Jørgen Saxild

Jørgen Saxild, 6.6.1891-21.3.1975, ingeniør. Født i Kbh. (Holmens), død sst., urne på Gentofte kgd. S. blev student 1909 fra H. Adlers skole, cand. phil. n.å. og 1914 cand.polyt. som bygningsingeniør. 1915 fik han ansættelse hos jernbetonfirmaet René Dumoulin i Paris og aug. 1917 grundlagde S. et selvstændigt entreprenørfirma der fra nov. s.å. gik op i firmaet Kampmann, Kierulff & Saxild som han stiftede sammen med Otto Kierulff og P. Kampmann. Firmaet udførte allerede i de første år efter stiftelsen store jernbeton- og havnearbejder, særlig i Danmark, på Island og Færøerne og i England. 1923 stiftede S. ligeledes sammen med Kierulff og Kampmann firmaet Saxild & Partners i London der 1927 blev sammensluttet med det danske ingeniørfirma Peter Lind & Co. Ltd. London (H. P. T. Lind), for hvilket S. også var direktør. 1937–40 havde firmaet bygningen af Waterloo Bridge i entreprise, og for udførelsen af dette arbejde, det største brobygningsarbejde i London i den sidste menneskealder, høstede firmaet megen anerkendelse. – Allerede 1927 fik det unge danske firma gennem entreprenørfirmaet Saabye & Lerche en henvendelse fra den svenske lokomotivfabrik Nydqvist & Holm A/B om projekteringen af ca. 1000 km ny jernbane i Tyrkiet hvortil svenskerne skulle levere lokomotiverne. Danskerne skulle lede udførelsen af banebyggeriet. Denne opgave kastede S. sig over, sammen med Kampmann tog han til Tyrkiet og ledede fra Istanbul gennem seks år det store arbejde til den tyrkiske regerings fulde tilfredshed. 1933 fik firmaet, der nu kaldtes Kampsax, færdiggørelsen af den 1000 km lange transiranske jernbane fra Bendar Schah ved Det kaspiske hav til Bendar Schapur ved Den iranske golf. 400 km var allerede bygget af tyske og amerikanske ingeniører, mens de vanskeligste 1000 km stod tilbage. S. kom til at stå for det største ingeniørarbejde der nogen sinde var betroet et dansk firma, et arbejde der i et yderst utilgængeligt bjergterræn omfattede bygning af 245 tunneler, 250 større broer og et jord- og klippesprængningsarbejde på over 20 mio. m³. Banen blev i august 1938 afleveret til den persiske shah – otte måneder før den aftalte kontrakttid på seks år. Efter anden verdenskrig genskabte S. Kampsax' virksomhed i udlandet, først i det nære og mellemste Østen, især i Iran hvor hans personlige anseelse var af allerstørste betydning for firmaet, men derefter udviklede ekspansionen sig til en lang række lande rundt omkring i verden, og S. forestod denne udenlandske virksomhed indtil han fratrådte 1970. Disse arbejder omfattede bl.a. fem havneanlæg i Tyrkiet, to havne og betydelige vejarbejder i Iran, bl.a. en del af vejen fra Teheran til Bagdad. – De sidste fem år af sit liv virkede S. som formand i bestyrelserne i alle de selskaber der efterhånden var oprettet under Kampsax gruppen. S. var formand for Dansk ingeniørforening 1948–52 (æresmedlem 1970), ydede et stort arbejde for at få den skandinaviske civilingeniør-uddannelse sidestillet med' master of science-graden og gik stærkt op i oprettelsen af Teknisk forlag. I hans formandstid udvidede ingeniørforeningen sin indsats til også at omfatte samfundsmæssige forhold. S.s. interesse for de ingeniørstuderende resulterede i opførelsen af Kampsax kollegiet og som formand for foreningen Dansk samvirke (1944–68) arbejdede han med skabelsen af Fredensborghusene for hjemvendte udlandsdanske. 1968 blev S. foreningens æresmedlem. 1939 blev S. medlem af bestyrelsen for Landsforeningen til arbejdsløshedens bekæmpelse og bidrog stærkt til foreningens udvikling. Han var formand for det såkaldte Saxildudvalg der bistod forsvarsministeriet ved opstilling af det byggeprogram der skulle gennemføres på grundlag af de efter krigen vedtagne forsvarslove, og formand for regeringsudvalget for teknisk hjælp til ulandene. Endelig var S. bl.a. medlem af bestyrelsen for NESA fra 1948, A/S Det Østasiatiske Kompagni fra 1948, af Akademiet for de tekniske videnskaber fra 1941 og af dettes akademiråd 1957–61. – S. bidrog gennem sit virke i udlandet meget til at højne Danmarks omdømme verden rundt og har derved skabt en betydelig goodwill for dansk initiativ og virke.