R.W. Winkel, Rikard William Winkel, 27.8.1852-26.9.1934, ingeniør. Født på Dybvad ved Sæby, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). W. tog polyteknisk adgangseksamen 1870 og blev 1876 cand.polyt. i ingeniørfaget. Allerede inden eksamen havde han 1872-73 været hjælpeassistent på Polyteknisk læreanstalts kemiske laboratorium. Efter eksamen fik han beskæftigelse ved jernbaneudstikninger i Jylland. 1880-84 var han ansat som ingeniør hos hovedentreprenørerne for anlægget af Ringe-Fåborg, Odense-Bogense og Tommerup-Assens banerne, et konsortium af hvilket hans bror Søren Winkel var medlem. 1884 nedsatte han sig som praktiserende ingeniør i Odense idet han dog samtidig assisterede entreprenøren for Tommerup-Assens banen i det efter afleveringen følgende vedligeholdelsesår. W. var tillige lærer ved Odense tekniske skole. 1886 blev han amtsvejinspektør i Kbh.s amt, en stilling han beklædte i en lang årrække til han 1922 faldt for aldersgrænsen, og gik op i med levende interesse. – Jævnsides med sin embedsgerning har W. udfoldet et ikke ubetydeligt forfatterskab i tekniske tidsskrifter. Han var den første der søgte at tage vejenes vedligeholdelse op til rationel behandling, og det var på hans initiativ at chaussé-brolægning og damptromlen indførtes her i landet. 1896-98 var W. censor i vej- og jernbanebygning ved polyteknisk eksamen. 1910 var han medlem af bedømmelseskomiteen vedrørende forskønnelsesforeningens konkurrence om kilometersten. 1911-22 var han formand for amtsvejinspektørforeningen og blev derefter æresmedlem, 1913-27 medlem af bestyrelsen for Dansk ingeniørforenings sektion for vej-, vand- og jernbanebygning. W. var stærkt kirkeligt interesseret. I mange år var han medlem af Kbh.s kirkefonds bestyrelse og har som sådan en væsentlig andel i Esajaskirkens tilblivelse. 1894 blev han medlem af bestyrelsen for Kirkelig forening for indre mission i Kbh., 1898 for Dansk missionsselskab hvor han 1923-24 fungerede som formand. 1904 blev han suppleant til det kirkelige udvalg, valgt af menighedsrådene, og 1923 medlem af provstiudvalget for Holmens provsti. Som den der i mange år havde stået menighedsarbejdet i Skt. Jakobs sogn i Kbh. meget nær samlede W. – og skrev selv for en væsentlig del – det 1924 udgivne mindeskrift om pastor Peter Krag. I bøgerne Anna Marie Winkel, 1924 og Banede Veje, 1930 skrev han om sin hustru og om sit liv.

Familie

Forældre: godsejer, cand.jur. Adolph Nicolai W. (1809-85) og Oline Hansine Roulund (1824-1900). Gift 2.3.1883 i Kbh. (Jac.) med Anna Marie Anger, født 4.2.1859 i Gyrstinge, død 21.4.1922 i Kbh., d. af sognepræst, sidst i Horslunde og Nordlunde Edvard Julius A. (1813-95) og Caroline Augusta Wiglar (1818-1901). – Bror til J. H. W. og Søren W.

Udnævnelser

R. 1911. DM. 1922.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

R. W.: Anna Marie Winkel, 1924. Samme: Banede veje, 1930 (erindr.). – Berl. aften 26.8.1922. Nationaltid. aften s.d. og 27.8.1927. C. J. Holt i Dansk missionsbl. XC, 1923 607f. [A.] Busch sst. CI, 1934 587-99. Ingeniøren XLIII, s.å. afd. I 74. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig