Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joh. P. Sørensen

Oprindelig forfatter PVind
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Joh. P. Sørensen, Johan Poul Sørensen, 15.10.1861-27.5.1947, ingeniør, opfinder. Født i Tebstrup, Vor hrd, død på Frbg., urne i Kbh. (Vestre). Efter skolegang på landet og konfirmation 1875 kom S. til søs. 1885 kom han tilbage til Danmark for at aftjene sin værnepligt. 1887 kom han til tjeneste ved søminekorpset, og efter en vis uddannelse her blev han ansat ved flådens mærkevæsen hvor han særlig havde til opgave at lede felttelefonbygning. S. der havde stærk interesse for tekniske spørgsmål og havde søgt at skaffe sig undervisning i matematik og fysik blev under sit arbejde for flådens mærkevæsen fra omkring 1890 opmærksom på en metode til at sende signaler ad trådløs vej til og fra et forankret skib. Han drev sine forsøg systematisk og fik 1896 en mindre sum til installation af et sådant trådløst telegrafanlæg til brug for redningsdamperen Vestkysten ved Thyborøn kanal. Systemet blev ikke udviklet videre, og interessen døde hen. Et par år senere blev S. telegrafingeniør ved sødefensionen, men tog 1904 sin afsked og overtog repræsentationen for det tyske elektriske firma Mix & Genest. 1906 løste han grossererborgerskab, og 1916 startede han A/S Den danske Kabelfabrik og var direktør for denne til han 1920 afgik på grund af uenighed med bestyrelsen. Under sit arbejde udtog S. en række patenter, fx på rørpostanlæg, elektriske distancemålere, automatiske telefonapparater o.l. Kort før 1930 begyndte hans gamle forsøg at finde omtale i dagspressen, og under den retrospektive radioudstilling i efteråret 1932 krævedes fra flere sider i dagspressen at det nu undersøgtes hvilken værdi disse havde. En sagkyndig komité udtalte 1933 at S. på et tidspunkt da trådløs telegrafi endnu var ganske ukendt har været inde på metoder og forsøg, som – hvis han havde haft lejlighed og midler til at fortsætte dem – eventuelt kunne have ført til betydningsfulde resultater. Forsøgene der gik ud på at telegrafere ved elektrisk induktion mellem et kabel, lagt i cirkelform på havbunden, og en trådrulle på skibet, indtager en smuk plads mellem de arbejder som fx englænderne W. H. Preece og Evershead udførte inden G. Marconi 1896 begyndte på sine forsøg. Hvis S.s forsøg havde været offentliggjort ville de sandsynligvis være blevet nævnt i G. G. Blakes bog History of Radio Telegraphy and Telephony (1928) og lignende værker. Man har dog ikke kunnet påvise at S. har anvendt elektromagnetiske bølger, og der er følgelig ikke nogen sammenhæng mellem hans og Marconis arbejder og endnu mindre mellem hans og Valdemar Poulsens. Til denne bedømmelse sluttede Polyteknisk læreanstalt sig. Komiteen indstillede til undervisningsministeriet at der tildeltes S. en anerkendelse, og han fik på denne foranledning ridderkorset. S. udgav nogle erindringer, Mine traadløse Forsag 1891–96, 1928, 30 Aar paa Søen ..., 1933, Blandt Sæler og Smuglere, 1936 (oversat til flere fremmede sprog), 30 Aar til Lands ..., 1937 og Under Dragens Tegn, 1941. Disse erindringer er ikke uden interesse; de præges forståeligt nok af en vis fortrydelse over hans daværende foresattes uforstand over for betydningen af hans forsøg, men også af en noget vidtdrevet trang til stedse at tillægge andre skylden for at der ikke kom mere ud af hans foretagender end tilfældet var.

Familie

Forældre: møllebygger Peder S. (1808–70, gift 1. gang med Ane Kirstine Hansdatter, 1810–57) og Margrethe Cathrine Rasmussen (1831–1927). Gift 28.3.1891 i Fruering med Clare Eleonore Kirstine Marie Thøgersen, født 26.5.1870 i Gesing, Fruering sg., død 13.2.1933 på Frbg., d. af lærer i Gesing, senere i Fruering, Thøger Clement T. (1842–1908, gift 2. gang 1880 med Jacobine Gundine Alrøe, 1856–1940) og Marie Jensen (1843–78).

Udnævnelser

R. 1933.

Annonce

Ikonografi

Relief 1934, efter foto, på mindesten (Tebstrup). Tegn. af P. Corona, 1936. Mal. af Jenny Salicath, 1941 (Danmarks radio). Foto.

Bibliografi

F. C. Wamberg Ingeniøren XLII, 1933 277–80. Samme i Elektroteknikeren XXIX, s.å. 465–75. A. C. G. Petersen sst. 530–13 (jfr. sst. 547 606f). E. Rager sst. XXX I II, 1937 61 1f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Vinding: Joh. P. Sørensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298119