• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.T. Barfoed

Oprindelig forfatter SVeibel
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.T. Barfoed, Christen Thomsen Barfoed, 16.6.1815-30.4.1889, kemiker. Født i Stege, død i Kbh. (Matth.), begravet sst. (Holmens). B. blev student 1832 fra Vordingborg, tog filosofikum 1833, farmaceutisk eksamen 1834 og polyteknisk eksamen i anvendt naturvidenskab 1839. Fra nov. 1839 til foråret 1842 foretog han med stipendier en studierejse til Berlin, Wien og Paris; det sidste sted blev han på H. C. Ørsteds anbefaling optaget som elev i Pelouzes laboratorium. Han studerede især kemi og mineralogi og satte sig tillige ind i de nyere metoder til spiritusfabrikation. Efter sin hjemkomst gav han privatundervisning i teoretisk og praktisk kemi og vandt 1844 en af Videnskabernes selskab for det Classenske legat udsat pris (angående det brændte lers nytte som kunstigt gødningsmiddel). 1845–50 var han docent i kemi og fysik ved veterinærskolen, 1850–58 konst. lektor sst.; da veterinær- og landbohøjskolen blev oprettet 1858 fortsatte han som lektor i kemi og farmaci her indtil 1887. 1850–59 underviste han desuden i kemi ved den militære højskole. Da landmændenes interesse for kemiens anvendelse i landbrugets tjeneste i tiden omkring 1840 var blevet vakt begyndte han 1844 at holde offentlige forelæsninger over agerdyrkningskemi og fortsatte dem, først med støtte af Landhusholdningsselskabet, senere for egen regning indtil landbohøjskolens oprettelse, ligesom han ved forelæsninger for Selskabet for naturlærens udbredelse og for Danmarks apotekerforening søgte at udbrede kendskabet til kemi og fysik i videre kredse. B. viste efter sin tilknytning til veterinærskolen store pædagogiske evner. Han blev vel ikke medlem af den kommission, der blev nedsat i anledning af veterinærskolens udvidelse til en læreanstalt for alle landbovirksomheden vedrørende fag, men han ydede kommissionen væsentlig bistand ved planlæggelsen af undervisningen i naturvidenskaberne, ligesom ordningen af det kemiske laboratorium hvis ledelse han skulle overtage naturligt blev overdraget til ham. For at få dette laboratorium udstyret så tidssvarende som muligt foretog han 1856 med offentlig understøttelse en studierejse til Tyskland hvor han grundigt satte sig ind i indretningen af alle de nyere laboratorier. Den fortræffelige måde hvorpå landbohøjskolens kemiske laboratorium blev indrettet er et vidnesbyrd om den indsigt hvormed han anvendte de således indhøstede erfaringer. Da han overtog ledelsen af det nye laboratorium opgav han, for helt at kunne hellige sig landbohøjskolen, sin lærergerning ved den militære højskole. På denne skole var han 1853 blevet ramt af en eksplosion der nær havde kostet ham synet; om han end bevarede det var de tilføjede læsioner dog af så alvorlig en karakter, at han aldrig helt forvandt følgerne.

Som lærer ved Veterinær- og landbohøjskolen fik B. den største betydning for udviklingen af den danske dyrlæge- og landbostand. Hans forelæsninger var klare og letfattelige, selv for tilhørere med små forkundskaber, og de ledsagende forsøg instruktive og vel gennemførte. Han tillagde selv de kemiske øvelser stor betydning som udviklingsmiddel; den omtanke eleverne måtte vise ved en systematisk gennemarbejden af ofte ret indviklede analytiske metoder mente han måtte øve en heldig indflydelse på udviklingen af klar og logisk tænkning således at den kemiske undervisning for de landbrugsstuderende kunne træde i matematikkens sted. Allerede tidligt havde B. søgt at omplante udenlandsk teknisk og landbokemisk litteratur på dansk; således udgav han 1843 Pistorius: Vejledning i Brændevinsbrænden; udgivet af Lüdersdorff, oversat og bearbejdet paa Dansk, et værk der fik stor indflydelse på udviklingen af den danske spiritusindustri, ligesom han besørgede 3.-7. udgave af J. F. W. Johnstons bog Catecfrismus i Agerdyrkningschemi og Jordbundslære (1858, 1863, 1867, 1870, 1877). Hans hovedindsats er dog de to værker han skabte til brug ved undervisningen i kemisk analyse, dels Lærebog i den analytiske Chemi, Prøvemidlerne og den uorganiske qvalitative Analyse, 1863, 2. forøgede udgave 1880, dels De organiske Stoffers qvalitative Analyse der oprindelig udkom i to hæfter i årene 1867–77; i samlet udgave 1878. Dette værk var enestående i den kemiske litteratur, såvel i Danmark som i udlandet. Et vidnesbyrd om den betydning man også i udlandet tillagde den bestræbelse for at gennemføre en systematisk kvalitativ analyse af organiske stoffer som værket er udtryk for er at det 1881 udkom i tysk oversættelse. Begge værker var til begyndelsen af dette århundrede de eneste anvendte lærebøger i kemisk analyse her i landet. B.s udarbejdelse af disse to bøger affødte en række videnskabelige meddelelser der fremkom dels på dansk, især i Tidsskrift for Fysik og Ke: mi og i Videnskabernes Selskabs Skrifter og Oversigter, dels på tysk i Journal für praktische Chemie og i Zeitschrift für analytische Chemie, arbejder der alle er prægede af hans store omhu, såvel ved planlæggelsen som ved udførelsen af forsøgene. Foruden disse eksperimentelle arbejder foreligger der fra B.s hånd et i S. M. Triers "Archiv for Pharmaci og technisk Chemi", 1866, optaget arbejde Om den danske Apothekertaxt fra 1645 der giver flere vigtige bidrag til farmaciens historie i Danmark.

