• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Israel B. Melchior

Oprindelig forfatter BjOch
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Israel B. Melchior, Israel Berendt (Bernhard) Melchior, 12.5.1827-7.9.1893, polytekniker, fotograf. Født i Kbh, død sst., begravet Mos. nrd. kgd. M. blev foråret 1851 kandidat i anvendt naturvidenskab, svarende til vore dages civilingeniør, og rejste derpå et par år til England og Frankrig hvor han særlig studerede sæbefabrikation. 1854-73 var han associé i sine to brødres handelsfirma Moses & Søn, G. Melchior og drev derpå i Køge papirfabrikken Valdemarshåb. Den brændte 1875 og blev ikke genopført. De følgende år havde M. forskellige forretningsmæssige og offentlige hverv, men levede iøvrigt som partikulier i Kbh. 1865 blev M. medlem af Den fotografiske forening, men havde da allerede i flere år været en fortrinlig fotograf, amatør kun for så vidt det ikke var hans levebrød. Så stor var hans produktion at han havde litograferede kartoner med navn til sine optagelser. Særlig kendt er hans stereoskopfotos fra broderen Moritz G. Melchiors villa Rolighed af H. C. Andersen og andre i det gæstfri hjems have i Rosenvænget. Men også i den danske provins, i Schweiz og Italien tog han glimrende stereoskopbilleder, ligesom han gjorde en række enkeltoptagelser i større format, fx af Teglgaard i Ordrup. Otte af M.s optagelser med H. C. Andersen udsendte Peter Elfelt senere som nr. 5449-5456 i sin stereoserie.

Familie

Forældre: grosserer Gerson Moses M. (1771-1845) og Birgitte Israel (1792-1855). Gift 1. gang april 1857 i Groningen, Holland med Charlotte Johanne Cecilie van Deen, født 28.11.1837 i Utrecht, død 25.9.1865 i Kbh., d. af professor Isaac v. D. og Augusta Melchior. Gift 2. gang 3.3.1867 i Kbh. med Johanne Melchior, født 25.2.1848 i Kbh., død 24.12.1911 sst., d. af grosserer Moritz Gerson M. (1816-84) og Dorothea Henriques (1823-85).

Ikonografi

Silhouet (Fr.borg). Foto.

Annonce

Bibliografi

Vict. Hermansen i Danske museer III, 1952 70-81. Jens Vellev: Viborg domkirke, nedrevet og genrejst. Fotografier 1863-76, 1976 11 og ill. 18-21.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Ochsner: Israel B. Melchior i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294240