Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Schønheyder

Oprindelig forfatter PVind
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Carl Schønheyder, Jan Carl Emil Herman Schønheyder, 23.10.1837-18.12.1894, ingeniør. Født i Randers, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). S. blev student 1856 fra Randers, cand.phil. n.å., 1858 tog han polyteknisk adgangseksamen, og 1863 blev han cand.polyt. i ingeniørfaget. Efter eksamen kom han til vandbygningsvæsenet hvor han assisterede den dengang kendte ingeniør H. Reimers ved ombygningen af Frederikshavns havn og projektering af en Limfjordsbro. 1864 blev han ansat ved Kbh.s vandværk. Da Kbh.s brandvæsen var blevet omordnet ved loven af 15.5.1868 og fra 1.8.1870 skulle overgå fra staten til kommunen blev S. ansat som leder af dette under betegnelsen brandinspektør idet den hidtidige leder, brandmajor Julius Blom ligesom de øvrige officerer i korpset havde trukket sig tilbage trods bestræbelser for at få ham til at blive under de nye forhold. Det var ikke lette vilkår S. gik ind til, og nogen helt god presse fik det nye korps ikke i årevis. En brand på Frederiks hospital juleaften 1870 vakte kritikken, og den fortsatte ved flere senere lejligheder. 1883 fik S. ved en øvelse det ene øje læderet af en vandstråle, 1884 ansattes han i stedet som vandinspektør og efterfulgtes som brandchef af Sextus Meyer. Som vandinspektør iværksatte S. fra 1886 generelle undersøgelsesboringer i Kbh.s omegn lige til Furesø der resulterede i at først vandindvindingsanlæggene ved Søndersø og derefter alle Kbh.s vandindvindingsanlæg gik over til udelukkende at benytte grundvand. 1889–91 byggede han pumpestationen ved Skt. Jørgens sø. Fra 1884 var S. tillige tilsynsførende ved vandforsyningsanlæggene hørende til Bernstorff, Fr.borg og Fredensborg slotte. -Justitsråd 1888.

Familie

Forældre: resid. kapellan Christian Frederik (Friderich) S. (1782–1841, gift 1. gang 1812 med Barbara Cathrine Køneman, 1780–1823) og Henriette Dorothea van Deurs (1797–1850). Gift 22.12.1868 i Kbh. (Trin.) med Marie Frederikke Jacobsen, født 4.7.1845 i Kbh. (Frels.), død 2.3.1918 på Frbg., d. af islandsk købmand Johan Christian J. (1814–90) og Dorothea Fridericha Winding (ca. 1821–75).

Bibliografi

Ingeniøren III, 1894 263. Arthur G. Hassø: Kbh.s brandvæsens hist., 1931 586.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Vinding: Carl Schønheyder i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297288