• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F.C. Kabell

Oprindelig forfatter PVind
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

F.C. Kabell, Friedrich Christian Kabell, 28.2.1808-31.12.1903, ingeniør, salineinspektør. Født i Århus (Dom sg.), død i Kbh., begravet i Skanderborg. K. blev student 1828 fra Metropolitanskolen og tog n.å. filosofikum og polyteknisk adgangseksamen. 1833 blev han cand.polyt i mekanik efter allerede fra 1831 at have været adjunkt ved Herlufsholm skole. Efter eksamen studerede han i et par år i udlandet mølleri og vandbygningsfag. 1836 fik han præmie for besvarelse af Videnskabernes selskabs prisopgave om kalk og mørtel. 1837 konstitueredes han som overinspektør ved den kgl. Saline Travensalz ved Oldesloe i Holsten, en stilling hvori han fastansattes 1838, og som han beklædte til 1863. Tillige var boringerne ved Salinen overdraget ham. 1844 udgav K. Forslag til en forbedret Vandforsyning og Gadeskylning for Kjøbenhavn der havde Hamburgs vandforsyning som forbillede. Dette forslag vakte så megen opmærksomhed at kommunalbestyrelsen bevilgede ham 600 rdl. til en studierejse til Hamburg. I Dansk Ugeskrift (2.r.V) beskrev K. Hamburgsystemet, og 1845 udarbejdede han et detaljeret projekt til et lignende anlæg i Kbh. Dette projekt der for første gang foreslog indførelse af ordnede kloakforhold og vandklosetter led dog af visse mangler, bl.a. at det kun regnede med overfladevand fra søerne og ikke med artesiske boringer, og det vandt ikke tilstrækkelig tilslutning. 1847 nedsattes en komité med overpræsident Michael Lange, der var modstander af gadeskylning, som den ledende for at fremskaffe en ny plan. 1848–52 byggede K. for bagerne Marstrand og Nielsen i Kbh. en dampmølle efter amerikansk model, og han leverede tegninger til et lignende anlæg der udførtes i Trondhjem. Med udgangen af året 1863 fratrådte han sin stilling i Holsten og blev amtsforvalter i Ringkøbing. 1870 blev han amtsforvalter i Skanderborg og 1883 tog han sin afsked. 1888 fik han medalje for diatomekiselpræparater ved den nordiske industri, kunst og landbrugsudstilling i Kbh. -Kammerråd 1842. Justitsråd 1856.

Familie

Forældre: kantor og kordegn ved Århus domkirke, cand.teol. Peder K. (1780–1812) og Anna Elisabeth Wulff (1786–1853, gift 2. gang 1817 med premierløjtnant, senere generalmajor E. Bruhn, 1778–1868). Gift 16.12.1837 i Kbh. (Garn.) med Hanna Elisa Henriette Jacobsen, født 4.3.1814 i Kbh. (Helligg.), død 31.1.1881 i Skanderborg, d. af vognmand og hyrekusk i Kbh. Hendrik Ludvig J. (ca. 1781–1848) og Karen Sophie Rasmussen (ca. 1786–1879).

Udnævnelser

R. 1883.

Annonce

Ikonografi

Buste af Anders Bundgaard udst. 1888. Foto.

Bibliografi

H[annover] og K. Carøe i Ingeniøren VII, 1898 51 76; XIII, 1904 12. Villads Christensen: København 1840–57, 1912 552.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Vinding: F.C. Kabell i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292443