Christian Jochum Pontoppidan, 20.2.1739-10.2.1807, korttegner. Født i Lille Næstved, død i Ketting på Als, begravet sst. P. var indtil 1757 discipel i Vordingborg skole. Han forlod den for at gå i udenlandsk krigstjeneste og var 1758 kyradsér i den hannoveranske armé. 1773 vendte han tilbage og ansattes s.å. som tegnemester ved landkadetkompagniet, det senere landkadetakademi, hvilken stilling han beklædte til han 1800 på grund af svagelighed måtte tage sin afsked. Fra hans hånd foreligger en del kort som udmærker sig ved smag, klarhed og overskuelighed og på hvilke han på særdeles smuk måde har fremstillet det norske fjeldterræn. P.s første kort var Kort over Danmark, Norge og Sveriges Riger med angrænsende Russiske Provincer, 1778; derefter fulgte det af ham selv stukne Mappa Daniæ, Norvegiæ et Sveciæ, 1781, i målforhold 1: 3 600 000. I en ledsagende bog Forklaring over Constructionen af Kortet over Scandinavien, s.å. (fork. udg. 1782) redegør P. omhyggeligt for kortkonstruktionens grundlag. Han nævner de ældre kort han har benyttet, samt påviser og dokumenterer en del fejl i de gamle kort. I et forord skriver Thomas Bugge, at dette er det første kort over Skandinavien "som ganske har været aflagt efter rigtige astronomiske Observationer paa Længde og Bredde". 1785 udgav P. et kort i 1:850 000 over det sydlige Norge og 1795 et kort i 1:1 450 000 over det nordlige Norge. P. udgav endvidere bl.a. et Post-Kort over Dannemarck og alle Færgesteder, 1788. Alle hans kort vidner om en sjælden kartografisk kyndighed og forståelse både som kortkonstruktør og som korttegner og hans kort over Norge danner et udtalt skel i kortfremstillingen.

Familie

Forældre: kapellan ved Herlufsholm, senere sognepræst til Torkildstrup og Lillebrænde Børge Dinesen P. (1683-1758) og Merlene Sophia Jochumsdatter Leegaard (1700-60). Gift 1. gang 24.12.1775 i Lundum med Marie Elisabeth Friderici, født 1749, død 20.5.1785 i Kbh., plejed. af slotsforvalter Jørgen Bruun på Nykøbing slot (død 1776). Gift 2. gang 1.2.1786 i Kbh. (Garn.) med Dorothea Maria Bøttger, døbt 20.1.1748 i Kbh. (Petri), død 1.8.1829 i Ketting, d. af snedker Henrik Bøttger (Bøtke) (ca. 1705-65) og Anna Maria Sünckenberg (1717-71).

Bibliografi

Axel Pontoppidan: Den yngre slægt Pontoppidan, 1931 178-87. Georg Chr. Burchardi: Lebenserinnerungen eines Schleswig-Holsteiners, Flensb. 1927. Kristian Nissen i Norsk geogr. t. VII, Oslo 1938-39 533f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig