• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bernhard Spur

Oprindelig forfatter NAlsted

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Bernhard Spur, Bernhard Ingemann Spur, 25.10.1890-3.9.1975, ingeniør. Bernhard Spur voksede op på Sjælland i et grundtvigsk præget slægtsmiljø. Som ganske ung var han med sin ualmindelig dybe sangstemme tilbøjelig til at gå operavejen. En halssygdom hindrede det, men hans musikalske og retoriske evner hjalp ham til et rigt og fornøjeligt studenterliv. 1919 tog han polyteknisk eksamen som kemiingeniør, uddannede sig videre i bioteknisk kemi ved University College, London, og blev derefter knyttet til V. Steins laboratorium og M. Hindhedes laboratorium for ernæringsundersøgelser i København. Jævnsides med privat virke som konsulent bl.a. vedr. grønsagstørring var han 1921–29 assistent ved Polyteknisk læreanstalts biotekniske laboratorium (prof. S. Orla-Jensen) og arbejdede 1932–34 med undersøgelser af vitamin C ved Københavns universitets hygiejniske institut (prof. L.S. Fridericia).

1939 rejste Bernhard Spur til Philadelphia, USA hvor han blev direktør for mælkeforskningslaboratoriet ved Children's Hospital og fik en pædiatrisk lærestol ved universitetet. Han udviklede ved brug af kunstige maver en metode til at bestemme den nøjagtige størrelse af mælkens koagler som de formes i spædbarnets mave, og resultaterne forelagde han ved den internationale mejerikongres i Stockholm 1949. Han publicerede over 30 afhandlinger, væsentligst om børneernæring. – Under krigen virkede Bernhard Spur bl.a. for at placere dansk-grønlandske børn i amerikanske skoler.

Bernhard Spur blev optaget af problemer omkring mineralstofskiftet, og med privat støtte arbejdede han fra 1956 i Pasadena, Californien, teoretisk og praktisk ud fra til dels upåagtede biokemiske afhandlinger fra de seneste ca. 100 år. Han fandt bekræftelse af Hindhedes teorier om at menneskets proteinbehov var langt mindre end antaget når blot kosten indeholdt mineraler i rette forhold. Han fandt også at tidligere forskere havde erkendt mineralernes betydning for opløsning af de stofskifteprodukter der antages at være en væsentlig årsag til gigt og beslægtede lidelser som åreforkalkning, grå og grøn stær m.fl. 1964 publicerede han første del af sine studier under titlen A fundamental principle in food metabolism (Clinical Physiology, 1963–64, autoreferat i Farmaceutisk tidende, 1966). S.å. vendte han tilbage til Danmark med det mål at lette befolkningens adgang til mineraltilskud, først gennem mineralvand.

Annonce

1967 mødte Bernhard Spur civilingeniør Viggo Berthelsen (f. 1898) der iværksatte produktion på Skælskør Frugtplantage af mineralpillen Minalka. Fra lægelig side forholdt man sig stort set afvisende, således mht. optagelse i Ugeskrift for Læger af en artikel om det nye kosttilskud, mens Ingeniørens Ugeblad 2.5.1969 trykte en artikel af Bernhard Spur. Samtidig foranledigede sundhedsstyrelsen tiltale mod Berthelsen for overtrædelse af apotekerloven ved at reklamere med at tabletten som i øvrigt betegnedes som kosttilskud, var egnet til at helbrede, lindre eller forebygge sygdomme, og ved østre landsret idømtes Berthelsen 18.1.1974 en bøde på 10.000 kr. – Mens sagen løb var Minalka blevet uhyre populært, et stort antal brugere bekræftede dets virkninger, og produktion blev organiseret i adskillige lande. Uanset sine betydelige indtægter levede Bernhard Spur sine sidste år stille og afsondret i København.

Familie

Bernhard Spur blev født i Fjaltring ved Ramme, døde i København (Hyltebjerg) og er begravet samme sted (Bispebjerg). Forældre: sognepræst Niels Christian Hostrup Spur (1846–1913) og Johanne Margrethe Høyrup (1856–1916). Gift 1. gang med Estrid Agnete Gormsen. Ægteskabet opløst 1928. Gift 2. gang 24.11.1928 i København (b.v.) med Esther Hasselbalch Busch, født 25.10.1904 i Kolding, død nov. 1963 i Guise, Frankrig, datter af hestehandler Lauritz Johan Busch (1864–1941) og Margrethe Hasselbalch (1876–1927). Ægteskabet opløst 1933.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Jyllandsposten 17.6.1964 og Berl. tid. 29.4.1973. - Berl. tid. 12.1.1974.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Alsted: Bernhard Spur i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297710