Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Dam

Oprindelige forfattere ERMa og SVeibel

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Henrik Dam, Carl Peter Henrik Dam, 21.2.1895-17.4.1976, kemiker. Henrik Dam blev student fra Schneekloths skole, tog 1914 filosofikum, blev 1920 cand. polyt. (fabrikingeniør) og 1934 dr. phil. Han var 1920-23 medarbejder ved Københavns patentbureau. Han søgte derfra ind i videnskabeligt arbejde, var 1923-28 assistent ved univ.s fysiologiske laboratorium, 1928-31 assistent og 1931-41 amanuensis ved univ.s biokemiske institut, 1939-41 desuden laboratoriebestyrer ved Statens vitaminlaboratorium. Det er givet at Henrik Dam hele to gange følte sig forbigået ved besættelsen af professoratet i biokemi i Århus, og han skrev sidenhen uden yderligere kommentarer i Kraks Blå Bog: "ansøgte om professoratet i biokemi ved Århus universitet 1936 og 1938". 1941 udnævntes Henrik Dam til professor i bioteknisk kemi ved Den polytekniske læreanstalt; men da han 1941 var på studie- og foredragsrejse i USA og Canada hindrede den tyske besættelse ham i at tiltræde professoratet. Først 1946 vendte han tilbage til Danmark hvor han 1946-65 virkede i professoratet hvis navn han ændrede fra bioteknisk kemi til biokemi, og dette blev igen 1951 ændret til biokemi og ernæring.

Henrik Dam studerede 1925 mikrokemiske metoder ved universitetet i Graz og 1932-33 stofskifteproblemer hos Schönheimer i Freiburg im Br. som Rockefeller-stipendiat. Han kom herigennem ind på kolesterolstofskiftet der blev emnet for hans disputats i 1934 Nogle Undersøgelser over Sterinernes biologiske Betydning. Gennem de til udarbejdelsen af disputatsen foretagne dyreforsøg havde han i nogle tilfælde konstateret blødninger hos kyllinger og tydet dem som insufficiens i den kost forsøgsdyrene fik. Videre undersøgelser af dette fænomen førte til konstateringen af eksistensen af et nyt vitamin der fik betegnelsen "K". Mangel på dette fremkalder ialtfald hos kyllinger hæmorrhagi. 1935 var Henrik Dam på studieophold hos Karrer i Zurich, og 1938-39 lykkedes isoleringen og konstitutionsopklaringen af K-vitaminet i samarbejde mellem Dam, Karrer og flere af dennes medarbejdere. Gennem kliniske undersøgelser af talrige danske og udenlandske læger fastsloges stoffets store betydning for blodets evne til at koagulere og derigennem også dets nødvendighed for mennesker.

Efter Henrik Dams tilknytning til Statens vitaminlaboratorium blev også vitamin E genstand for hans undersøgelser. Under det tvungne ophold i USA var Henrik Dam 1942- 45 Senior research associate in Biochemistry, University of Rochester, N. Y. hvor han fortsatte sine vitaminstudier. 1943 fik han halvdelen af Nobelprisen i medicin og fysiologi for opdagelsen af K-vitaminet; den anden halvdel fik E.A. Doisy (USA) der havde syntetiseret K-vitaminet. 1945-48 var han associate Member of Rockefeller Institute for Medical Research. - Efter hjemkomsten til Danmark koncentrerede Henrik Dam sig navnlig om ernæringsfysiologiske studier, lipidernes biokemi, galdestensdannelse og disses opløsning. Han blev 1948 medlem af sundhedsstyrelsens ernæringsudvalg og var 1956-63 leder af Dansk fedtforskningsinstituts biokemiske afdeling. - Til brug for undervisningen skrev han (sammen med E. Aaes-Jørgensen) Biokemi, 1950 og Grundrids af biokemi og ernæring, 1955.

Annonce

I sit otium kunne Henrik Dam med støtte fra forskellige fonds fortsætte sine ernæringsfysiologiske studier indtil sin død - det meste af tiden på et selvstændigt laboratorium under Den polytekniske læreantalt. - 1947 blev Henrik Dam medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber, 1948 af Videnskabernes selskab samt af adskillige udenlandske videnskabelige selskaber, og han modtog 1960 Deutsche Gesellsch. für Fettwissenschafts Normann-medalje. 1965 blev han dr. Sc.h.c. ved St. Louis University.

Familie

Henrik Dam blev født og døde i København, urne i fællesgrav på Bispebjerg kirkegård. Forældre: apoteker Emil Dam (1863-1915) og kommunelærer Emilie Margrethe Peterson (1857-1920). Gift 15.7.1924 på Frbg. med Inger Marie Martha Sophie Olsen, født 29.6.1898 på Lerbjerg, Esbønderup sg., Fr.borg amt, datter af proprietær Gotfried Christian Olsen (1860-1915) og Laura Kirstine Larsen (1862-1926).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Stig Veibel: Dansk kemisk bibliografi 1800-1935, 1943 119-22 og fra 1945-72 i Årsberetn. for den polytekn. læreanstalt.

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1934 161. Interview i Berl. tid. 2.5.1954.

Lit. Ebbe Søndergaard i Dansk kemi LVII, 1976 142f. H. H. Ussing i Det kgl. da. vidensk. selsk.s oversigt 1976-77 98-103.

Referér til denne tekst ved at skrive:
E. Rancke-Madsen, Stig Veibel: Henrik Dam i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288671