• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lars Jørgensen

Oprindelig forfatter AKamp
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Lars Jørgensen, Lars Rasmus Jørgensen (Jorgensen), 25.4.1876-6.5.1938, ingeniør. Født i Hågerup, Brahetrolleborg sg, død i Oakland, begravet i Berkeley, Californien. Efter at have taget præliminæreksamen 1892 kom J. i lære på Fåborg Maskinfabrik. Han gennemgik teknisk selskabs dagskole i Kbh. 1896, var 1896–97 tegner hos F. L. Smidth & Co. og uddannedes derefter ved Technicum Mittweida i Sachsen og teknisk højskole, Charlottenburg, hvorfra han udgik som teknisk og mekanisk ingeniør 1900. I et års tid var han beskæftiget i A. E. G. i Berlin og hos et firma i Düsseldorf for bygning af elektriske sporvogne, hvorefter han 1901 drog til USA. Her var han de to første år ansat ved General Electric Co. i Schenectady, New York, hvor han bl.a. beskæftigede sig med konstruktion af dampturbiner. 1903 blev han ingeniør ved Edison Electric Co. i Los Angeles. De to følgende år var han elektrisk ingeniør ved Pacific Gas & Electric Co. i San Franscisco, og han forestod genopbygningen af de sammenstyrtede kraftstationer efter jordskælvet og branden 1906. 1907 etablerede han sig som selvstændig, rådgivende ingeniør med hydro-elektriske kraftanlæg og dæmningsanlæg som speciale. Ved eksperimenter nåede han frem til anvendelse af et nyt pricip for konstruktion af dæmninger som bød både den største effektivitet og det billigste anlæg, og som blev grundlaget for hans betydningsfulde indsats i vandbygningsvæsenet overalt hvor store vandmasser opstemmes i bjergkløfter. Han udtog patent i flere lande på konstruktionen The Constant Angle Arch Dam, ɔ: buedæmningen med den konstante vinkel. Konstruktionen er kort udtrykt følgende: dæmningen buer indad mod det opstemmede vand. Buen er således en del af en cylinder. Efterhånden som kløften indsnævres nedefter, forskydes "cylinderen"s centrum indad mod dæmningen, således at vinklen fra centrum til de punkter, hvor dæmningen er befæstet i bjergvæggen, bliver konstant (123°). Den første dæmning efter dette princip opførtes 1913 ved Lake Spaulding ved "Immigrant Gap" i Californien. Senere er konstruktionen anvendt ved opførelsen af et stort antal dæmninger i USA og andre lande. Blandt de større kraftanlæg J. har projekteret kan nævnes Bucks Creek-anlægget ved Feather River i Sierra Nevada bjergene i Californien (største faldhøjde 2562 fod fra toppen af indløbsrøret til kraftstationen), Diabio Dam ved Skagit-floden nær Seattle, Washington (før bygningen af Boulder Dam verdens højeste dæmning, 389 fod), en stor dæmning ved Salmon Creek i Alaska, et vandkraftanlæg ti! minedrift, dæmninger i Peru, Sydafrika, Frankrig, Schweiz, Italien, Spanien samt en mangebuedæmning i Lapland. Visse af J.s principper er ligeledes benyttet ved anlægget af den kæmpemæssige Boulder Dam over Colorado-floden. – 1918–19 var J. vicepræsident for American Institute of Electrical Engineers, og 1918 modtog han American Society of Civil Engineers' guldmedalje (Norman Medaljen). – J. har udgivet One hundred dam failures, 1922 og offentliggjort en række artikler i tekniske tidsskrifter, navnlig i Proceedings of the American Society of Civil Engineers, London Engineering og Journal of the American Concrete Institute.

Familie

Forældre: lærer Carl Frederik J. (1844–1902) og Petra Marie Jensen (1854–1939). Gift 1. gang med Karen Othilie Herskind, født 12.3.1887 i Århus (Dom sg.), død 19.1.1981 (gift 2. gang med proprietær, patentagent Holger Olivarius Christensen, Mariager), d. af kulgrosserer Johan Christian H. (1855–97) og Frederikke Augusta Dorothea Rathje (1855–1907, gift 1. gang 1875 med fabrikant i Randers Ernst Carl Dybron Hoff, 1846–1906; ægteskabet opløst). Ægteskabetopløst 1921. Gift 2. gang 20.7.1929 i Beverly Hills med Marie Olsen, født 23.10.1884 i Racine, Wisconsin, død 26.3.1976 i San Rafael, Californien, d. af snedker Christian Niels Peter O. (1852–1926) og Karen Marie Christiansen (1860–1922).

Ikonografi

Foto. Mindetavle (Brahetrolleborg sg.s kgd.).

Annonce

Bibliografi

Danmarksposten X, 1929 201–04. Sst. juni 1938. Petra Jørgensen i Politiken 22.4.1934. Aalborg stiftstid. 10.9.1938. Sst. 2.10.1939. Sophus Hartwick: Danske i California II, San Francisco 1939 570–72.

Referér til denne tekst ved at skrive:
A. Kamp: Lars Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292353