• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

T.K. Thomsen

Oprindelig forfatter PVind
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

T.K. Thomsen, Thomas Kristian Thomsen, ved dåben Christian, 26.4.1888-10.3.1971, ingeniør, entreprenør. Født i Vester Brønderslev, død på Tenerifa, begravet på Gentofte kgd. T. blev student 1909 fra Ålborg, cand.phil. n.å. og 1915 cand.polyt. som bygningsingeniør. Efter eksamen var han i nogle måneder beskæftiget ved projektering af kloakanlæg i Hasseris og ved havnearbejder i Ålborg, bl.a. hos firmaet Rasmussen & Denver i Ålborg. 1915–16 var han ansat hos stadsingeniøren i Ålborg og 1916–18 ingeniør hos firmaet Andersen & Cordes, også i Ålborg. Samtidig var han imidlertid begyndt at arbejde som entreprenør idet han 1915–17 i fællesskab med ingeniørerne O. D. Andreasen og A. Carstens havde en entreprise ved reguleringen af Alling å. 1918 startede han sammen med cand. polyt. H. K. Wright ingeniør- og entreprenørfirmaet Wright & Thomsen i hvilket entreprenør L. C. Larsen 1919 optoges. 1923 dannede T. sammen med Wright og cand.polyt. O. F. R. Kier firmaet Wright, Thomsen & Kier der senere udførte en række store arbejder i og uden for Danmark. I udlandet arbejdede firmaet under navnet A/S Wetek, fra 1930 i Finland. 1928 deltog det i bygningen af de af Kampmann, Kierulff & Saxild ledede jernbaneanlæg i Lilleasien, og fra 1936 virkede det sammen med ingeniør K. Højgaard som vejbygningsfirma under navn Contractor i Polen. 1932 blev T. medlem af bestyrelsen for Entreprenørforeningen, næstformand 1934 og formand 1937–40. 1933–46 var han medlem af hovedbestyrelsen for Dansk arbejdsgiverforening og igen fra 1947, 1935–46 af forretningsudvalget og 1938 valgtes han til foreningens næstformand, 1941–45 formand. 1936 blev han medlem af Arbejdsgivernes Ulykkesforsikrings hovedbestyrelse og næstformand for afd. A, 1941 formand for hovedbestyrelsen. T. var medlem af overenskomstnævnet af 1939 og endvidere medlem af det 1940 oprettede arbejds- og forligsnævn og af arbejdsfordelingsnævnet af 1940 samt medlem af bestyrelsen for Arbejdsløs-hedsfonden fra 1938, af Industri- og håndværksrådene (formand for sidstnævnte 1940–42). 1938 valgtes han til medlem af bestyrelsen for A/S Haandværkerbanken hvis formand han blev 1941, 1938 blev han medlem af Dansk vejteknisk komité og af Nordisk vejteknisk komité. Endvidere var T. 1930–41 medlem af bestyrelsen for A/S De Smithske jernstøberier og maskinværksteder og fra 1930 formand for bestyrelsen for A/S Bornholmsk stenindustri. T. var medstifter af og bestyrelsesmedlem af Landsforeningen til arbejdsløshedens bekæmpelse (LAB). – Medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber 1942.

Familie

Forældre: gårdejer Anders Christian T. (1864–1939) og Else Marie Jensen (1861–1930). Gift 20.3.1917 i Voldum med Anna Margrethe Kierulff Hansen, født 25.3.1896 i Voldum, d. af slotsgartner på Clausholm Johan Frederik H. (1856–1934) og Valborg Vibe Kierulff (1867–1954).

Udnævnelser

R. 1938. DM. 1940. K. 1965.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Johs. Glob, 1942 (Entreprenørforeningen), af Axel Hou udst 1944 (Arbejdsgivernes ulykkesforsikring) og af H. C. Barenholdt (Dansk arbejdsgiverforening). Foto.

Bibliografi

Interviews i Børsen 19.5.1941 og Jyllandsposten 24.1.1943. – [Aage Schultz] i Berl. tid. 20.5.1941; sst. 21.5. s.å. Ernst Schwencke i Berl. aften 27.5. s.å. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Vinding: T.K. Thomsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298326