• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Finn Bisgaard

Oprindelig forfatter PHBen

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Finn Bisgaard, Nils Finn Bisgaard, 3.6.1910-25.3.1994, varmeingeniør. Finn Bisgaard blev student 1928 fra Roskilde, tog 1935 polyteknisk eksamen som maskiningeniør og var derefter en kort tid ansat hos Burmeister & Wain. Allerede året efter blev han videnskabelig assistent ved laboratoriet for opvarmning og ventilation ved Danmarks tekniske højskole, og her faldt hele hans virke. 1952 blev han dr. techn. på en afhandling om Retningsbestemte termiske felter og var samme år på en længere studierejse i USA støttet af Scandinavian-American Foundation. Året efter overtog han lærestolen i opvarmning og ventilation efter professor F. C. Becher. Han beklædte professoratet til 1980.

I Finn Bisgaards. tid optoges ved laboratoriet et videregående arbejde med metoder til bedømmelse af termiske indeklimaer, altså metoder til vurdering af menneskers velbefindende i lukkede rum. Resultatet af undersøgelserne fremkom i P. O. Fangers doktorafhandling Thermal comfort, 1970. Afhandlingen blev meget omtalt såvel i ind- som udland. Finn Bisgaard deltog også intensivt i arbejdet med højskolens administration. Han var således næstformand for Danmarks tekniske højskoles udvalg for bygningen af den nye højskole i Lyngby, og 1963–66 var han højskolens prorektor. 1970–74 var han formand for fagrådet for den maskintekniske ingeniørvidenskab. 1962 blev Finn Bisgaard medlem af Akad. for de tekn. vidensk., og han var næstformand i akademiets gruppe 3 (maskinteknik) og medlem af akademiets indeklima-udvalg. 1961–67 var han formand for Dansk selskab for opvarmnings- og ventilationsteknik, fra 1964–67 formand for Dansk VVS-forening og fra 1961–69 formand for statens teknisk videnskabelige fonds kommission 4. Finn Bisgaard var også medlem af justitsministeriets prøvningsudvalg for oliefyr og censor ved Danmarks ingeniørakademis maskinafdeling. Fra 1974 er han medlem af bestyrelserne for Arvid Nilsson A/S og SKFs danske forsikringsfond. Finn Bisgaard var endvidere medlem af Institut International du Froid. Foruden doktorafhandlingen skrev han lærebøger i opvarmning og ventilation.

Familie

Finn Bisgaard blev født i København (Helligånds).

Annonce

Forældre: læge, senere overlæge ved Skt. Hans hosp. Axel B. (1875–1939) og Vilhelmine L. Schmidt (1878–1960). Gift 2.5.1935 i Tulstrup k. med fysioterapeut Eva Leonard, født 2.5.1911 i Århus, d. af konditor Edvard L. (1882–1962) og Kristine Sofie Sørensen Hinge (født 1890).

Udnævnelser

R. 1962. R1. 1967.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. H. Bendtsen: Finn Bisgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287058