Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Martin Udsen

Oprindelige forfattere cbech og PVind
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Martin Udsen, Martin Jørgensen Udsen, 10.10.1890-1.10.1967, ingeniør. Født i Skødstrup sg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). U. voksede op i et ikke velstående landbohjem hvor faderen ved siden af landbruget drev møllerivirksomhed, og som tiårig kom han ud at tjene som vogterdreng, men da han et par år senere ytrede ønske om at læse videre kom han i realskolen i Århus hvorfra han 1907 tog præliminæreksamen. N.å. tog han i Kbh. den polytekniske adgangseksamen og blev 1913 cand.polyt. som bygningsingeniør. Umiddelbart efter eksamen kom han til Kbh.s vandforsyning hvortil han efter en kortvarig soldatertjeneste vendte tilbage. 1919 blev han afdelingsingeniør og fik som sit særlige område ledelse og projektering af vandindvindingsanlæggene. I denne stilling nedlagde han et stort og betydningsfuldt arbejde i at bestemme Kbh.s vandindvindingsmuligheder i størstedelen af Nord- og Østsjælland og at planlægge udviklingen på dette område på lang sigt. En del af sit arbejde har han gjort rede for i Hydrologische Untersuchungen die anlässlich geplanter Wassergewinnungsanlagen für die Wasserversorgung Kopenhagens langs der ösllichen Seite von Roskilde Förde bei Marbjerg und Brokilde (St. Valby) undernommen wurden (Ingeniørvidenskabelige Skrifter XXXVI, 1934). Ved Poul Sørensens afgang marts 1943 blev U. direktør for Kbh.s vandforsyning som han ledede i de sidste vanskelige krigsår. Under folkestrejken sommeren 1944 afværgede han at besættelsesmagten kom i besiddelse af planer over vandforsyningens installationer og senere lod han af frygt for forgiftningsforsøg gennem drikkevandet anbringe akvarier med ørreder til supplering af det sædvanlige filtersystem. U., der 1927 af indenrigsministeriet udpegedes som sagkyndig i henhold til lov af 31.3.1926 om vandforsyningsanlæg, blev 1938 medlem af et af samme ministerium nedsat udvalg til udarbejdelse af forslag til kontrol med den sanitære bonitet af drikkevand fra offentlige vandværker. Fra 1948 var han konsulent for indenrigsministeriet i forhold vedrørende vandforsyningen. Han afgik 1960.

1921-24 var U. medlem af bestyrelsen for Kbh.s kommunale ingeniørforbund og medlem af Kbh.s kommunalforenings hovedbestyrelse og forretningsudvalg. 1936-42 og 1943-46 var han medlem af Dansk ingeniørforenings hovedbestyrelse. 1937 blev han formand for det af denne forening nedsatte udvalg for tilvejebringelse af normer for undersøgelse og rensning af spildevand og n.å. for udvalget vedrørende normalvedtægt og landsregulativ for offentlige vandværker. U. var fra 1945 censor i teknisk hygiejne ved Danmark tekniske højskole. Fra 1941 medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber.

Familie

Forældre: mølleejer Jørgen Jensen U. (1852-1923) og Rasmine Christine Severine Mortensen (1862-1913). Gift 15.3.1921 i Kbh. (Davids) med Stella Eleonora Nielsen, født 6.9.1891 i Kbh. (Johs.), død 24.3.1955 sst., d. af bagermester Carl Christian N. (1856-1954) og Anna Christine Hansen (1862-1933).

Annonce

Udnævnelser

R. 1942. R.1 1954. K. 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bech, Povl Vinding: Martin Udsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298666