Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thorvald Engqvist

Oprindelige forfattere PHBen og PVind
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Thorvald Engqvist, Thorvald Frederik Engqvist, 24.1.1886-18.12.1982, jernbaneingeniør. Født i Kbh (Cit.), død i Gentofte, begravet sst. E. blev student 1904 fra Østersøgades skole, n.å. cand. phil. og tog 1910 polyteknisk eksamen som bygningsingeniør. Umiddelbart efter eksamen blev han antaget som ekstraingeniør ved anlæggene af nye statsbaner og blev i denne stilling til 1912. Efter en kortvarig ansættelse hos F. L. Smidth & Co. vendte E. tilbage til statsbanerne hvor han 1914 blev ingeniørassistent og 1916 baneingeniør af 2. grad med tjenste ved 3. anlægssektion, Århus. I denne stilling har E. været leder af banegårdsanlæggene i Århus fra 1916 og i Fredericia fra 1925. 1926 blev han chef for 6. banesektion i Odense, og 1927 blev han overingeniør ved statsbanerne, og han forestod bl.a. baneanlæggene i land ved Lillebæltsbroen og Storstrømsbroen. Han var en dygtig jernbanebygger og har sat sit præg på de anlæg han forestod bl.a. ved indførelse af såkaldte sporudfletninger. 1936 udarbejdede han for Kampsax forslag til banegårdsanlæggene i Teheran. 1942 udnævntes han til banechef efter Holger Flensborg. Efter at han 1956 var pensioneret virkede han til 1961 som ingeniør i vejdirektoratet hvor han var beskæftiget med anlæg af nye veje således at den gamle jernbanebygger altså afsluttede sin tekniske tilværelse som vejbygger. 1912 fik E. sammen med ingeniør Fr. Nielsen og arkitekt Ch. Schou 2. præmie i en konkurrence om bebyggelse af Ålborg bys jorder. 1917-18 var han medlem af bestyrelsen for Dansk ingeniørforenings afdeling for Århus og omegn. E., der er meget musikalsk, var 1909-13 medlem af Studentersangforeningens bestyrelse og 1918-20 formand for Århus madrigalkor. – E. var medlem af fællesstyrelsen for Nordiska Järnvägsmannasällskapet 1942-50, af Havnekommissionen af 1942 fra 1942 til 50, af Egnsplanudvalgets arbejdsudvalg 1944-50, af Kbh.s magistrats trafikkommission fra 1944 til 53. Endvidere var han medlem af Rødby-Femern udvalgets teknikergruppe, Storebæltsbroudvalget og Øresundsudvalgets tekniske ekspertgruppe, samt tilforordnet i trafikministerens rådgivende vejkrydsudvalg til 1956. Han forestod det store viaduktbyggeri, der foregik i disse år, hvorved mange skæringer mellem veje og baner bragtes ud af niveau.

Familie

Forældre: sergent, senere kgl. inventarieinspektør Frederik Thorvald E. (1856-1940) og Ida Christine Helsengreen (1862-1909). Gift 16.2.1912 i Kbh. (Slotsk.) med Hedda Emilie Nikoline Helsengreen, født 21.1.1893 i Kolding, d. af skuespiller Emil H. (1863-1932) og Hedvig D. Rechendorff (1872-1901). – Far til Hans Henrik E.

Udnævnelser

R. 1929. DM. 1933. K. 1951.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. H. Bendtsen, Povl Vinding: Thorvald Engqvist i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289171