• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knud Scheller

Oprindelig forfatter PVind
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Knud Scheller, 28.11.1860-8.9.1933, ingeniør, entreprenør. Født i Kbh. (Garn.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). S. tog polyteknisk adgangseksamen 1880 og blev 1886 cand.polyt. i ingeniørfaget. Efter s.å. at have aftjent sin værnepligt fik han ansættelse ved DSBs anlægsvirksomhed, var 1887 ansat hos Frbg. kommunes ingeniør og 1889 igen hos DSB, beskæftiget ved større udvidelsesanlæg. 1892 stiftede han sammen med svogeren murermester E. Rothe entreprenørfirmaet S. & Rothe. Firmaet fik adskillige arbejder i entreprise, såvel jernbaneanlæg som en række arbejder i frihavnen, der var under bygning. S. byggede her den første jernbetonbro her i landet, gangbroen over frihavnssporene i nærheden af Gefionspringvandet. Endvidere deltog han, der fra 1907 blev eneindehaver af firmaet, i bygning af høfder på vestkysten, men udviklede efterhånden sit speciale at udføre husbygning i større og mindre stil af jernbeton. Dels alene og dels sammen med Rothe udtog S. en række patenter vedrørende udførelse af jernbetonarbejder. Et stort arbejde udførte han i entreprenørforeningen af hvis bestyrelse han var medlem 1908–13, og hvis formand han blev 1919 efter William Werners død. S. var utrættelig i sine bestræbelser for med overbevisningens varme og ikke uden en vis stejlhed at hævde entreprenørernes rettigheder til alle sider. Et meget betydeligt arbejde udførte han som dommer i den faste voldgiftsret hvor han 1908–12 var suppleant og 1921 blev fast dommer. 1914–16 var han medlem af den af trafikminister F. Hassing Jørgensen nedsatte vestkysthavnekommission hvis betænkning førte til loven af 31.3.1917 om anlæg af havne ved Hirtshals og Hanstholm. 1917 blev han medlem af cementnævnet, og 1918–21 var han medlem af Dansk ingeniørforenings bestyrelse. 1920 blev S., der 1900–13 havde været medlem af bestyrelsen for Kbh.s kommunale arbejdsanvisningskontor, medlem af arbejderforsikringsrådet, og 1922 blev han medlem af udvalget for arbejderbeskyttelse. 1924 indtrådte han i A/S De forenede Bryggeriers bestyrelsesråd.

Familie

Forældre: major, senere oberst, inspektør ved garnisons sygehus og over-intendant Christian S. (1804–88) og Mette Margrethe Poulsen (1824–80). Gift 19.12.1894 i Kbh. (Holmens) med Sigrid Wolf, født 26.6.1863 i Kristiania, død 23.7.1927 i Kbh., d. af skuespiller Jacob Wilhelm Nicolai W. (1824–75) og Lucie Johannesen (1833–1902).

Udnævnelser

R. 1923. D.M. 1930.

Annonce

Ikonografi

Afbildet med familie på mal. af Johan Rohde og i gruppe på tegn. af P. S. Krøyer. Foto.

Bibliografi

J. Munch-Petersen i Tekn. foren.s t. LI, 1927 109–69. Johs. Saabye i Ingeniøren XLII, 1933 273f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Vinding: Knud Scheller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296996