G.A. Hagemann

G.A. Hagemann, Gustav Adolph Hagemann, 16.5.1842-26.4.1916, ingeniør, industrileder. H. var som dreng en rask og livlig, friluftsnatur med et venligt og indtagende væsen, men han fik tidligt en alvorlig rygsygdom der medførte et langvarigt sygeleje og resulterede i en rygskade der fulgte ham livet igennem, men som aldrig kuede ham, og som andre knap bemærkede fordi H. altid virkede så fængende og fængslende på dem han talte med. Faderen, der var holstener og 1857 flyttede tilbage til Holsten hvor han døde som rentier i Kiel, fandt sig aldrig til rette i Danmark hvor han blev betragtet som tysker, og følte sig til dels også hjemløs i hertugdømmet hvor han blev betragtet som dansker. H., som var den eneste af søskendeflokken der blev dansk, kom i skole i Århus og tog 1860 polyteknisk adgangseksamen. 1865 blev han polyteknisk kandidat i anvendt naturvidenskab. Allerede før eksamen havde han virket som kemiker ved kryolit-sodafabrikken Øresund der arbejdede efter de af professor Julius Thomsen angivne metoder. Umiddelbart efter eksamen fik H. ansættelse i Kryolit Mine og Handelsselskabet og skulle repræsentere dette i USA over for The Pennsylvania Salt Manufacturing Comp. som kort i forvejen havde købt eneretten til forhandling af udnyttelse af kryolitten i USA. I foråret 1865 rejste han til USA for at være til stede ved modtagelsen af de første ladninger kryolit fra Grønland. Skibene kom ad St. Lawrencefloden og Welland kanalen til Cleveland i Ohio, og herfra gik ladningerne pr. bane videre til Natrona ved Pittsburgh hvor forarbejdningen skete. Ved siden af sit praktiske arbejde med kontrolanalyser arbejdede H. videnskabeligt. Han bestemte kryolittens krystalform og undersøgte den kemiske sammensætning af flere nye fluormineraler som han påviste var opstået ved søvands dekomponering af kryolit. Offentliggørelsen af disse arbejder i Sillimans Journal førte til en livlig korrespondance med førende mineraloger. H.s arbejder blev nævnt i den nye udgave af professor J. D. Danas mineralogi, og et af mineralerne blev opkaldt efter ham (Hagemannit).

Foruden jævnlig at arbejde for det amerikanske firma for at hjælpe det ud over begyndervanskelighederne ved starten af kryolitindustrien – en hjælp, som skaffede H. en betydelig prestige -var han også begyndt at arbejde på at reformere den amerikanske bromfabrikation. Brom anvendtes af datidens fotografer der fremstillede daguerreotypier, og igennem en snes år havde en i nærheden af Natrona boende ældre læge David Alter fremstillet brom i større mængder af moderluden fra saltværkerne, det såkaldte bittervand. Forbruget af brom der havde været noget i tilbagegang på grund af anvendelsen af nyere metoder inden for fotografien var nu igen i tiltagen fordi man i medicinen i stigende grad anvendte bromsalte. H. fik hurtigt udarbejdet en betydelig forbedret fremgangsmåde og, så vidt gørligt, sikret sig ved patenter. I foråret 1868 byggede han sin første bromfabrik i byen Pomeroy i Ohio hvor produktionen kunne baseres på bittervandet fra det store Ohio- og West-Virginia saltdistrikt. H. fandt hurtigt markedet i USA alt for lille, og skønt forsendelse af brom på flasker til Europa ifølge stoffets natur ikke var uden risiko arbejdede han på at få det amerikanske brom ind på det europæiske marked som hidtil kun var blevet forsynet fra saltlejerne ved Stassfurt, og det lykkedes ham hurtigt. Sommeren 1869 var H. i Europa, og under opholdet i Kbh. var han i forbindelse med C. F. Tietgen som foreslog ham at overtage fabrikken Øresund. Denne fabrik der var startet 1859 for at udnytte kryolitten efter de af Julius Thomsen angivne metoder, særlig til sodafabrikation, havde i 60erne været i økonomiske vanskeligheder; så var Tietgen trådt til og havde stiftet Kryolit mine- og handelsselskabet, men fabrikken gik stadig ikke godt. Nu da Tietgen havde set hvad H. kunne udrette i USA ville han have ham til at redde den danske kryolitindustri. H. anså imidlertid fremtidsudsigterne for at være for dårlige og ville ikke gå ind på Tietgens forslag.

