Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Esmark

Oprindelig forfatter SAAnd
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jens Esmark, Jens Esmarch, 31.1.1763-26.1.1839, geolog. Født i Hovlbjerg, død i Oslo, begravet sst. E. blev student 1784 fra Randers og studerede først teologi, siden naturfag og medicin i Kbh. Efter et par års hospitalstjeneste opnåede han 1789 på professor Morten Thrane Brunnichs anbefaling med kgl. understøttelse at blive sendt til bjergseminariet i Kongsberg. I løbet af knap to år tog han bjergeksamen i Kongsberg og juridisk og geometrisk eksamen i Kbh. og fik bestalling som landmåler hvorefter han rejste til Freiberg. Her studerede han 1791-92 samtidig med L. v. Buch og A. v. Humboldt hos geologen A. G. Werner hvis anskuelse, at langt de fleste stenarter, således også mange sikre vulkanske og især basalt, var aflejret af vand – den såkaldte neptunisme – helt accepteredes af E. hvilket tydeligt kommer til udtryk i en afhandling Kurze Beschreibung einer mineralogischen Reise durch Ungarn, Siebenbürgen und das Bannat, 1798 hvor han i polemisk form forfægter de neptunistiske synspunkter. 1797 kom E. tilbage til Danmark og blev s.å. udnævnt til overbergamtsassessor ved Kongsberg. N.å. aflagde han sammen med C. Pram et kort besøg ved kullejerne på Bornholm, men viede derefter sin opmærksomhed hovedsagelig til Norges geologi og bjergværksdrift. Han forsøgte således sammen med nogle kolleger at drive en del af Kongsberg sølvgruber privat 1805-15, mens staten havde standset driften, dog uden held, oprettede ligeledes flere fabrikvirksomheder (uldspinderi, pottemagert) og søgte på mange måder at ophjælpe landets industri og dets naturlige hjælpekilder hvad der også gav sig udslag i udgivelse af flere skrifter (om roesirup, hattefabrikation, garveri, farveri, ølbrygning m.m.).

1802 blev E. lektor i mineralogi, fysik og kemi samt inspektør ved bjergseminariet i Kongsberg, og 1814 udnævntes han som den første til professor i mineralogi og bjergvidenskab ved det nyoprettede universitet i Oslo, en stilling som han efter en længere udenlandsrejse modtog at økonomiske grunde. Af hans geologiske afhandlinger fra denne tid er især hans korte Bidrag til vor Jordklodes Historie (Magazin for Naturvidenskaberne III, 1824) af stor interesse idet han heri – først af alle, men påvirket af skotten John Playfair – forfægter at de store flytblokke i Danmark og Norge, ja "i alle Lande", udelukkende er transporteret af store ismasser, og påviser isens aflejringer: store løse stenblokke, blandet med en mængde løst sand og grus der ifølge deres opbygning ikke kan være aflejret af vand. Særlig udførligt omtales Vasryggen der opdæmmer Haugelivatn ved Lysefjord nær Stavanger som han erkender som værende en gletsjervold med en foranliggende sandflade af samme slags som dem der findes foran nutidens gletsjere i Gudbrandsdalen. E. finder heri et bevis for rigtigheden af Whistons teori (fra 1696) om at jorden i urtiden har været en komet hvis overflade skiftevis har været smeltet og dækket af is, og istiden henlægges derfor til urtiden, før planter og dyr eksisterede her på jorden. Endvidere udtales her at planter og dyr har udviklet sig fra mindre fuldkomne skabninger til mere fuldkomne for til sidst at afslutte med menneskets dannelse, altså den moderne udviklingslære i få ord. Af andre afhandlinger er hans beskrivelse af Noritformationen i det sydlige Norge (Magazin for Naturvidenskaberne I, 1823) og hans Reise fra Christiania til Throndhjem, 1829 af betydning. -E. var medlem af en række inden- og udenlandske videnskabelige selskaber, således af det danske Videnskabernes selskab (fra 1800) og af det norske Videnskabernes selskab i Trondhjem. - En bror Lauritz Esmarch, født 15.5.1765, død 1.11.1842, blev dansk jurist 1795, landmåler 1796 og 1803 leder af Jyllands og Lollands landvæsenskontor. Han udarbejdede Historisk Efterretning om Sandflugten i Jylland, 1817 (tysk s.å.). 1819-20 udgav han Beretning om en Undersøgelse over Bornholms Mineralrige I-II. 1822 blev han kommitteret i rentekammeret hvorfra han afgik 1840. Kammerråd 1807. Justitsråd 1817. Etatsråd 1826. R. 1828. DM. 1841.

Familie

Forældre: provst Hans Jørgen E. (1722-1803) og Else Cathrine Lauritsdatter Lassen (1729-1803). Gift 14.11.1798 i Kongsberg med Vibeche Thrane Brünnich, født 17.3.1778 i Kbh. (Frue), død 5.12.1811 i Kongsberg, d. af mineralogen Morten Thrane B. (1737-1827) og Vibecke Schou (1746-1820).

Annonce

Ikonografi

Tegn. af C. v. Plötz (Norges geol. undersøgelse), mal. efter denne af Chr. Olsen, 1867 (Oslo univ., mineralog.-geol. mus.). Litografi af L. Fehr.

Bibliografi

Breve fra og til Gregers Wad, 1928 102-12. – J. Berzelius i Kungl. vetensk. akad. handl. 1838, Sth. 1839 313– 23. K. O. Bjørlykke: Norges kvartærgeologi, Kria. 1913 = Norges geol. undersøkelse LXV 4.

Referér til denne tekst ved at skrive:
S. A. Andersen: Jens Esmark i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289260