Th. Teisen, Jørgen Theodor Bernhard Teisen, 15.8.1884-24.4.1964, ovntekniker. Født i Holstebro, død i Hillerød, begravet på Birkerød kgd. T. voksede op på Langeland, kom i maskinlære hos A/S Atlas i Kbh., tog 1904 adgangseksamen til Polyteknisk læreanstalt og blev 1910 cand.polyt. som elektroingeniør. S.å. blev han i Berlin ansat ved Siemens & Halskes afdeling for elektriske ovnanlæg og arbejdede i Tyskland indtil krigsudbruddet 1914. Efter at have fået kontakt med ovnbygningspioneren Axel Hermansen var han de to følgende år i Sverige og Rusland. 1916 grundlagde han i Birmingham en filial af Hermansens virksomhed for industriel ovnbygning og ledede don til 1923, da han etablerede et selvstændigt firma som han drev til sin død. Et datterselskab for Belgien og Frankrig blev oprettet i Bruxelles 1933 mens et andet, Larsen & Toubro Limited blev agenter på det sydøstasiatiske marked. Virksomheden blev aktieselskab 1954 og samtidig stiftedes et dansk aktieselskab. T.s firma udviklede en række specialer, først og fremmest baseret på egne patenter, fx vedr. keramiske rekuperatorer. Hans ovne til produktion af finere serviceglas hørte til de bedste eksisterende. En af dem, på Englands største krystalglasværk Stuart & Sons Ltd. i Stourbridge, satte 1959 verdensrekord med 25 års uafbrudt funktion og mange andre har været i gang i årtier. På Holmegaards Glasværk byggede T.-firmaet 1949 en ovn der fordoblede produktionen og siden adskilligt flere. Også smelteovne for metalindustrien og emaljeringsovne blev udviklet hos T. og brugt i flere verdensdele. Hans hærdningsmetode for aluminium fik stor betydning for flyvemaskineindustrien. Som en af sin tids største specialister havde T. en udstrakt skribent- og foredragsvirksomhed og han var aktiv som bestyrelsesmedlem i Society for Glass Technology. – I sine mange år i udlandet var T. stærkt knyttet til Danmark. Han var medlem af Det danske råd 1940–45, dansk vicekonsul fra 1945, konsul i Birmingham for Midland Counties fra 1954 og var altid både tjenstligt og privat til rådighed for sine landsmænd. Han var en betydelig personlighed, ikke blot som tekniker, med sans for et bredt spektrum af livets værdier og ivrigt friluftsmenneske.

Familie

Forældre: bryggeriejer Henrik Mathias Christian T. (1855–1940) og Vilhelmina Marie Weybøll (1856–1946). Gift 1. gang 1911 med Dido Charlotte Sandberg, født 25.4.1889 i Kbh., død 1.2.1969 i Stege, d. af restauratør Jens Carl Vilhelm S. (1854–1935) og Cecilie Braun (1852–1926). Gift 2. gang 1933 med Charlotte Smart, født 16.3.1891 i Bromsgrove, Worcester, England, død 24.12.1970, d. af proprietær R. S. og Charlotte Hodgetts.

Udnævnelser

R. 1959.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 23.12.1951. – Aage Heinberg: Danske i England, Skotland og Irland, 1934 35 lf. Mogens Schlüter i Ingeniørens ugebl. VIII, 1964 nr. 26. Emil Blytgen-Petersen: Frie Danske i London, 1977 62 99 143.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig