i det nazistiske Tyskland, men det lod sig ikke gøre at kalde artiklen tilbage. På grund af krigen vakte den imidlertid ikke den opmærksomhed, den fortjente, men efter krigen skrev C. en ny oversigtsartikel til Advances in Catalysis (1953), og denne har mødt fuld anerkendelse.

Som laboratoriebestyrer fulgte C. det princip han havde lært hos Einar Bülmann at lade medarbejderne finde frem til de områder der passede dem bedst, og undertiden ledede han selv deres første videnskabelige skridt. 1948 overtog C. professoratet i fysisk kemi, men da hans videnskabelige arbejde altid havde været fysisk-kemisk betonet krævede dette ikke nogen ny omstilling. Arbejdet over heterogen katalyse fortsattes, men nu mere vendt mod biokemiske, enzymkatalyserede processer. Den direkte anledning var, at han blev officiel opponent mod en disputats om transaminaser, og han anvendte nu sit indgående kendskab til heterogen katalyse og den teori om quasistationære mellemtrin, han havde udarbejdet, til at bestemme antallet af mellemtrin mellem udgangssystemet og slutsystemet ved enzymatisk katalyserede processer. - C. vendte nu også tilbage til det der havde været hans videnskabelige start på Carlsberglaboratoriet, bestemmelse af æggehvideopløsningers osmotiske tryk, konstruerede et dynamisk osmometer efter et nyt princip og anvendte det til bestemmelse af hyaluronsyres molekylvægt (1953). Han studerede også periodiske enzymatiske processer og forsøgte at sætte visse nerveimpulser i relation til sådanne periodiske enzymreaktioner. - C. tog ivrigt del i såvel skandinavisk som internationalt samarbejde, var således konstant deltager i de skandinaviske naturforskermøder, til de blev indstillet 1936, og i de nordiske kemikermøder, for hvis danske bestyrelse han var formand 1947-53. Også samarbejdet i International Union of Pure and Applied Chemistry (som blev kemiunionens navn efter 2. verdenskrig) havde hans store interesse, og han var 1951-59 formand for unionens kommission for fysisk-kemisk terminologi. Også de snævrere "Lundensermøder" både mellem universitetslærere i Lund og København og mellem de kemiske foreninger i de to byer havde hans store interesse. Da det efter afslutningen af 2. verdenskrig viste sig vanskeligt for danske kemikere at få deres arbejder antaget til offentliggørelse i udenlandske fagtidsskrifter, da disse var overvældede af stof fra de respektive lande, arbejdede C. ivrigt med på at få skabt et skandinavisk kemisk tidsskrift, og det lykkedes 1947 at starte udgivelsen af Acta Chemica Scandinavica. C. kom straks ind i dets redaktionskomité og var til 1962 formand for dennes danske afdeling.

1934 blev C. medlem af Videnskabernes selskab, 1937 af Akademiet for de tekniske videnskaber. Hans internationale anseelse gav sig udtryk i udnævnelse til medlem eller æresmedlem af adskillige udenlandske akademier og videnskabelige selskaber. 1961 blev han æresmedlem af Kemisk forening. 1959 tildelte Selskabet for naturlærens udbredelse ham H. C. Ørstedmedaljen. - C. havde mange interesser udenfor kemien, litteratur, teater og samfundsforhold. Dette gav sig udtryk i talrige læserbreve til dagspressen. Kendtest blandt de emner han tog op på denne måde er hans energiske påpegen af faren ved den vidtdrevne rovdrift på ralforekomster langs den jyske vestkyst.