E.A. Scharling

E.A. Scharling, Edvard August Scharling, 1.3.1807-11.9.1866, kemiker. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). S. blev undervist i faderens skole og kom derefter i lære som discipel på Waisenhuusapotheket. 1828 blev han cand. pharm, med bedste karakter. Efter eksamen fik S. lov til at arbejde i W. C. Zeises nyoprettede "kongelige Øvelseslaboratorium", hvor han ofte var eneste elev. Ved Den polytekniske læreanstalts oprettelse 1829 blev S. efter Zeises anbefaling amanuensis og sekretær hos H. C. Ørsted (1777–1851), en stilling som blev ændret til inspektør da S. 1834 (efter Ørsteds tilskyndelse) havde bestået den polytekniske eksamen (anvendt naturvidenskab, dvs. kemi). I studietiden havde S. modtaget den Thottske præmie for Videnskabernes selskabs prisopgave der handlede om klinten og dens indflydelse på gæringen. 1835–36 foretog S. en studierejse til Göttingen, Giessen, Paris, London og Heidelberg. Det var under opholdet i sidstnævnte by at S. modtog meddelelse om at han var blevet udnævnt til lektor i kemi ved Kirurgisk akademi (et lektorat der 1840 blev omdannet til et lektorat i kemi ved universitetet "med særdeles Hensyn til Lægevidenskaben"). Denne udnævnelse vakte en del røre i de akademiske cirkler da S. ikke var student; imidlertid disputerede han 1839 for magistergraden (1854 blev denne grad ændret til og karakteriseret som dr.phil.) på en latinsk afhandling med titlen (i dansk oversættelse) Om blærestens kemiske forskelligheder. Denne disputats vakte opsigt og udkom 1842 i en engelsk oversættelse, og den blev også udgivet i Amerika.

Fra 1836 havde S. holdt forelæsninger ved Den polytekniske læreanstalt (som vikar for Zeise) over organisk-teknisk kemi, og 1839 udnævntes han til lektor ved læreanstalten. I tilknytning til denne undervisning udgav han i 1853 "Erindringsord" over den organisk-tekniske kemi. Endvidere blev S. 1836 ansat som lektor i fysik og kemi ved veterinærskolen (afløst 1845 af C. T. Barfoed). I denne periode oversatte han Fr. Wöhlers kemiske lærebøger (Uorganisk Chemie, 1837 og Organisk Chemie, 1841), hvilket afhjalp et føleligt savn af dansksprogede lærebøger. Endvidere bør nævnes at lige fra 1836 til sin død var S. meget aktiv indenfor Selskabet for naturlærens udbredelse; han holdt talrige forelæsninger og deltog hyppigt i andre arrangementer og var ved sin død medlem af selskabets direktion. – 1842 udnævntes S. til ekstraordinær professor ved universitetet og samtidig opgav han inspektørstillingen ved Den polytekniske læreanstalt; hans ekstraordinære professorat blev ordinært 1850 efter Zeises død. S. havde da forlængst slået sit navn fast som videnskabsmand: Han blev 1843 medlem af Videnskabernes selskab og havde året forud modtaget dette selskabs sølvmedalje for en afhandling om urin. Han blev 1848 medlem af bestyrelsen for Den polytekniske læreanstalt og samme år medlem af (fra 1858 formand for) den pharmaceutiske eksamenskommission; fra 1856 var han medlem af konsistorium.

Som elev af Zeise var S. organisk kemiker, og hans eksperimentelle arbejder var præget af pålidelighed og omhu. Der kan ikke siges at være nogen klar linje i hans arbejder, hvad nok skyldes hans samtidige tilknytning til flere forskellige uddannelser. Han var den første dansker der arbejdede inden for den fysiologiske kemi (især med udånding af carbondioxid hos dyr og mennesker); han arbejdede med organisk-teknisk kemi, og han undersøgte en række temmelig forskellige planter og naturstoffer (fx ris, stivelse og forskellige fede olier samt planter hjemsendt fra Brasilien af P. W. Lund). Han skrev en afhandling til universitetets indbydelsesskrift til årsfesten 1857, Bidrag til at oplyse de Forhold, under hvilke Chemien har været dyrket i Danmark, det første forsøg på en historisk beskrivelse af kemien i Danmark; men S. skrev også denne afhandling for at påpege den absolutte nødvendighed af at universitetet fik sit eget kemiske institut. S.s arbejde herfor lykkedes, og 16.2.1859 kunne han indvi det nyindrettede universitetslaboratorium (med embedsbolig) i Ny Vestergade 11. Imidlertid var S.s arbejdskraft allerede på dette tidspunkt nedsat, vistnok på grund af usundt laboratoriearbejde. Fra det nye laboratorium udsendte han dog endnu en halv snes arbejder, og han var trods sygdom i funktion indtil få dage før sin død.