Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Th. Thoroddsen

Oprindelig forfatter SAAnd
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Th. Thoroddsen, Thorvaldur (Þorvaldur) Thoroddsen, 6.6.1855-28.9.1921, geolog, geograf. Født på Flatey i Breiåi-fjörður, Island, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Ved faderens død kom T. 1868 som plejesøn i huset hos onklen, bibliotekar Jon Arnason i Reykjavik og blev 1875 student herfra, hvorefter han tog til Kbh. og studerede naturvidenskab, hovedsagelig zoologi, indtil han 1880 blev nødsaget til af økonomiske grunde at tage stilling som andenlærer ved skolen i Möðruvellir ved Akureyri i Nordisland. Efter en udenlandsrejse 1884–85 blev han adjunkt ved latinskolen i Reykjavik hvor han virkede indtil 1900, da han tog sin afsked med forhøjet lønning for helt at vie sig til sine videnskabelige arbejder, hvortil han nu modtog støtte såvel af staten som af Carlsbergfondet og af private. 1895 flyttede han til Kbh. og havde fast bopæl der resten af sit liv. T.s omfattende undersøgelser af Islands geologi tog sin begyndelse, da han som ung student fulgte professor F. Johnstrup til Island 1876 for at studere Askjas udbrud der var begyndt det foregående år, men først da han blev lærer ved Möðruvellir gik han for alvor i gang med sit livs store opgave, og næsten hver sommer indtil 1899 foretog han lange og anstrengende rejser igennem landet. Det indre var for en stor del ganske ukendt, og det blev derfor nødvendigt for T. at foretage en omfattende opmåling af Island med tilhørende højdemålinger, hvoraf han efterhånden forelog ca. 1200. Ind imellem foretog han et par studierejser til udlandet. I efteråret 1884 rejste han således til Skotland og London og videre til Kbh., og i febr. 1885 fortsatte han til Leipzig hvor han studerede hos friherre v. Richthofen, og afsluttede med en rejse gennem Schweiz til Italien med Vesuv som et af målene. 1892–93 gik rejsen atter til Kbh. og Tyskland samt til Stockholm. Island havde allerede for længst været et yndet mål for udenlandske forskere, og T.s omhyggelige iagttagelser fra hele Island mødte stor interesse i mange lande. Hans over 200 rejsebeskrivelser, afhandlinger og monografier blev i vid udstrækning skrevet på islandsk for hans landsmænd, men mange af dem blev oversat til andre sprog eller udgivet i udvidet og omarbejdet stand på fremmede sprog. Hans første arbejde var Oversigt over de islandske Vulkaners Historie, 1882, hvori han gør det første forsøg på at samle oplysningerne om alle kendte udbrud i Island lige fra sagatiden op til nutiden – et arbejde der fortsattes livet igennem og afsluttedes med hans store monografi Die Geschichte der isländischen Vulkane, 1925 (Vid. Selsk. Skrifter, 8.r. Naturvid, og math. Afd. IX). Særlig interesse vakte hans beskrivelse af de islandske skjoldvulkaner, en vulkantype der dengang var næsten ukendt, og ikke mindst hans opdagelse af de mange km lange spalter, op ad hvilke lavaen kunne flyde i store mængder under udbrud, uden at der opstod egentlige vulkaner, og han klarlagde hvorledes keglevulkaner ofte ligger på række over lignende spalter i jorden, hvilket T. med urette mente var tilfældet med alle vulkaner på Island. Mens kun seks islandske vulkaner havde været beskrevet tidligere og ca. 20 andre havde været nævnt i litteraturen, steg antallet af kendte vulkaner til 130 ved T.s arbejde, hvilket klart vidner om omfanget af hans undersøgelser. Også Islands varme kilder og springkilder – geysere – blev grundigt undersøgt, kortlagt og omtalt, således at antallet af sådanne kilder og kildegrupper steg til over 200, og mens man tidligere kun havde kendt 25 skridjøkler (gletsjere), beskrev T. 139 og redegjorde for deres natur og ændringer. Også samtlige problemer der er knyttet til Islands geologiske opbygning og udviklingshistorie blev grundigt belyst gennem hans arbejde. Han opdelte Island i de vestlige og østlige tertiære basaltområder, mellem hvilke der i det centrale Island findes yngre vulkanske lavastrømme og uensartede vulkanske dannelser (palagonitformationen), og han undersøgte brunkullene mellem lavabænkene (Nogle Iagttagelser over Surtarbrandens geologiske Forhold, = Geol. fören, i Sth. Forhandl. XVIII, 1896). Han bestemte skurestribernes retning i Islands forskellige egne og påviste, at landet ligesom Skandinavien havde været dybt nedsænket i slutningen af den sidste istid, så der findes gamle strandlinjer langt inden for og over den nuværende kystlinje, og endnu længe efter lå landet lavere end nu (Postglaciale marine Aflejringer, i Geogr. T. 1892) hvorfor han hævdede at der ikke havde været 522 nogen postglacial landbro fra Europa over Island til Grønland. Hans talrige iagttagelser over Islands geologi og geografi samledes med Carlsbergfondets stotte til et geologisk kort over Island i 1:750 000 (Geologicai Map of lceland, 1901) der bl.a. ledsager hans Island. Grundriss der Geographie und Geologie (Petermanns Mitteilungen, Erg.-Heft 152–53, 1906). Af hans på islandsk skrevne arbejder må nævnes Land-frædissage, I–IV, 1892–1904, en redegørelse for udviklingen af kendskabet til Islands geografi, hans rejsebeskrivelser i Andvari der blev samlet til Ferðaboki fire bind 1913–15, Lysing Islands, 1881 og senere udgaver, samt i fire bind 1908–10 og 1919–22, – en Islands geografi, og endelig Årferdi å Islandi i 1000 år, 1916–17 der giver en fremstilling af vejrliget i Island på grundlag af de historiske kilder. Fra hans senere år stammer endvidere en beskrivelse af Islands fysiske geografi i The Botany of Iceland 1,2, 1914 og hans posthumt udgivne, ovenfor nævnte bog om de islandske vulkaners historie. Ud over en biografi af hans svigerfar Pjetur Pjetursson (1908) har han skrevet en selvbiografi Minningabok I–II, 1922–23 = Safn fræðafjelagsins I-II. T. høstede megen anerkendelse for sit arbejde. 1894 blev han æresdoktor ved Kbh. univ. og 1909 medlem af Videnskabernes selskab, ligesom han modtog belønningsmedaljer fra videnskabelige selskaber i London, New York, Paris og Stockholm og udnævntes til æresmedlem og korresponderende medlem mange steder. Han var præsident for det islandske litterære selskab 1905–11. Hans formue blev skænket til et legat til velgørende formål og fremme af naturhistoriske studier, især vedrørende Island.

Familie

Forældre: forfatter, sysselmand Jon Pordarson T. (1819–68) og Kristin Olina Porvaldsdóttir Sivertsen (1833–79). Gift 29.9.1887 i Reykjavik med Thora Pjetursdottir, født 3.10.1847 i Staðastaður i Island, død 22.3.1917 i Kbh., d. af provst, dr.teol., senere biskop Pjetur Pjetursson (1808–91, gift 1. gang 1835 med Anna Sigriður Aradottir, død 1839) og Sigriður Bogadottir Benediktsson (1818–1903).

Udnævnelser

Tit. professor 1902. – R. 1899.

Annonce

Ikonografi

Buste af Rikarður Jonsson udst. 1920 Foto (Kgl. bibl.; Geol. mus. billedsaml.).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1894 143–47. Minningabók I-II., 1922–23 = Safn fræðafjelagsins um Island og islendinga I-II (erindr.). – V. Nordmann i Naturens verden V, 1921 441–43. Sig-fiis Blöndal i Dei nye nord III, s.å. 208–11. O. B. Bøggild og Finnur Jonsson i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1921–22 51–60. Bogi Th. Melsteð i Årsrit hins islenska fræðafjelags VII, 1923 1–78. Axel Garboe: Geologiens hist. i Danm. II, 1961 351–54. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
S. A. Andersen: Th. Thoroddsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298355