Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.H. Holst

Oprindelig forfatter PVind
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

N.H. Holst, Niels Henrik Holst, 20.9.1828-1.9.1889, ingeniør, generaldirektør for statsbanerne. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Johs.), begravet sst. (Ass.). H. begyndte sin uddannelse ved den militære højskole og gjorde, efter at have gennemgået en del af denne, tjeneste som løjtnant, først i artilleriet og senere ved ingeniørerne under krigen 1848–50. Efter at have fuldendt sin uddannelse ved højskolen blev han 1853 premierløjtnant i ingeniørkorpset. 1855–60 var han ansat ved vejtjenesten og deltog samtidig i kontrollen med anlægget af jernbanen fra Roskilde til Korsør og senere i projekteringen af de første jyskfynske baner. Også under bygningen af de sidstnævnte baner der udførtes af engelske ingeniører og entreprenører var H. ansat ved kontrollen, og hans forbindelse med dem vedvarede efter at banerne efter den tids skik var blevet bortforpagtet til anlægsentreprenørerne med H. som statens tilsynsførende med driften. 1857 blev H. kaptajn, og 1865 tog han sin afsked fra hæren. 1867 overtog staten selv driften af de jyskfynske baner, og H. blev nu ansat som direktør for disse, en stilling hvortil han havde uddannet sig ved et indgående studium af jernbaneforvaltning. Da den engelske baneledelse ikke var populær blev den dygtige, energiske og livlige H.s overtagelse af stillingen hilst med glæde fra mange sider, og H. skuffede ikke de forventninger der næredes til ham; særlig skal nævnes at han fik gennemført færgeforbindelser mellem landsdelene. Af betydning var det også at han fik tilslutning fra regering og rigsdag til det synspunkt at det ikke først og fremmest drejede sig om at få det størst mulige overskud af driften, men langt mere ved at tilpasse fartplaner og takster til erhvervslivets krav at tjene produktionen og omsætningen. 1880 overtog staten tillige de sjællandske baner, og 1885 blev også ledelsen af disse overdraget H. der derved blev den første generaldirektør for de danske statsbaner. I denne gerning der afbrødes ved H.s pludselige død udførte han et stort og fortjenstfuldt arbejde og forberedte betydelige fremtidsarbejder, bl.a. interesserede han sig levende for omordningen af de københavnske banegårdsforhold. Det er senere hævdet at den centraladministration H. organiserede for alle statens baner og hvorved der skabtes enhed og overskuelighed førte til en for stærkt centraliseret ledelse, men der er ikke tvivl om at H. er en af dem der har haft størst betydning for dansk jernbanevæsens udvikling.

Familie

Forældre: farver, løjtnant Carl Peter Vilhelm Bryde H. (1797–1855) og Ane Malene Hansen (1803–83). Gift 3.12.1853 i Kbh. (Garn.) med Petra Ludvigsen, født 1.8.1831 i Kbh. (Frue), død 10.10.1912 sst., d. af assistent, senere kommitteret ved den kbh.ske søassuranceforening Theodor Emil L. (1804–96) og Cecilie Diderikke Lønborg (1799–1882).

Udnævnelser

Etatsråd 1867. – R. 1862. DM. 1865. K.2 1869. K.1 1871.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Chr. Aug. Hagen ca. 1849 (Fr.borg). Litografi af I. W. Tegner, 1889, efter foto. Træsnit 1889. Mal. af H. C. Jensen ca. 1892 (generaldir. for statsbanerne). Foto.

Bibliografi

III. tid. 15.9.1889. Nutiden XIII, s.å. nr. 36. Berl. tid. 2.9. og 6.9.s.å. V. E. Tychsen: Fortifikationsetaterne og ingeniørkorpset 1684–1893, 1893 95. Jernbanebl. VII, 1909–10 265.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Vinding: N.H. Holst i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291487