Ivar Jantzen, Ivar Benedikt Jantzen, 31.7.1875-12.4.1961, ingeniør, teknisk økonom. Født i Gentofte, død i Skodsborg, begravet i Gentofte. J. blev student 1893 fra Metropolitanskolen og tog n.å. polyteknisk adgangseksamen. 1901 blev han polyteknisk kandidat som bygningsingeniør. I studietiden havde han assisteret direktør for Meteorologisk institut Adam Paulsen ved nordlysundersøgelser på Island 1899–1900. Efter eksamen fik J. ansættelse i belysningsvæsenet på gasværkernes ingeniørkontor og ved anlægget af Valby gasværk. 1906–08 var han tillige redaktør af Teknisk Forenings Tidsskrift; 1908 forlod han kommunens tjeneste og gik ind i J. Jørgensen & Co.s bogtrykkeri. 1910 købte J. trykkeriet som han ledede til 1944, i de senere år dog med slægtninge som medindehavere. Under J.s ledelse kom trykkeriet ind i en stærk udvikling og blev en af de førende virksomheder der stadig blomstrer i 1980. 1918–46 var han leder af Nationalbankens seddeltrykkeri. Gennem arbejdet som trykkerileder kom J. ind på en række teoretiske problemer af driftsøkonomisk og pristeoretisk art, og han leverede fra 1916 en del tidsskriftartikler og foredrag herom, bl.a. Voksende udbytte i industrien, to foredrag trykt i Ingeniøren og i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1924, og nogle bidrag til den økonomiske teori som nu regnes for banebrydende for driftsøkonomien. Han fortsatte arbejdet på dette område og har offentliggjort teknisk-økonomiske tidsskriftafhandlinger som har skaffet ham megen anseelse. Han fremstillede i elegant grafisk og matematisk form driftsøkonomiens tre love: kapacitetsloven, harmoniloven og teknikloven. – Man har kaldt ham harmonilovens fader. – Der gik dog henved 20 år før J. fik officiel anerkendelse for sine driftsøkonomiske teorier, men i 1935 udnævntes han til dr.tech.h.c. ved Danmarks tekniske højskole. En del artikler er samlet i bogen Basic principles of business economics and national calculalion, 1939.

1916–18 sad J. i bestyrelsen for Kbh.s bogtrykkerforening, 1920–29 var han medlem af Industriforeningens repræsentantskab, 1923–29 af bestyrelsen for Teknologisk institut, 1924–32 af statens tilsynsråd for Handelshøjskolen, 1927–28 formand for Kbh.s Rotary klub. Fra stiftelsen 1934 var J. medlem af bestyrelsen for Teknisk økonomisk studiekreds, fra 1936 medlem af bestyrelsen for Færø Kul Akts. og af bestyrelsen for Århus univ.s økonomiske institut.

Familie

Forældre: sognepræst A. J. (1840–1917) og Jenny A. J. Johnsen (1844–91). Gift 15.11.1901 i Gentofte med Inge Margrethe Platou-Jørgensen, født 6.3.1878 i Kbh. (Trin.) død 28.4.1963 i Gentofte, d. af grosserer Ole Thorsen Jørgensen (1848–87) og Bolette Petersen (1852–1919); navneforandring 10.2.1899.

Udnævnelser

R. 1934.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. aften 20.6.1935. – Studenterne fra 1893, red. Paul Hennings, 1918 114f. Ingeniøren XXXIII, 1924 242. Polytekn. t. VIII, 1927 127; sst. 1928 209f. Erich Schneider: Theorie der Produktion, Wien 1934. Dr. E. Schneiders forelæsn. over produktionsteori, overs. R. Mølgaard Hansen, 1934. Vilh. Marstrand m.fl. i Ingeniøren LIV, 1945 245–58 (m. bibliografi). Ingeniørens ugebl., 1961 nr. 19 26. H. Winding Pedersen i Nationaløkon. t" 1961 217–20.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig