Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Frandsen

Oprindelig forfatter JHaest
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erik Frandsen, 13.3.1915-.1999, ingeniør, modtageleder. Født i Odense. Efter skolegang på Odense katedralskole blev F. udlært som elektromekaniker i firmaet Th. B. Thrige for 1940 at tage eksamen som elektroingeniør fra Århus elektroteknikum. 1941-46 virkede han som ingeniør i Th. B. Thrige. Stærkt nationalt bevidst gik han 1941 ind i Odense terrænsportsforening, hvor han blev delingsfører, for i forsommeren 1943 at slutte sig til en lokal modstandsgruppe, dannet omkring faldskærms-manden Peter Carlsen. Han deltog i sommeren 1943 i en række våbenmodtagelser og tog aktivt del i gruppens sabotagearbejde, bl.a. en større sabotage netop mod Thrige. Sabotagebølgen blev af afgørende betydning som udløsende faktor forud for de store folkestrejker i august 1943. Da modstandsbevægelsen i efteråret 1943 blev fastere organiseret, indtrådte F. som sabotageleder i bevægelsens Odense-ledelse og organiserede en omfattende sabotageaktivitet. I forsommeren 1944 blev det besluttet at modtagearbejdet skulle udskilles fra det øvrige arbejde, og F. udtrådte da af Odense-ledelsen og påtog sig i stedet ledelsen af alt modtagearbejde for Fyn-regionen, i foråret 1945 tillige modtagearbejde på Samsø. Med F. som organisator fik modtagearbejdet en omhyggelig og præcis afvikling. Øen deltes i afsnit med hver sin instruktør og med detaljerede direktiver for hver gruppes aktivitet, ligesom en særlig transportsektion blev etableret, og takket være en stram og i alle enkeltheder gennemtænkt planlægning og en sikker radioforbindelse med London lykkedes det frem til maj 1945 at gennemføre ca. 30 modtagelser (ca.700 containers) samt materiellets hurtige fordeling, praktisk talt uden tab. F. opretholdt en snæver kontakt med Fynsledelsen og fordelte efter dens anvisninger det modtagne materiel til hele øen. F. blev en af Vesteuropas mest aktive modtageledere og formentlig den eneste der kunne konstatere et arbejde gennemført uden tab og andre uheld end dem der udsprang af vejrforhold. I London blev hans arbejde med rette anset som forbilledligt. – Efter krigen blev F. først salgsingeniør, fra 1957 salgsdirektør og fra 1959 administrerende direktør for A/S Classen Smith, først i Odense, men fra 1964 – efter firmaets fusion med A/S Louis Poulsen – i København. Han fratrådte 1970 og virkede derpå som rådgivende ingeniør.

Familie

Forældre: overretssagfører Otto Edvard Valdemar F. (1878-1943) og Inez Elisabeth Winberg (1892-1976). Gift 24.4.1938 med Jytte Bech, født 23.1.1918 i Odense.

Udnævnelser

R. 1949.

Annonce

Bibliografi

Jørgen Hæstrup: Hilsen til Vera, 1956. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Hæstrup: Erik Frandsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289629