• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sven Schultz

Oprindelig forfatter PVind
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Sven Schultz, 22.7.1886-19.5.1932, ingeniør. Født i KM. (Johs.), død sst., urne på Vestre kgd. S. tog polyteknisk adgangseksamen 1903 og blev 1908 cand.polyt. som bygningsingeniør. Efter eksamen havde han i nogle måneder ansættelse ved Århus gasværk og aftjente derefter sin værnepligt ved søværnet. 1908 fik han ansættelse ved Christiani & Nielsens afdeling i Hamburg og forblev her til han 1911 forflyttedes til dette firmas afdeling i Rusland. Han traf her den lidt ældre ingeniør i samme firma Knud Højgaard der året før var blevet afdelingens leder. Efter at have deltaget i udførelsen af en række større havne- og broarbejder o.l., fx i Petrograd (Leningrad) og Reval (Tallinn) måtte S., efter at revolutionen 1918 havde ødelagt alt, rejse tilbage til Danmark hvor han sammen med K. Højgaard s.å. stiftede ingeniørfirmaet Højgaard & S. der efter S.s død førtes videre af Højgaard alene. Allerede i S.s tid udførte firmaet store arbejder i ind- og udland; det byggede broer for statsbanerne og Kbh.s kommune, bl.a. den interimistiske Langebro, havneanlæg og bro (ny Halskov bro) for Korsør og større jernbetonarbejder for Carlsberg og Tuborg bryggerier. Af udenlandske arbejder udførtes fx vandkraftanlæg i Zur i Polen, et par store gadebroer i Kowno, jernbanelinierne Telsai-Kretinga og Dorpat-Petsur samt havnearbejder i Memel for den litauiske regering og i Setubal for den portugisiske regering. I særlig grad er dog S.s navn knyttet til de store havnearbejder i Gdynia for den polske regering fordi han ved sindrige tekniske metoder, bl.a. den geniale fremgangsmåde til vandsætning af jernbetonsænkekasser, og sikker ledelse af arbejderne bidrog til at skaffe sit firma en betydelig anseelse og en betrygget økonomisk stilling. Hans alt for tidlige død vakte almindelig beklagelse. 1933 skænkede hustruen dansk ingeniørforening et efter S. opkaldt mindelegat.

Familie

Forældre: handelsfuldmægtig, senere grosserer Hans Bonde S. (1860–1935) og Johanne Louise Platou (1856–1949). Gift 17.4.1916 i Kbh. (Cit.) med Karen Marie Bertelsen, født 24.5.1886 i Gentofte, død 12.12.1968 i Kbh., d. af grosserer Guido B. (1839–95) og Marie Cathrine Klentz (1856–1938).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Kn. Højgaard i Ingeniøren XLI, 1932 289.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Vinding: Sven Schultz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297220