C.E. Krarup

C.E. Krarup, Carl Emil Krarup, 12.10.1872-30.12.1909, ingeniør. Født i Kbh. (Johs.), død sst., begravet sst. (Ass.). K. blev student 1890 fra Borgerdydskolen på Christianshavn, tog filosofikum 1891 og blev cand.polyt (bygningsingeniør) 1896. Fra 1896 var han ansat ved Kbh.s kommunes vej- og kloakanlæg indtil han 1898 indtrådte i telegrafvæsenet som teknisk aspirant; han gennemgik derefter en faglig uddannelse på telegrafstationen i Fredericia hvorfra han ved årets slutning blev overført til telegrafvæsenets sekretariat og derfra til den tekniske forvaltning i Kbh. til videre uddannelse i telegrafvæsenets administration og den specielle telegraf- og telefonteknik. Han arbejdede som ingeniør på telegrafvæsenets værksted og materialforvaltning samt ved telegrafanlæggenes bygning og vedligeholdelse indtil han 1902 blev udnævnt til telegrafingeniør med funktion i telegrafvæsenets tekniske afdeling hvis chef han derefter blev 1906. K. havde gode personlige egenskaber til samarbejde med telegrafvæsenets tekniske personale hvis praktiske kendskab til telegrafi han vurderede og forstod at drage nytte af i forbindelse med sin egen betydelige teoretiske viden. Inden sin udnævnelse til telegrafingeniør havde han 1901 et studieophold ved Physikalisches Institut i Würzburg, og i marts 1902 opnåede han ved Kbh.s universitet accessit for en prisopgave angående bestemmelse af selvinduktionen ved elektriske ledninger. K. kom herved ind på forsøg på en løsning af spørgsmålet om en kontinuerlig forøgelse af en lednings selvinduktion, specielt telefonkablers selvinduktion med det formål at opnå god og klar telefoni på lange telefonkabler. Tyske telefonteknikere havde længe arbejdet forgæves for at opnå et tilfredsstillende resultat på dette område, og K.s ideer bragte heller ikke nogen løsning før han gennem et samarbejde med P. O. Pedersen fik det råd at forsøge at forsyne kobberledningerne med en tæt bevikling af tynde jerntråde. Det lykkedes ham at få såvel de danske som de tyske teknikere til at acceptere denne idé, og det første "K.kabel" blev udlagt 18.11.1902 imellem Helsingør og Helsingborg. Ved det i jan. 1903 udlagte dansk-tyske telefonkabel fra Lolland til Femern (ca. 20 km) fik K.s teori sin første praktiske anvendelse på et længere kabel, og siden da har "K.kablet" opnået almindelig international anvendelse og er anerkendt som en betydelig teknisk indsats i den internationale telefonteknik. K. selv vurderede P. O. Pedersens indsats i denne sammenhæng meget højt.

K. tog endvidere 1904 initiativet til at ombygge og flytte den 1862 indrettede imprægneringsanstalt for telegrafstænger i Sorø og indførte betydelige forbedringer med hensyn til maskiner og drift; anstaltens virksomhed blev imidlertid efter jordkabelteknikkens udvikling indstillet. Han var også med i de af den norske telegrafstyrelse 1903 arrangerede radiotelegrafiske forsøg på Lofoten og deltog endvidere i den første internationale teknikerkongres i Budapest 1907. Blandt større opgaver som han påtog sig var organiseringen af det islandske telegrafnet som han, som konsulent for den islandske styrelse, planlagde 1903–05 i hvilket sidste år driften blev åbnet, samt planlæggelsen af amtskommunens telefonanlæg på Færøerne 1906 og telefonanlægget i Baku 1908. Han planlagde tillige 1906 opførelsen af et kabeldepot i Korsør for telegrafvæsenet. – K. var medlem af meterkommissionen, den militære telegraf- og telefonkommission og den internationale elektrotekniske kommissions danske afdeling. – I det forholdsvis korte åremål K. virkede i telegrafvæsenet formåede han at skabe sig en position som sikrer hans navn mod forglemmelse. Hans levende interesse for tekniske problemer i forbindelse med en udviklet sans for en praktisk gennemførelse af de ved tekniske videnskabelige forsøg indvundne resultater og erfaringer førte ham tidligt frem i første række blandt danske elektroteknikere, og hans gode samarbejde med de igennem praksis uddannede telegrafteknikere banede vejen for de resultater han opnåede som leder af den tekniske forvaltning.