Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Einar Biilmann

Oprindelig forfatter SVeibel
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Einar Biilmann, Einar Christian Saxtorph Biilmann, 10.5.1873-9.8.1946, kemiker. Født på Frbg, død i Virum, begravet Søllerød kgd. B. blev student 1891 fra Efterslægtsselskabets skole, tog botanicum 1892, polyteknisk adgangseksamen 1893, blev mag.scient. i kemi 1897 og dr.phil. 1904. Han var assistent ved Polyteknisk læreanstalts kemiske laboratorium 1898–1907 og professor i kemi ved universitetet (og som sådan også lærer i organisk kemi ved Polyteknisk læreanstalt) og bestyrer af universitetets kemiske laboratorium 1907–43, var lærer i kemi ved officersskolen 1902–19 og universitetets rektor 1921–22. – 1899 fik B. universitetets guldmedalje for et arbejde om acrylsyrens fremstilling. 1905 studerede han organisk kemi hos Emil Fischer i Berlin, et ophold der gav ham indgroet afsmag for den ved tyske universiteter herskende "Geheimratsmacht" der prægede al undervisning og forskning og forhindrede enhver virkelig diskussion af videnskabelige problemer mellem professoren og hans assistenter og doktorander. – Blandt B.s vigtigste arbejder må foruden disputatsen Studier over organiske Svovlforbindelser, 1904, hvori han på en måde viderefører det af W. C. Zeise påbegyndte arbejde, nævnes en række afhandlinger om organiske kviksølvforbindelser (1909–17), nogle arbejder over kanelsyre og allokanelsyre (1909–11) der bidrog væsentligt til opklaring af de indviklede isomeri- og polymorfiforhold ved disse forbindelser, bidrag til forståelsen af problemet "den Waldenske omlejring" (1912) og en række arbejder over organiske forbindelsers oxidations- og reduktionspotentialer, hvis første led var en afhandling i universitetets festskrift nov. 1920, Kinhydroners Brintning. B. havde tidligt forstået betydningen af fysiske og fysisk-kemiske undersøgelsesmetoder og havde allerede i arbejdet over organiske kviksølvforbindelser anvendt elektrometriske målinger til bestemmelse af disse forbindelsers kompleksitet. Arbejderne over oxidations- og reduktionspotentialer der ligger på grænseområdet mellem organisk og fysisk kemi videreførte denne linie. De fik i en årrække stor praktisk betydning, idet B. viste at kinhydronelektroden i mange tilfælde hurtigere og lettere end hydrogenelektroden tillader at bestemme hydrogenionkoncentrationen i opløsninger eller opslemninger, hvilket fx har simplificeret den systematiske undersøgelse af jordbundens surhedsgrad. Først da glaselektroden havde opnået en tilstrækkelig robust udformning opnåedes en metode til måling af hydrogenionkoncentrationer der frembyder fordele fremfor kinhydronelektroden. Arbejderne over oxidations- og reduktionspotentialer fortsattes til 1931. Blandt B.s senere arbejder kan nævnes undersøgelser over krystalkernedannelse (1932–33) og undersøgelser over betainer (1934–35). De fleste af B.s arbejder er offentliggjort i udenlandske fagtidsskrifter.

Kort tid efter B.s overtagelse af professoratet nyordnedes den kemiske undervisning ved universitetet og Polyteknisk læreanstalt, og faget organisk kemi tilfaldt ham sammen med den elementære undervisning i kemi for universitetsstuderende under det matematisk-naturvidenskabelige og det medicinske fakultet. Han har gennemgribende fornyet laboratorieundervisningen på disse områder, for den uorganiske kemis vedkommende bistået af Niels Bjerrum, for den organiske analyses vedkommende af Stig Veibel. Ved udgivelsen af en række lærebøger (Lærebog i organisk Kemi, 1909, Kemiens Begyndelsesgrunde, 1912, Lærebog i uorganisk Kemi, 1914, Forelæsninger over organisk Kemi, 1925) har han bidraget meget til at vække interessen for det kemiske, specielt det organisk-kemiske, studium. Hertil bidrog også hans forelæsningsform der kunne virke blændende ved den logiske opbygning der prægede den, og ved den smukke akademiske form hvori forelæsningerne blev holdt. – Som laboratoriebestyrer var B. sine medarbejdere en god chef der ikke søgte at påtvinge dem sine specielle interesser, men søgte at hjælpe dem med at finde frem til det område af videnskaben hvor deres evner bedst kom til udfoldelse, og han kæmpede utrætteligt for deres materielle interesser. – B. var 1911–43 medlem af konsistorium, 1928–43 af dettes forretningsudvalg. Han satte sig altid grundigt ind i de sager der skulle behandles, og hans forhandlingsevne gjorde at han fik stor indflydelse på de beslutninger der blev taget af dette universitetets øverste kollegiale organ. Han var medlem af universitetets stipendiebestyrelse 1912–43 og efor for Borchs kollegium 1922–37. – B. var stærkt interesseret i internationalt samarbejde. Han deltog ivrigt i de skandinaviske naturforskermøder og i de i forbindelse med 100-året for Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen indstiftede nordiske kemikermøder hvor han 1920–46 var formand for den danske bestyrelse. Hans veltalenhed og sans for organisation gjorde at han kom til at indtage en førende stilling som repræsentant for dansk kemi ikke blot i Skandinavien, men også i international målestok. Han havde deltaget i et par af de kemiske verdenskongresser før 1. verdenskrig. 11919 planlagde man fra engelsk og fransk side et internationalt samarbejde mellem kemikerne, i første række begrænset til sejrherrernes, men 1920 udvidet til at åbne adgang for kemikere fra de neutrale lande, medens Centralmagterne var udelukket fra tilslutning indtil 1932. B. svarede på Danmarks vegne ja til at tilslutte sig, dog med det forbehold at man ikke ville fraskrive sig retten til at knytte forbindelse også til andre internationale kemikerorganisationer hvis sådanne skulle opstå. Forbeholdet blev anerkendt, og Danmark blev med Danske kemiske foreningers fællesråd for internationalt samarbejde (for hvilket B. var formand til 1946) som "adhering body" optaget i Union Internationale de la Chimie Pure et Appliquée. Som leder af den danske delegation i unionens årsmøder fik B. hurtigt stor indflydelse inden for unionens bestyrelse, var 1922–25 vicepræsident, og da man midt i tyverne ønskede at få Centralmagterne optaget i unionen inden det i 1920 fastlagte tidspunkt blev B. 1928 valgt til dens præsident, muligvis på grund af det ovenfor nævnte forbehold. 1930 blev Tyskland optaget som medlem, men unionen ændrede sit navn til Union Internationale de Chimie. B.s præsidentperiode skulle ophøre 1932 hvor den første internationale kemikerkongres efter krigen skulle afholdes i Madrid, men forskellige begivenheder – verdenskrisen omkring 1930, forjageisen af kong Alfonso XII fra Spanien – gjorde det nødvendigt at udskyde kongressen og nyvalg af præsident for unionen til 1934, og B. ledede således i 6 år unionens arbejde gennem talrige møder i dens bureau i Paris. – B. indvalgtes 1928 i Videnskabernes selskab, ligesom han blev medlem eller æresmedlem af adskillige udenlandske selskaber.

Familie

Forældre: korpsdyrlæge, senere stabsdyrlæge Holger Frederik Sylvester B. (1835–1914) og Petrea Atka Castberg (1840–1923). Gift 18.7.1899 i Nykøbing M. med Valborg Gyring (Nielsen), født 22.7.1871 i Nykøbing M., død 17.10.1957 i Kbh., d. af by- og herredsfuld-mægtig, senere etatsråd, adm. direktør for Ny jydske købstadkreditforening Hans Nielsen (1842–1916) og Cecilie Marie Aastrup (1840–1913).

Annonce

Udnævnelser

R. 1918. DM. 1922. K.2 1931. K.1 1945.

Ikonografi

Studie af Aksel Jørgensen (Studentergården). Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1904 127f. – A. Langseth i Vidensk. selsk.s oversigt 1946–47 61–68. S. Veibel i Ingeniøren 1946 LV K.l 10. S. Veibel og J. L. Simonsen i Journal of the chemical society 1949 534f. J. A. Christiansen i Kemien i Danm. III, 1968 79–85.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Stig Veibel: Einar Biilmann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286935