A. Langseth

A. Langseth, Alex Willy Langseth, 7.2.1895-20.10.1961, kemiker. Født i Kbh. (Jac.), død sst. (Trin.), begravet på Bispebjerg kgd. L. blev student 1913 fra Roskilde og tog filosofikum 1914. Nogen egentlig embedseksamen tog han aldrig, men erhvervede til gengæld universitetets guldmedalje hele to gange, nemlig 1917 og 1922, den første for et eksperimentelt, den anden for et teoretisk videnskabeligt arbejde. På denne baggrund ansattes L. 1922 som assistent på Kbh.s univ.s kemiske laboratorium, hvortil han forblev knyttet til sin død. 1938 udnævntes L. til ekstraordinær professor for 1943 at overtage det ordinære professorat og laboratoriebestyrerposten efter professor Einar Biilmann. – Tidligt droges L.s interesse mod studiet af den kemiske bindings karakter i organisk-kemiske forbindelser. Inspireret af tidens interesse for at inddrage spektroskopiske metoder i kemiske studier opholdt L. sig 1928–29 i Victor Henri's laboratorium i Zurich hvor han stiftede bekendtskab med den nylig opdagede Raman-effekt. Dette ophold blev afgørende for L.s videnskabelige løbebane, idet hans her erhvervede viden dannede grundlaget både for disputatsen Spektroskopiske Studier, 1930 og for den hastige opbygning herhjemme af et spektroskopisk apparatur med opsigtsvækkende stor følsomhed. Ved hjælp af dette udførtes snart en lang række undersøgelser, hvoraf mange med betydningsfulde og overraskende resultater som hastigt tiltrak sig international opmærksomhed. Kulminationen indtraf med L.s yderst detaljerede studium af det 12-atomige benzenmolekyle under anvendelse af samtlige mulige deutererede derivater. Besættelsestiden og de mange administrative pligter der fulgte med udnævnelsen til laboratoriebestyrerposten var tyngende og ikke befordrende for hans videnskabelige virke. Med usvækket engagement og eksperimentel opfindsomhed vendte han imidlertid tilbage til sine spektroskopiske studier i efterkrigsårene, nu med det nylig tilkomne infrarøde spektralområde som det vigtigste studieobjekt. L.s alvorlige faglige engagement, store viden og eksperimentelle færdigheder i forening med hans stilfærdige og hjælpsomme væsen skaffede ham mange elever fra ind- og udland, som har fortsat det videnskabelige arbejde på de samme og tilgrænsende områder. – L. blev medlem af Videnskabernes selskab 1937 og af Akademiet for de tekniske videnskaber 1945. Han var formand for Kemisk forening 1940–43 og indtog bestyrelsesposter i Rask Ørsted fondet, Ole Rømer fondet og Selskabet for naturlærens udbredelse fra 1958 til sin død. 1952 fik L. H.C. Ørsted medaljen.