På tilbagerejsen til USA traf han imidlertid i Hamburg den europæiske importør af den amerikanske brom, Rob. Müller der også var interesseret i kryolitindustrien, og han så betydeligt lysere på fremtiden. Dette ombestemte H. som nu telegraferede hjem at han ville være med, og dette førte til at han sammen med cand.polyt. Vilh. Jørgensen købte fabriken som de overtog jan.

1870 og drev under navnet Øresunds chemiske fabriker hvis hovedvirksomhed var sodafabrikation. 1876 var sodaprisen faldet til en femtedel af prisen 1872, og så opgav man fabrikationen og søgte andre veje til udnyttelsen af kryolitten hvilket også lykkedes. Ved sodafabrikationen havde man gennem en årrække fået en stor mængde affald der bestod af flusspat, og man havde brugt dette affald til opfyldning i strandkanten, men nu begyndte dette stof at finde anvendelse i flaskeglasindustrien, og hele opfyldningen blev derfor en god salgsvare som leveredes til god pris både i Danmark, Sverige og Tyskland, og som derfor bødede på de dårlige år for sodafabrikationen. Senere fik man afsætning på kryolitten først til glasindustrien til fremstilling af mælkeglas og senere, efter albatringlassets fremkomst, til emaljeindustrien og til aluminiumfremstilling. I 90erne steg anvendelsen af kryolitten på grund heraf stærkt. H., der efter overtagelsen af fabrikken slog sig til ro i Danmark og solgte sine bromfabrikker i USA hvorved han lagde grunden til sin store formue, kom hurtigt til at besidde Tietgens tillid, og blev en ledende kraft i flere af de foretagender Tietgen startede. Man har senere betegnet Edouard Suenson (1842-1921) og H. som de to rådgivere der hele livet igennem stod Tietgen nærmest. Af andre arbejder H. udførte på denne tid kan nævnes at han sammen med Vilh. Jørgensen byggede Hinnerup Natroncellulosefabrik for lensgreve Mogens Frijs og drev den i ti år. Endvidere byggede H. og Vilh. Jørgensen Drakulla Cellulosefabrik i Småland. Omkring 1870 var man i ledende landbrugskredse stærkt interesseret i at få indført sukkerroedyrkning i Danmark og at få oprettet sukkerfabrikker til at aftage avlen. I april 1872 stifte.de Tietgen A/S De danske Sukkerfabrikker, og H. ansattes samtidig som selskabets "overkemiker". Hans første arbejde var at lede de forberedende dyrkningsforsøg og opførelsen af den første fabrik Sukkerkogeriet Odense som kom i gang 1873-74. Knap var dette arbejde afsluttet før H. måtte til Vestindien for af ophjælpe rørsukkerindustrien.

På St. Croix havde man i flere år lidt under tørke, og man var klar over at såvel dyrkningen som sukkerindvindingen måtte lægges helt om hvis man ville undgå ruin. Resultatet af H.s overvejelser blev anlægget af St. Croix fællessukkerkogeri som havde sin første kampagne 1878, men projekteringen og igangsætningen af denne fabrik krævede hele H.s vældige energi og fremragende dygtighed for at få alle de optårnede vanskeligheder klaret. Da H. 1879 var på St. Croix for tredje gang var alle tekniske vanskeligheder overvundet. Imidlertid stillede roesukkerindustrien stadig nye opgaver. Højbygårds sukkerfabrik, som den da meget bekendte landmand Erhard Frederiksen og hans bror havde anlagt samtidig med Odense og kaldt Sukkerfabrikken Lolland var nu overtaget af De danske Sukkerfabrikker, efter at brødrene Frederiksen havde tabt hele deres formue. 1881 begyndte man opførelsen af fabrikken ved Nakskov, og 1883 byggedes fabrikkerne i Assens og Stege, alle efter projekt af H. der 1882 var blevet udnævnt til teknisk direktør i selskabet. 1884 faldt sukkerpriserne stærkt, og det var derfor nødvendigt at nedbringe produktionsomkostningerne, idet der ikke ydedes sukkerindustrien nogen støtte fra lovgivningsmagtens side. H. løste også denne opgave med stor dygtighed, bl.a. ved at nedsætte kuiudgiften til fordampning som 1874 androg 75 øre pr. centner roer, til seks øre. -1882 valgtes H. til medlem af borgerrepræsentationen i Kbh. på den liberale liste, et hverv han bestred til 1902, og i hvilket han nedlagde et betydeligt arbejde, særlig når det gjaldt behandlingen af tekniske spørgsmål, fx vedrørende gasværkerne, vandforsyningen, kloakanlæg, sporveje, hospitaler osv.

I politik tog H. ikke aktiv del, men han havde stor indflydelse og gjorde den ikke sjældent gældende, fx greb'han ind i valgkampagnen i Nakskovkredsen 1887 til fordel for den senere statsminister N. Neergaard der ved denne lejlighed trådte ind i det politiske liv, og som havde ingeniør Holger Hammerich der tidligere havde været ansat ved sukkerfabrikkerne, til modkandidat. 1892 var H. et virksomt medlem af den kreds af ingeniører der stiftede Dansk ingeniørforening; han var foreningens første næstformand og var dens formand 1895-98. For mange af de opgaver foreningen tog op, fx oprettelsen af ingeniørforeningens voldgiftskommissioner og af statsprøveanstalten samt affattelsen af de almindelige betingelser for arbejder og leverancer har H.s indflydelse været af stor betydning. Ligeledes var H. en ledende kraft i arbejdet inden for det udvalg der foranledigede den omlægning af undervisningen på Polyteknisk læreanstalt som fik sit udtryk i det nye reglement af 23.7.1894. S.å. købte H. sukkerplantagen La Grange på St. Croix og begyndte at modernisere produktionen, senere købte han flere andre plantager, Prosperity, Williams, Wheel of Fortune og Punch, og han interesserede sig lige til sin død varmt for De vestindiske øer og ønskede dem bevaret for Danmark. I midten af 90erne var H. tillige virksom ved oprettelsen af landets første tuberkulosesanatorium idet han var forretningsfører for den kreds af læger der med professor Carl Reisz i spidsen arbejdede for sagen, og forestod som sådan opførelsen af Vejlefjord sanatorium som han også efter dets åbning 1900 vedblev at vise sin interesse, bl.a. ved oprettelsen af et legat.. Efter Reisz' død 1902 blev H. selskabets formand. En anden betydningsfuld indsats var H.s støtte til den den gang ukendte unge læge Niels R. Finsen så han kunne få lejlighed til at prøve sine teorier om lysets virkning på lupus. Det viste sig hurtigt at Finsen havde ret, og H. blev en af kræfterne bag oprettelsen af Finsens medicinske lysinstitut 1896. Instituttets senere historie viser at det stadig havde H.s interesse. 1903 blev han formand for dets overbestyrelse. H.s varme hjerte og hans eget til tider lidt ømfindtlige helbred der gav ham særlige muligheder for at føle med syge og svage, førte også til at andre virksomheder som Samfundet og hjemmet for vanføre, Fængselshjælpen og børnehjemmet på Jægerspris nød godt af hans virksomme både økonomiske og personlige støtte. 1897 fratrådte H. som teknisk direktør for sukkerfabrikkerne, og efter at have fungeret som kommitteret ca. et år blev han fra juli 1898 bestyrelsens formand og beklædte denne stilling til sin død. Samtidig påtog han sig efter Tietgens ønske en ny opgave inden for industrien som bestyrelsesformand i Burmeister & Wain i hvis bestyrelse han havde været fra 1893. Den oprindelig af C. C. Burmeister og H. H. Baumgarten 1846 stiftede virksomhed var 1872 blevet omdannet til et aktieselskab med Tietgen som bestyrelsesformand. Virksomheden var forældet da H. trådte til som bestyrelsesformand, men hans faste og kyndige hånd mærkedes snart; konsekvent satte han den videnskabelige teknik på sin rette plads i arbejdet, alle forældede maskiner blev hensynsløst kasseret og værkstederne gennemgik en grundig reorganisation. Med de nye værktøjsmaskiner der anskaffedes kunne der præsteres et præcisionsarbejde som dengang var ukendt i størstedelen af Europa. H.s tid er ligeledes karakteriseret ved anlægget af det første danske stålværk og påbegyndelsen af dieselmotorindustrien der senere har spillet så stor en rolle for firmaet. Det er derfor ikke med urette at den første i Danmark støbte stålblok, afdrejet og blåt anløbet, er opstillet i Polyteknisk læreanstalts festsal og danner sokkelen for H.s buste. Omkring århundredskiftet havde H. endvidere påtaget sig en anden opgave, nemlig den at være direktør for Polyteknisk læreanstalt. Denne, der 1890 var flyttet fra Studiestræde til de nye bygninger på Sølvtorvet, var ikke fulgt med i udviklingen i de senere år; der manglede elektrotekniske laboratorier, maskinlaboratorium, tekniskkemiske laboratorier, bibliotek osv., men nu var direktøren, professor Julius Thomsen, efterhånden blevet en gammel mand og dertil kom at de sidste svage højreministerier næppe havde mulighed for at gennemføre de krævede bevillinger.

