Erik Sommerfeldt, Erik Christian Sommerfeldt, 11.2.1882-23.12.1969, ingeniør. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Sion), begravet Hørsholm kgd. Efter at have taget studentereksamen 1899 ved Metropolitanskolen og polyteknisk eksamen 1904 (bygningsingeniør) var S. i et års tid assisterende ingeniør ved statsbaneanlæggene, foretog derefter en studierejse til England, Frankrig, Belgien og Tyskland og havde efter hjemkomsten ansættelse ved Fakse Kalkbrud og Kbh.s Telefon Aktieselskab. 1908 fik han ansættelse ved Siemens Schuckertwerke i Berlin, og dette blev indledning til en usædvanlig smuk løbebane inden for den tyske elektriske industri som det ses af de betydelige stillinger og mange hverv han i tidens løb fik overdraget: 1912–18 overingeniør og prokurist ved Siemens elektrische Betriebe A-G, Berlin og 1915–18 direktør for Braunschweig-Hannoversche Ueberlandszentrale A-G, Berlin, 1918–23 administrerende direktør og 1927–30 formand i bestyrelsen for A-G für Gas-, Wasser- & Elektricitätsanlagen, Berlin, 1918–23 overingeniør og prokurist og 1923–35 direktør for Gesellschaft für elektrische Unternehmungen-Ludw. Loewe & Co. A-G., Berlin. Sidstnævnte selskab, "Gesfürel", havde en aktiekapital på 80 mio. rmk. og bestod af to afdelinger, en værktøjsmaskinfabrik der var førende i hele verden, og et finansselskab for elektricitetsselskaber, sporveje og gasværker der også havde interesser i de københavnske sporvejsselskaber. 1919–34 var S. fremdeles direktør for Gewerkschaft Alexandria, Lignithkohlenbergwerk, Höhn, 1928–35 direktør for A-G Ostkraftwerk, Cosel. Han har været medlem af bestyrelsen (henholdsvis formand eller næstformand) for henved en snes af de til "Gesfürel"-koncernen knyttede elektricitets-, kabel- og gasværker rundt om i Tyskland. – 1923–35 var han medlem af Reichswirtschaftsgericht. 1914–18 havde han overledelsen af Tysklands største tørvebrug i Wiesmoor i Ostfriesland som leverede tørvene til det store elektricitetsværk sst. Under første verdenskrig slog han 1917–18 – gennem en hel række artikler og mange forhandlinger – til lyd for, at Lille Vildmose skulle udnyttes til tørvefremstilling i stor stil, uden dog dengang at kunne vække en sådan interesse at projektet kom til gennemførelse. 1935 vendte S. tilbage til Danmark hvor hans evner som industriel organisator blev taget i brug i flere industrivirksomheders bestyrelser.

Familie

Forældre: kaptajn, senere oberst E. J. S. (1842–1903) og Anna F. Dreyer (1859–1934). Gift 17.7.1909 i Hørsholm med Laura Elisabeth Clausen, født 2.1.1887 i Kbh. (Jac.), død 21.12.1983, d. af grosserer Moritz Daniel C. (1847–1920) og Emmy de Nully Brown (1863–1927).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig