Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

George Hevesy

Oprindelig forfatter ERMa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

George Hevesy, George Charles de Hevesy, 1.8.1885-5.7.1966, kemiker. Født i Budapest, Ungarn, død i Freiburg, Tyskland, begravet sst. H. blev student fra Piaristordenens gymnasium i Budapest og studerede derefter i kort tid i Budapest og i Berlin og fra 1905 i Freiburg fra hvis universitet han 1908 promoveredes til dr.rer.nat. på et kemisk emne. H. fik derefter stilling hos Richard Lorenz i Zürich for at dyrke højtemperaturkemi, og 1910 tiltrådte han en stilling hos Fritz Haber i Karlsruhe. Her skulle han arbejde med elektrisk ledningsevne i gasser; men da ingen i Habers institut mestrede den nødvendige teknik rejste H. i forståelse med Haber efter tre måneders forløb i januar 1911 til Ernest Rutherford i Manchester for at lære denne teknik. Besøget her kom imidlertid til at vare tre år, afbrudt af rejser til kontinentet (bl.a. til Wien), og H. var på vej tilbage til England for at arbejde sammen med Henry Moseley da krigen brød ud 1914. – H.s ophold hos Rutherford faldt sammen med dennes epokegørende arbejder vedrørende atomernes opbygning, og H. var her med til at skabe grundlaget for isotopbegrebet. Herved kom han ind på det arbejdsområde som 30 år senere skulle give ham Nobelprisen i kemi (for 1943, tildelt 1944): "for hans anvendelse af isotoper som indicatorer ved studiet af kemiske processer". Han bestemte således 1913 sammen med Friedrich Paneth i Wien opløseligheden af nogle tungtopløselige blysalte ved at iblande en hovedportion af almindeligt bly nogle "mærkede" blyatomer, in casu radioaktive blyatomer med massetallet 210 (dvs. Pb-210) hvis tilstedeværelse det var relativt let at bestemme. Under verdenskrigen 1914–18 gjorde H. tjeneste i den østrigungarske hær, men fungerede i det væsentlige ved tilsynet med de elektrokemiske kobberraffinaderier i Karpaterne hvor han i beskedent omfang også kunne fortsætte sine isotopforsøg. H. havde 1911 lært Niels Bohr at kende hos Rutherford, og Bohr inviterede ham nu til at arbejde hos sig i København. H. kom til København en kort tid i 1919 og var derefter 1920–26 bosat i Danmark. Fra denne seksårsperiode skal først nævnes hans samarbejde med J. N. Brønsted om præparativt at adskille kviksølvisotoper fra hinanden. En partiel adskillelse lykkedes, og på samme måde blev chlor opdelt i to forskellige isotoper (1920–21). 1922 fremstillede H. og hollænderen Dirk Coster grundstof nr. 72 som blev opkaldt efter København og fik navnet hafnium, Hf. Ifølge Bohrs teorier skulle grundstoffet være i familie med zirconium, Zr, og det blev da også fundet i Zr-salte som hidtil overset ledsagestof. Opdagelsen af Hf blev meddelt af Bohr i hans Nobel-lecture i Stockholm 11.12.1922. Også indicatormetoden blev udviklet i disse år, idet H. i samarbejde med J. A. Christiansen og Svend Lomholt undersøgte cirkulation af bismuth og bly i organismer; dette var den første anvendelse af indicatormetoden i fysiologi (1924).

1926 flyttede H. til Freiburg hvor han var professor i fysisk kemi ved sit gamle universitet i otte år; men da Hitler havde fået magten i Tyskland søgte H. sin afsked og flyttede påny til København i efteråret 1934. Fra 1913 og ca. 20 år frem havde hans indikatormetode kun kunnet anvendes hvor de mærkede atomer var naturligt forekommende radioaktive isotoper. I 1930'erne blev deuterium ("tung brint") opdaget, og man begyndte kunstigt at kunne fremstille radioaktive isotoper. H. fandt nu metoder til at kunne anvende disse som mærkede atomer, og her var det især deuterium og den radioaktive phosphorisotop, P-32, der fik betydning ved løsning af biokemiske, fysiologiske og genetiske problemer. H. arbejdede både i Freiburg, København og senere (efter 1943) i Sverige med indicatormetoden og han modtog, som allerede nævnt, 1944 Nobelprisen herfor. I tiden efter 1934 undersøgte H. i samarbejde med Hilde Levi den kunstige radioaktivitet hos sjældne jordarters metaller og hos visse andre grundstoffer. – De første år af besættelsestiden fortsatte H. tilsyneladende uanfægtet sit arbejde i København; men da Bohr var taget til Sverige fulgte H. efter i efteråret 1943. Med Nobelprisen fulgte en invitation til at blive svensk statsborger, og H. accepterede tilbudet. Han fortsatte med at arbejde med isotopindicatorer i Stockholm til ind i 1960'erne; men i hans sidste år begyndte helbredet at svigte, og han søgte medicinsk behandling på en klinik hos en af sine gamle venner i Freiburg. Han kunne dog endnu deltage i og tale ved åbningen af et møde i Rom april 1966; men han døde i Freiburg tre måneder derefter.

H. var personligt en meget flittig og en overordentlig idérig mand; han havde en enestående evne til at komme i samarbejde med mange andre fremragende naturvidenskabsmænd. Han var forfatter eller medforfatter af ca. 400 artikler og bøger. H. var medlem af 27 videnskabelige selskaber og modtog talrige priser, medaljer og æresdoktorgrader. Han promoveredes således 1948 til dr.phil.h.c. ved universitetet i Freiburg hvorfra han oprindelig var udgået, og 1950 til dr.phil.h.c. ved Kbh.s universitet. H. var ikke dansker; men hans videnskabelige virke gennem to lange perioder i Danmark var med til at kaste glans over dansk videnskab, og hans og Costers opdagelse af et nyt grundstof og navngivningen af dette har knyttet navnet på den danske hovedstad til et af de grundstoffer som kemien i alle lande beskæftiger sig med.

Annonce

Familie

Forældre: hofråd Ludwig de H. og baronesse Eugenie Schosberger. Gift 1924 i Kbh. med Anna Sofia Pia Riis, født 12.12.1902 i Buenos Aires, Argentina, d. af skibsreder Christian R.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Hans Bendix udst. 1963.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1951 157f og i Perspectives in biology and medicine, Chicago, III. 1958 345–65. – J. D. Cockcroft i The royal society of London. Biographical memoirs of fellows, London 1967 125–66 (m. bibliografi). Hilde Levi i Nuclear physics, Amsterdam 1967 1–24 (m. bibliografi). Samme i Fysisk t. LXV, s.a. 97–107.

Referér til denne tekst ved at skrive:
E. Rancke-Madsen: George Hevesy i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291258