Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F. Johnstrup

Oprindelige forfattere EKr og SAAnd
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

F. Johnstrup, Johannes Frederik Johnstrup, 12.3.1818-31.12.1894, geolog. Født i Kbh. (Frels.), død sst., begravet sst. (Ass.). J. gik i Borgerdydskolen på Christianshavn, dimitteredes privat som student 1837 og tog 1844 eksamen i anvendt naturvidenskab ved Polyteknisk læreanstalt. I sine studieår var han assistent hos professor W. C. Zeise, møntguardein P. R. Hinnerup og til sidst (1842–46) hos professor G. Forchhammer i læreanstaltens kemiske laboratorium. Efter at have taget eksamen blev han tillige Forchhammers assistent ved det mineralogiske museum. Samtidig hermed holdt han (1844–45) foredrag over kemi og fysik på et kursus for viderestuderende søofficerer, og 1846 afsluttede han Forchhammers forelæsninger over analytisk kemi ved læreanstalten, mens Forchhammer var på en rejse.

J. var hele sin manddom den store igangsætter, organisator og administrator. I Sorøtiden 1851–66 (se ndf.) lykkedes det ham at få oprettet et sognebibliotek, en håndværker- og industriforening, en aftenskole for håndværkssvende og lærlinge samt en syge- og lånekasse. Som professor mineralogiae (1866–94) lykkedes det ham at få oprettet Commissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland 1876 og, med parlamentarisk hjælp fra V. Pingel, Danmarks geologiske undersøgelse (DGU) 1888, og endelig fik han opført og indrettet en selvstændig bygning til Mineralogisk (nu Geologisk) museum på Østervold, hvortil han ledede overflytningen i månederne umiddelbart før den sygdom som endte med hans død. Han fulgte sine initiativer op, idet han ved at holde populær-naturvidenskabelige aftenforelæsninger skaffede sognebiblioteket dets første indtægter. Han var ligeledes formand for ovennævnte kommission og redigerede dens publikationer, Meddelelser om Grønland, til sin død; han ledede også DGU til sin død. Her afløstes han af en tremands kommission, som foreslået af N. V. Ussing, utvivlsomt med forbillede i den af J. initierede ovennævnte "Grønlandskommission" der havde fungeret helt tilfredsstillende. Det eneste for eftertiden vigtige geologiske initiativ han ikke var primus motor i var dannelsen 1893 af Dansk geologisk forening; her blev han fra starten forsøgt neutraliseret med en titel som æresformand.