H. tiltrådte 1.2.1902 og gik til opgaven med stor interesse. Både i det undervisningsmæssige og med hensyn til nyanlæg satte H.s indsats sine spor. Især elektroteknikken og den landbotekniske kemi styrkede han. H.s varme interesse for studenterne fik udtryk ikke alene gennem den økonomiske hjælp han privat ydede mange, men navnlig ved oprettelsen af H.s kollegium der åbnedes 1.9.1908 og var det første kollegium kvinder havde adgang til, samt ved de betydelige legatmidler han båndlagde til studielån. Alumnerne på kollegiet var i særlig grad genstand for H.s omsorg, både åndeligt og materielt. Den dybe kærlighed som han lige fra de unge år havde næret til naturvidenskaberne – i modsætning til de historiske videnskaber over for hvilke han demonstrativt kunne vise sin mangel på respekt -førte til at han altid interesserede sig levende for at skabe en effektiv vekselvirkning mellem forskningen og den praktiske teknik, og han lagde megen vægt på at dansk videnskab og teknik stedse kunne være i forbindelse med førende videnskabelige kredse i udlandet. 1911 var han medstifter af Danmarks naturvidenskabelige samfund der skulle indbyde udenlandske videnskabsmænd som foredragsholdere. H., der blev selskabets første præsident, sikrede dets økonomi ved at skænke det et legat på 50000 kr. Ved årsfesten 31.1.1912 trådte H. tilbage som læreanstaltens direktør fordi han begyndte at fole sine kræfter svigte. Sine sidste år levede han ret stille, mest optaget af familieliv og fritidssysler, særlig interesserede han sig for landvæsenet på den' smukke gård Borupgård ved Snekkersten som han havde købt 1899, og hvis herlige natur han elskede og gerne viste fremmede. 1911 købte han godset Bergsjöholm ved Ystad som han ville have gjort til et familiefideikommis, men planen stødte på vanskeligheder og blev ikke gennemført.

I sine yngre år udfoldede H. en ikke ringe litterær virksomhed, 1875 skrev han om forholdene på St. Croix, 1878 skrev han i Dinglers polytechnisches Journal CCXXII om anvendelse af generatorgas til eksplosionsmotorer og pegede heri ikke blot på muligheden af og fordelen ved anvendelsen af mager gas i forbrændingsmotorer hvad der senere har vist sig at være af overordentlig stor betydning for jernværkerne hvor højovnsgassen benyttes til motorer på flere tusind HK, men gav også anvisning på forbedring af generatorgassen ved tilledning af vanddamp under forbrændingen i generatoren, og han har faktisk allerede 1878 angivet konstruktionen af den kraftgasgenerator som 1887 udførtes og patenteredes, af Emmerson Dowson. 1888 udkom Die chemische Schwingungshypothese und einige thermochemische Dalen, og i det følgende par år kom Studier over nogle Stoffers Molekuholumen, Einige kritische Bemerkungen zur Aciditätsformel (i Berichte der Deutschen chem. Gesellschaft, 1887), Über Wärme- und Volumenänderung bei chemischen Vorgängen, Die chemischen Kräfte, Die Aggregatzustände des Wassers. H.s synspunkter er ikke altid blevet tiltrådt af samtidens videnskab, men hans levende interesse for og evne til at drage nytte af naturvidenskaberne i praktisk teknik anerkendtes fraalle sider. H. udtog en del patenter eller eneretter, som det kaldtes før patentloven af 1894, og konstruerede bl.a. en vindmåler (H.s anemometer) der har været en del anvendt ved meteorologiske målinger. Dens princip er at anvende den sugevirkning der opstår når vinden passerer toppen af et lodretstående rør.

For kunst nærede H. en varm interesse; han var selv udøvende musiker, og både unge musikere og bildende kunstnere skulle kunne komme ind på kollegiet som H. smykkede med smukke kunstværker, bl.a. af J. F. Willumsen og P. S. Krøyer. H.s indsigt blev benyttet af en række kommissioner og bestyrelser foruden de ovenfor nævnte. 1890 blev han medlem af jernbanerådet der ophævedes 1893. 1896-99 var han medlem af sundhedskommissionen i Kbh., 1897 af erstatningskommissionen vedrørende Gentofteulykken, 1902-12 var han formand for statsprøveanstaltens bestyrelsesråd og 1910-11 medlem af toldrådet, 1913 blev han formand for en kommission til undersøgelse af statsbanernes sikkerhedsforanstaltninger foranlediget ved Brammingeulykken. Af bestyrelsen for Polyteknisk understøttelsesforening var H. medlem fra stiftelsen 1874, 1885-1915 var han formand; af Teknisk forenings bestyrelse var han ligeledes medlem fra stiftelsen 1877 til 1885. 1873-80 var H. medlem af bestyrelsen for Tuborg Fabrikker og igen 1886-94 da dette selskab var overgået til De forenede Bryggerier. Fra 1881 var han medlem af bestyrelsen for De danske Spritfabrikker. Foruden de nævnte bestyrelser var H. medlem af følgende: bestyrelsen for Det gensidige Forsikringsselskab Danmark fra 1897, for Fakse Kalkbrud fra 1898, for Dansk Afvulkaniserings A/S, for hvilket han var formand 1903-04, for Frbg. Metalvarefabrik 1904-09, Privatbankens bankråd fra 1906 og formand her fra 1908-09 samt af direktion og bestyrelsesråd for Sparekassen for Kbh. og Omegn fra 1900. Fra 1908 var han endvidere præsident for den danske lokalkomité af International Electrotechnical Commission for the Standardisation of Nomenclature and Ratings of Electrical Apparatus and Machinery. -Gehejmekonferensråd 1912.