• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Christian Haae Laub

Oprindelige forfattere NAlsted og PVind
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Georg Christian Haae Laub, 14.9.1886-18.12.1941, ingeniør, kemiker. Født i Kbh. (Jac.), død ved Pattini, Malaya. L. blev student 1904 fra Borgerdydskolen i Kbh., cand.phil, n.å. og 1910 cand.polyt. som fabrikingeniør efter i sommerhalvåret 1908 at have været assistent ved Grønlands geologiske undersøgelser og ved Josvaminen, Inatsiak i Grønland. 1909–11 var han assistent ved Polyteknisk læreanstalts fysisk-kemiske laboratorium og efteråret 1911 kom han som volontør til Arlöf sukkerfabrik i Sverige. Herfra kom han foråret 1912 som kemiker til sukkerfabrikken Poewoasri ved Kertosono på Java. Efter ca. et halvt års virksomhed blev han førstekemiker på sukkerfabrikken Soemberdadie, Halte Kras, Java og blev n.å. fabrikationschef her, ansat af Handelsvereeniging Amsterdam. 1916 engageredes han af Østasiatisk Kompagni som Chemical Manager på Mount Austin Rubber Estates ved Singapore hvor han forblev, til han 1921 fik egen gummifabrik i Johore, Malakka. Han drev denne til 1926 og var derefter konsulent for gummiplantager. De sidste år var han også interesseret i udviklingen af forskellige mineral- og kulforekomster i Malaya. L. var i Danmark ivrigt medlem af Akademisk skyttekorps, og 1931 blev han løjtnant, senere major i Johore Volunteer Engineers, og han døde som aktiv krigsdeltager. L., der bl.a. har gjort nogle opfindelser vedrørende eddikefabrikation og har angivet en metode til fremstilling af færdigt gummi af latex i løbet af 24 timer, har desuden skrevet en del afhandlinger i Archief voor de suikerindustrie in Nederlandsch-Indië.

Familie

Forældre: skibsfører Søren Johan Haae L. (1846–1906) og Angelica Emilie Holst (1865–1934). Ugift. – Bror til Wilhelm H. L.

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Studenterne fra 1904, 1929 137f. Nationaltid. 9.11.1945. Mindebogen, 1950.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Alsted, Povl Vinding: Georg Christian Haae Laub i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293392