I sine senere år var B. meget plaget af sygdom, og hans død var afslutningen på et langt, håbløst sygeleje. B. var fra 1851 til sin afgang fra landbohøjskolen medlem af det veterinære sundhedsråd, 1845–58 af Landhusholdningsselskabets såkaldte kunstkommission, 1863–67 af forsteksaminationskommissionen samt af et par andre særlig nedsatte kommissioner. Han havde betydelig indflydelse på stiftelsen og indretningen af Carlsbergfondet (1876) og især på formen for dets statutter; han valgtes også straks til medlem af dets direktion (formand fra 1886) samt til formand i Carlsberg-Laboratoriets bestyrelse; 1865 blev B. medlem af Det kgl. danske Videnskabernes selskab, 1877 dr.med.h.c. ved Uppsala universitets 400 års jubilæum og 1879 dr.phil.h.c. ved Kbh.s universitets 400 års jubilæum. 1885 udnævntes han til æresmedlem af Danmarks apotekerforening. – En søn Erik Christian Nissen Barfoed (1847–1935) blev cand.teol. 1873, 1877 kateket ved Garnisons k. i Kbh. og 1879 sognepræst i Brøndbyerne. Han var stærkt optaget af kunsthistoriske og liturgiske studier og 1912 forlod han præstegerningen. I bogen Hvorfor jeg maatte nedlægge min Præstegerning, 1912, gjorde han rede for sine motiver hertil. – Tit. professor 1856. –

Annonce

Familie

Forældre: apoteker Erik Christian B. (1786–1854) og Anneke Cathrine Laurberg (1789–1869). Gift 30.10.1846 i Kbh. (Helligg.) med Elise Petrine Hedvig Mathilde Viborg, født 12.3. 1817 i Kbh. (Frels.), død 13.1.1897 på Frbg., d. af etatsråd, forstander for veterinærskolen Erik V. (1759–1822) og Anne C. A. Nielsen (1778–1852).

Udnævnelser

R. 1867. DM. 1878. K. 1887.

Ikonografi

Litografi 1868, af Gemzøe efter foto, i træsnit 1871. Mal. af Aug. Jerndorff, 1885 (Carlsbergfondet) og 1886 (Carlsberglaboratoriet). Træsnit af G. Pauli, 1887 samt af H. P. Hansen. Buste af Rasmus Andersen, 1900 (landbohøjskolen).

Bibliografi

Bibliografi i S. Veibel: Dansk kemisk bibliografi 1800–1935, 1943 40–42. – Selvbiogr. i Levnedsbeskrivelser af de ved Kbh.s univ.s firehundredårsfest promov. doktorer, 1879 27–29. – Fr. Birkedal-Barfod: Stamtvl. over familien Barfod-Barfood-Barfoed, 1925 53f. Ugeskr. for landmænd 6.r.XVII, 1889 242–46. Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1858–1908, 1908 410–20. Carlsbergfondets mindeskr., 1911. A. Tovborg Jensen i Kemien i Danm. III, 1968 96–104. The Carlsberg Laboratory 1876–1976, udg. H. Holter og K. Max Møller, 1976.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Stig Veibel: C.T. Barfoed i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286501