Holger Jørgensen, Holger Jacob Rasmus Jørgensen, 25.11.1896-3.4.1971, ingeniør, gæringstekniker. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Garn.). J. blev student 1914 fra Østersøgades gymnasium, cand. phil. 1915 og cand. polyt. (fabrikingeniør) 1920. Efter kortere ansættelser ved Dansk Sojakagefabrik og ved Carlsberg laboratoriets kemiske afdeling blev han, hjemkommet fra studieophold på Pasteur instituttet i Paris, på S. P. L. Sørensens foranledning leder af det nyoprettede forskningslaboratorium hos A/S Dansk Gærings-Industri 1924. De opgaver han løste her er smukke eksempler på anvendelsen af videnskabelig kemisk forskning til praktiske formål og resulterede i en lang række afhandlinger. Især bør nævnes hans undersøgelser af hvedemel: metoder til påvisning af blegning af mel samt opdagelsen af at tilsætningsstoffer som kaliumbromat og ascorbinsyre bevarer melets bageevne. Resultaterne stilledes til rådighed for det 1929 oprettede hvedeudvalg der skulle undersøge mulighederne for anvendelse af dansk hvede i stedet for den hidtil foretrukne amerikanske. Gennem disse arbejder der kulminerede i afhandlingen Studier over Bromatvirkningens Natur, forsvaret for den tekniske doktorgrad 1941, udviklede J. sig til Danmarks førende cerealkemiker. Men talrige publikationer og patenter vidner om at han også løste mange andre, opgaver af stor teknisk betydning for gæringsindustrier og andre levnedsmiddelindustrier, bl.a. undersøgelser vedrørende betydningen af reaktionstallet pH ved fremstillingsprocesser for nærings- og nydelsesmidler. Herom udgav han 1935 bogen Die Bestimmung der Wasserstoffinnenkonzentration (pH) und deren Bedeutung für Technik und Landwirtschaft som fik stor udbredelse og betydning. J. tildeltes 1936 Julius Thomsen medaljen i guld og optoges 1939 i Akademiet for de tekniske videnskaber. 1950 blev J. kaldet til det nyoprettede professorat i teknisk biokemi ved Danmarks tekniske højskole og blev leder af det hertil hørende laboratorium samt af Laboratoriet for industriel udnyttelse af frugt og grøntsager og Kartoffelmelsfabrikkernes laboratorium. Som professor afslørede kemiteknikeren J. fremragende pædagogiske evner, han var en strålende og veloplagt forelæser – i sit mørke tøj med iøjnefaldende slips og stor cigar i munden kunne han næsten minde om en tryllekunstner – og de studerende strømmede til hans undervisning og hans laboratorium. Han udgav en værdsat lærebog Forelæsninger over teknisk biokemi for kemiingeniørstuderende ved DTH, 1956 og virkede desuden som underviser ved Danmarks farmaceutiske højskole og ved Danmarks ingeniørakademi. J. var medlem af svenske videnskabelige selskaber, blev 1952 professeur honoraire å l'Institut Supérieur des Fermentations de Gand og 1960 æresmedlem i Nordisk cerealkemikerforening. Han trak sig tilbage fra sit professorat 1966. J. blev en central skikkelse blandt danske kemikere og var i to perioder, 1946–47 og 1959–61, formand for Kemisk forening.

Familie

Forældre: kommunelærer Jørgen Peter J. (1863–1937) og Dorette Friedericke Margaretha Peters (1864–1942). Gift 2.7.1927 i Skt. Jørgensbjerg med Gudrun Streibig, født 7.12.1902 i Kbh., død 20.4.1992, d. af premierløjtnant, senere kaptajn Carl Siegfried Nicolai S. (1867–1949) og Therese Hancke (1876–1959).

Udnævnelser

R. 1960.

Ikonografi

To tegn. af Otto Christensen 1941 og 1956. Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 8.2.1936. A/S Dansk gærings-industri 1918– 43, 1943. Kemisk månedsbl. XXXI, 1950 104. Dansk kemi XLVIII, 1967 9f. O. B. Jørgensen sst. 1971 79.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig