Poul Sørensen, Poul Adolph Christian Sørensen, 6.2.1873-5.9.1964, ingeniør. Født i Fredensborg, død i Kbh. (Jac), begravet på Asminderød kgd. S. tog præliminæreksamen 1889 fra Fr.borg skole og fik derefter ansættelse i postvæsenet. 1894 tog han polyteknisk adgangseksamen og blev 1899 cand.polyt. som bygningsingeniør. S.å. fik han, efter en kort beskæftigelse hos ingeniørfirmaet Monies & Andersen, ansættelse ved Kbh.s vandforsyning hvor han 1908 blev fast ansat. Ved århundredskiftet stod vandforsyningens anlæg over for en gennemgribende fornyelse idet de gamle indvindingsanlæg ved Harrestrupådalen og Søndersø som leverede hele vandmængden siden man 1893 gik over til kun at anvende grundvand ikke længere var tilstrækkelige. Efter at der ved hydrologiske undersøgelser var påvist store grundvandsmængder syd for Tåstrup, byggedes 1904–08 med S. som arbejdsleder Thors-broanlægget. Da forbruget stadig steg, og man fra 1914 overtog en betydelig del af vandleverancen til Frbg. måtte dette anlæg udvides 1913, og der måtte 1914 iværksættes en hydrologisk undersøgelse for at finde nye muligheder for vandindvinding i Nordsjælland indtil Arresø og Roskilde fjord. Denne undersøgelse resulterede i bygningen af anlæg som Nybølle og Islevbro. S., der 1911 var blevet afdelingsingeniør, var 1922–43 direktør for vandforsyningen og også denne periode var præget af ombygninger og vigtige nyanlæg, som anlæggene vest for Søndersø, Marbjergværket ved Roskilde, i brug 1934, udbygning af beholderanlægget på Thinghøj og anlægget af Lejreværket med den 40 km lange 1100 mm betonledning til Kbh. S. var medlem af overlandvæsenskommissionen, af kommissionen for revision af vandløbslovgivningen, af statens vandløbsudvalg 1942–57 og 1928–35 var han formand for Fredensborgensersamfundet. 1930–40 og igen 1946–47 var han forligsmand. 1930–35 var S. medlem af indenrigsministeriets 30.4.1930 nedsatte kommission vedrørende forholdet mellem Kbh. og Frbg. I arbejdet inden for ingeniørernes organisationer har S. taget ikke ringe del. 1916–20 var han formand for Kbh.s kommunale ingeniørforbund, af hvilket han var medstifter. 1923–32 var han medlem af bestyrelsen for Dansk ingeniørforening, formand 1932–36, æresmedlem 1953. 1937 blev han medlem af priskontrolrådet og af Akademiet for de tekniske videnskaber.

Familie

Forældre: husejer, tjener Lars S. (1827–1915) og Emma Jensine Olivia Backe (1839–1915). Gift 1. gang 25.11.1899 i Kbh. (Johs.) med Dagmar Marie Samuel, født 20.9.1879 i Kbh. (Johs.), død 19.4.1973 på Frbg., d. af grosserer Leopold Moritz S. (1848–1942) og Alma Juliane Ane Koch (1859–1941). Ægteskabet opløst 1918. Gift 2. gang 14.8.1920 i Kbh. (Petri) med Vali Maria Hussl, født 8.7.1877 i Gleichenberg, Steiermark, død 7.1.1933 i Kbh. (gift 1. gang med professor Franz Dissertori, død 1919), d. af Oberpostverwalter Johann Baptiste Andreas Jacob Ignaz H. (1840–1903) og Julie Louise Victoria Camilla Ottilie Schoen (1848–1907). Gift 3. gang 21.12.1934 i Kbh. (b.v.) med Hulda Camilla Hussl, født 26.12.1888 i Gleichenberg, død 22.3.1961 i Kbh. (Jac.) (gift 1. gang 1908 med Militåroberberechnungsrat Josef Weimar; ægteskabet opløst 1919), søster til 2. hustru.

Ikonografi

Mal. af Gerald Davis, 1936 (Dansk ingeniørforen.). Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. aften 11.7.1935. – G. R. Christophersen i Ingeniør og samf. XIII, 1932 83f. Kn. Højgaard m.fl. i Ingeniøren XLV, 1936 afd. VI 79–90. Absalon, 1943 45f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig