Gunnar Andreasen, 22.12.1914-5.1.1989, ingeniør. Gunnar Andreasen blev student 1933 og cand.polyt. 1938. Umiddelbart efter at have taget sin eksamen købte han en grund i Gladsaxe med henblik på at bygge en fabrik til produktion inden for den syntetiske kemi. Fabrikken, A/S Cheminova, startede han personligt og uden medarbejdere fra begyndelsen, og hovedproduktet var kemikalier til overfladebehandling af metal.

Fabrikken voksede meget hurtigt, men krigens komme satte en stopper for en begyndende eksport; i stedet startede Gunnar Andreasen en produktion af opløsningsmidler, fremstillet af dansk tjære. 1944 overdrog Gunnar Andreasen aktiekapitalen til Århus universitet; hans synspunkt var det at en fabrik aldrig helt kunne opfylde sine samfundsmæssige opgaver under privateje, ligesom risikoen for opkøb fra store koncerner er særlig stor inden for den kemiske industri. Gunnar Andreasen fortsatte som direktør i virksomheden og påbegyndte opførelsen af en ny fabriksbygning i Måløv. Den var færdig 1946 og producerede plantebeskyttelsesmidler til hjemme- og eksportmarked. 1951–52 blev virksomheden flyttet til Rønland ved Harboøre; grunden til placeringen på dette sted var ikke mindst forekomsten af salt som basis for egen klorproduktion. Da spildevandsproblemerne blev for store i Måløv blev produktionen på Sjælland endeligt opgivet 1953.

I 1957 tog Gunnar Andreasen initiativ til udarbejdelsen af en dybtgående egnsudviklingsplan for Vestjylland. Han pegede på at landsdelen var forsømt trafikmæssigt, kulturelt og administrativt og ønskede regionen industrialiseret gennem tilvejebringelse af den nødvendige infrastruktur. Gunnar Andreasen pegede bl.a. på mulighederne for at etablere cellulose-, kvælstof- og saltproduktion samt udbygning af den kemiske industri. Han var formand for Vestjyllands udviklingsråd til 1961.

Gunnar Andreasen har ikke været tilfreds med danske myndigheders tempo og beslutsomhed. 1961 fratrådte han som direktør på Cheminova og førte senere sin interesse for udvikling over på ulandsproblematikken. Siden 1963 rejste han rundt i verden som teknisk og økonomisk rådgiver i bl.a. Indien, Thailand og Israel. Arbejdet med plantebeskyttelsesmidler har i denne virksomhed været fremtrædende. Gunnar Andreasen har med sit uhøjtidelige væsen til tider formuleret sine standpunkter skarpt og vendt sig mod overhåndtagende bureaukrati, fx i FN-organer. I en lang række pjecer og bøger har han behandlet problemer omkring udvikling og ulande.

Familie

Gunnar Andreasen blev født i Hellestrup, Merløse sogn. Forældre: tømrer Andreas Bendix Andreasen (1886–1968) og Albertine Hansen (Skee) (1886–1962). Gift 1. gang med Agnete de la Porte, født 4.8.1913, død 8.3.1990, gift 2. gang 1956 i Lemvig med civilingeniør Gudrun Rasmussen, født 30.9.1921 i Gentofte, datter af lærer Gunnar Rasmussen (1871–1958) og lærer Helga Bauer-Petersen (1887–1970).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. aftenavis 30.11.1957. Børsen 19.2.1968. Berl. tid. 21.12.1974. Jyllands-posten 21.12.1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig