W. Wain

W. Wain, William Wain, 31.3.1819-1.5.1882, ingeniør, maskinfabrikant. Født i Bolton ved Manchester, død i Kbh. (Jac.), begravet sst. (Holmens k.). Da W.s far døde tidligt tog en ældre bror sig af hans uddannelse og fik ham sat i lære på en maskinfabrik i Bolton. For at komplettere sin uddannelse fuldendte han læretiden i en anden fabrik i den nærliggende by Wigan. Herfra kom han til en stor maskinfabrik i Norwich hvor han 1839, altså kun 20 år gammel, fik ansættelse som mester. Efter to års arbejde her fik han en lignende stilling ved en fabrik i London hvor hans ungdom vakte nogen fortrydelse hos det ældre personale. Den fabrik han var ansat ved måtte imidlertid standse fordi den havde indladt sig på alt for vovelige foretagender, og W. stod nu uden arbejde. Dette blev anledningen til at han kom til Danmark idet premierløjtnant i flåden N. E. Tuxen som 1843-45 var på tjenesterejse i England, USA, Frankrig og Holland for at uddanne sig i maskinbygning, 1844 engagerede ham som maskinmester i det danske postvæsen. W. gjorde tjeneste under postvæsenet til 1849 og sejlede i dette tidsrum bl.a. med Geiser. Da dette skib der oprindelig var bygget som orlogsfartøj 1848 igen udrustedes som sådant kom W. til tjeneste som maskinmester i marinen som han allerede på det tidspunkt havde bistået ved indretning af nye værksteder, særlig på maskinværkstedet på orlogsværftet. 1849 fik han fast ansættelse som overmaskinmester i marinen. W. viste sig hurtigt at være en for orlogsværftet overmåde nyttig mand. Træskibenes tid var ved at være forbi, og W. har fortjenesten af, som det er sagt, utrætteligt og uegennyttigt at have ledet dampkraften ind i orlogsværftets arbejdende liv. 1856 blev W. maskininspektør, 1858 fik han dansk indfødsret, og 1862 blev han underdirektør ved orlogsværftet med kaptajnløjtnants rang.

Gennem sit arbejde var W. kommet i forbindelse med Baumgarten & Burmeisters maskinfabrik, idet denne havde leveret maskinanlægget til flere af de på orlogsværftet byggede skibe, fx til skruekorvetten Dagmar, der så vidt vides er det første skrueskib i Europa, forsynet med et maskinanlæg efter høj- og lavtryksprincippet, det såkaldte Wolffske system. Ledende ved dette arbejde var W. som 1860 i England havde udtaget patent såvel på et sindrigt og kulbesparende skibsdampanlæg efter dette princip, som på anvendelse af overhedet damp. Forretningsforbindelsen havde ført til et venskab med den to år yngre C. C. Burmeister, og da H. H. Baumgarten fra nytår 1861-62 trak sig tilbage og Burmeister stod som eneindehaver af firmaet blev W. kompagnon. 11.5.1865 anmeldtes firmaet Burmeister & Wain idet W. havde fået ministeriets tilladelse til at indtræde, med bibeholdelse af sin stilling som underdirektør på orlogsværftet. I løbet af få år fik imidlertid den i sømilitære kredse ulmende uvilje mod den udefra kommende civile mand herved kraftig næring idet det hævdedes at W. i kraft af sin stilling på orlogsværftet skulle føre kontrol med leverancerne fra B & W til marinen. Spørgsmålet kom frem på rigsdagen under finanslovdebatten i rigsdags-samlingen 1867-68 i anledning af en mellem marinen og B & W sluttet kontrakt om leverancen af maskinanlægget til et nyt panserskib. Resultatet blev at W. 1868 fik sin afsked fra marinen. Det viste sig imidlertid snart at orlogsværftet ikke kunne undvære ham, og han ansattes derfor fra 1870 som teknisk konsulent for dette med en særlig dertil bevilget gage. Som partner i B & W var W. med sin tekniske indsigt og idérigdom en meget kraftig støtte for Burmeister. 1854 havde han taget engelsk patent på en skibsskrue og 1860 på en flydedok. Efter dette sidste patent byggede han en flydedok til orlogsværftet. Ved ombygningen af Knippelsbro 1867-69 hvortil planer og overslag var udarbejdet af W. vakte hans geniale metode – anvendelse af en særlig dykkerklokke til pillernes opmuring – med rette opsigt. Der byggedes i disse år både skibsmaskiner, landmaskiner og lokomotiver til statsbanerne. Det var derfor en efter datidens forhold betydelig virksomhed der på initiativ af C. F. Tietgen fra nytår 1872 overgik til et aktieselskab med C. C. Burmeister og W. som direktører. Virksomheden fik herved kapital til de nødvendige udvidelser således at man kunne bygge skibsværft på Refshaleøen og modernisere maskinfabrikken på Christianshavn og sætte den i stand til at producere de nødvendige maskinanlæg til skibsværftet. I de følgende år byggedes en række betydelige landdampmaskinanlæg ligesom der leveredes store anlæg til St. Croix' fællessukkerkogerier, anlagt af G. A. Hagemann. Fra 1881 optoges fabrikationen af mælkecentrifuger, baseret på den danske opfinder L. C. Nielsens sindrige konstruktion, og i en årrække var denne fabrikation meget lønnende. Både for virksomheden og for dansk foretagsomhed var W.s død et betydeligt tab. – Etatsråd 1871.