V. Nordmann

V. Nordmann, Valdemar Johan Heinrich Nordmann, 23.2.1872-31.1.1962, geolog. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Rosenvængets), urne på Bispebjerg kgd. N. blev student (Triers kursus) 1893, mag.scient. (zoologi) 1899, dr.phil. 1908, assistent ved Danmarks geologiske undersøgelse (DGU) 1899, fast ansat 1904, afdelingsgeolog 1917 og statsgeolog 1919-42. DGU blev etableret 1888, og gennem den første halve snes år måtte geologernes fund af fossile snegle og muslinger bestemmes af zoologer udefra, først og fremmest af A. S. Jensen og C. G. Joh. Petersen. Efterhånden som den geologiske kortlægning af landet skred frem afsløredes imidlertid tilstedeværelsen af flere og flere marine aflejringer som var afsat til forskellig tid og under forskellige vilkår. Arbejdet med fossilbestemmelsen blev efterhånden så omfattende at DGU måtte ansætte en egen molluskspecialist; valget af denne faldt på den nybagte magister N. Han udviklede sig med tiden til at blive en eminent kender af kvartære mollusker, og så at sige hele den post- og interglaciale marine stratigrafi i Danmark hviler på hans arbejder. N. udviklede en evne til at bestemme selv ganske små og undertiden slet bevarede fragmenter af skaller, og han blev efterhånden så kyndig mht. tydningen af dyrenes levevis at han ved skallernes hjælp kunne bestemme aflejringsstedets bundforhold og vandets saltholdighed. Som eksempel på disse færdigheder kan nævnes at han kunne godtgøre at store områder af marine aflejringer fra stenalderhavets tid i Vendsyssel og Øster-Hanherred måtte være afsat i bredninger i en fortidig Limfjord og ikke ved en indtrængning af havet nordfra. N. fandt også at et sent afsnit i Tapes (= Littorina)havets aflejringer havde en særlig fauna og derfor måtte udskilles og afgrænses som Dosiniahavet.

Til N.s vigtigste arbejder må regnes hans zoopalæontologiske og stratigrafiske beskrivelser af faunaerne i vore interglaciale, marine aflejringer, først Esbjerg-yoldialeret som er det ældste og siden Eemhavet (disputats) og Skærumhede-havet. Kvartærgeologien var DGUs hovedarbejdsfelt, og det blev derfor en helt naturlig sag at emner der havde zoologisk baggrund her blev taget op af N., således de jordfundne pattedyrlevninger. Sammen med Axel Jessen beskrev han ferskvandslagene ved Nr. Lyngby hvori det enestående fund af steppeegern blev gjort, siden skrev han om rensdyr, bævere og elefanter. – N.s evner som skribent var store; uden at slå af på den videnskabelige stringens kunne han skrive et meget klart og læseværdigt dansk om de emner som optog ham, dette gjaldt ikke mindst for de samlearbejder som var beregnet for en videre læserskare: Danmarks Pattedyr i Fortiden, 1905 og Menneskets Indvandring til Norden, 1936. Det var en af N.s fortjenester at han trofast vedligeholdt og plejede et nært samarbejde mellem DGU og samfundets øvrige naturhistoriske institutioner. Han var gennem en lang årrække medlem af bestyrelsen for Dansk geologisk forening og af bestyrelsen for Naturhistorisk forening, i perioder af begge på én gang. Han var en engageret og nidkær redaktør af Medd. fra dansk geol. foren, i hvilken egenskab han ydede et opvoksende slægtled af geologer en tiltrængt akademisk kritik og vejledning som for mange blev en belæring for livet.

N.s vidtfavnende kulturelle interesser bragte ham i tyverne i nær forbindelse med bevægelsen for hjemstavnskultur, og hjemstavnsstævnerne kunne gennem en menneskealder trække på ham som en førstekraft. Når han i sin gennemgang af en egn havde lagt landskabets geologiske opbygning bag sig fortsatte han næsten uden overgang med dens runesten, historie, kirkearkitektur, kalkmalerier og herregårde og siden med genealogi og personalhistorie; hans viden var utrolig omfattende. Det er med rette blevet sagt at N. var en humanist der – heldigvis – var havnet i geologien.