1846 flyttede J. til Sorø akademi hvor han i et års tid var docent i fysik (efter Carsten Hauch) og i mineralogi og geologi (efter Jap. Steenstrup). Den kortvarige ansættelse beroede på at studenterakademiet skulle nedlægges og blev nedlagt 1849. Efter at have afslået et tilbud om at blive inspektør ved Frederiks stenbrud ved Neksø flyttede J. 1847 ind på Borchs kollegium i Kbh.; 1848–51 var han adjunkt og overlærer ved Kolding lærde skole. 1851 søgte han tilbage til Sorø, hvor han ansattes som overlærer ved Sorø akademis lærde skole og opdragelsesanstalt. Han var medlem af flere ministerielle kommissioner om skoleforhold, bragte Sorø akademis berømte samling af fysiske instrumenter i orden og affattede et katalog over dem med en oversigt over samlingens historie (skoleprogram for 1853). 1855 udgav han De chemiske Grundstoffer og deres vigtigste Forbindelser i den uorganiske Natur, en klar og kortfattet vejledning i kemiens begyndelsesgrunde der vandt meget stor udbredelse bl.a. på de højere skoletrin og kom i to nye oplag 1858 og 1863. Under J.s senere ophold i Sorø gik hans studier mere bort fra den kemiske og ind på den rent geologiske side af geologien. Særlig beskæftigede han sig med aldersforholdet mellem de forskellige lag i den danske kridtformation. På det skandinaviske naturforskermøde 1860 holdt han således foredrag om Faksekalken, og 1864 fik han i Videnskabernes selskabs skrifter optaget sin bekendte afhandling om Faxekalkens Dannelse og senere undergaaede Forandringer, for hvilken han året før havde fået tildelt selskabets sølvmedalje, og s.å. blev han medlem af selskabet. 1866 fik han en med den Clasenske præmie belønnet afhandling Om Fugtighedens Bevægelse i den naturlige Jordbund optaget i samme selskabs skrifter. Denne afhandling viser sammen med et par tidligere og senere afhandlinger om Kbh.s grundvandsforhold J.s interesse for hydrogeologien, som han også anså for et vigtigt arbejdsfelt for DGU. – Da Forchhammer døde i dec. 1865, og rigsdagen havde forkastet et forslag om at afholde en konkurrence blev J. 1866 udnævnt til professor i mineralogi og bestyrer af det mineralogiske museum ved Kbh.s univ. At overtage stillingen efter Forchhammer var ingenlunde let, ikke mindst da mange af hans anskuelser allerede var forældede, men J. løste problemet på bedste måde som den beundrer af Forchhammer han var. Han satte sin forgænger og lærer et smukt minde i den biografi der indledede hans udgave af Forchhammers almenfattelige afhandlinger og foredrag og ledsagedes af en fuldstændig fortegnelse over Forchhammers afhandlinger. Som trænet skolemand viste J. sig hurtigt at være pladsen voksen, idet hans forelæsningers indhold var fortræffeligt afpasset efter de tilsigtede formål og blev holdt i en rolig og klar form. Undervisningen støttedes af årlige ekskursioner til Fakse, Stevns klint og Bornholm hvor han med utrættelig iver søgte at vise sine elever alt af interesse. Museet blev fra 1.9.1874 åbnet for publikum hele året. J.s videnskabelige arbejder var præget af den nøgterne retning geologien nu havde taget efter de foregående menneskealdres brydninger. Det gav sig især til kende ved at jordlagenes indhold af forsteninger kom til at spille en stigende rolle. Hans tidligere undersøgelser over koralkalken ved Fakse fik en vigtig tilføjelse ved opdagelsen af koralkalk ved Annetorp (Limhamn) (Oversigt over Vidensk. selsk.s forhandl. 1866). I et par afhandlinger Grønsandslagene i Danmark, 1872 og Om Grønsandet i Sjælland, 1876 påviste han, ud fra nogle boringer i Lellinge skov vest for Køge at det sjællandske grønsand ligger oven på Saltholmskalken og skrivekridtet og således ikke er ældre end disse lag, som Forchhammer havde ment. Ligeledes påviste han ved hjælp af en liste over forsteninger, bestemt af palæontologen O. A. L. Mørch, at grønsandet på Bornholm var betydelig ældre end det sjællandske grønsand.

Annonce

Også ved undersøgelser over de øvrige bornholmske jordlag blev der taget stærkt hensyn til forsteningsindholdet. Ved forelæggelsen af et geologisk kort over Bornholm på det skandinaviske naturforskermøde 1873 redegjorde J. for den kambrisk-siluriske lagfølge og dens indhold af forsteninger, og i en senere ekskursionsfører Abriss der Geologie von Bornholm, 1889 gives en samlet fremstilling af hele Bornholms geologi.

J. forelagde en række vigtige undersøgelser til belysning af istidens jordlag. Allerede omkring 1858 var han klar over, at Forchhammers opfattelse af rullestensleret som en vulkansk dannelse ikke var holdbar, og at det var moræner fra en istid; men først flere år efter, da Forchhammer var død, gjorde J. sig til talsmand for denne forklaring (Jordbundens Dannelse i Danmark, 1869 m.m.). Selv om han ikke var den første herhjemme der hyldede denne opfattelse blev det dog ham der lagde grunden til vort kendskab til disse jordlag som moræner, idet han fremdrog en mængde tydelige beviser for denne opfattelses rigtighed, bl.a. skurestriberne og morænestenenes "kantslidte" ikke rullede former. I et foredrag ved det skandinaviske naturforskermøde 1873 Om Hævningsfænomenerne i Møens Klint forklarer han opskydningen af skrivekridtlagene som en følge af ismassernes tryk, og i en tilføjelse i en tysk udgave (Zeitschrift der deutsch. geol. Gesellschaft, 1874) overføres disse betragtninger på Rügens klinter der er opbygget på tilsvarende måde af skrivekridtflager. Udførligere omtaler J. sine iagttagelser over skurestriber og istidsdannelser i universitetsprogrammet i hans rektorår 1882 Nogle Iagttagelser over Glacialphænomenerne og Cyprina-Leret i Danmark. Cyprinaleret konstateredes at være interglacialt og skurestriberne på Bornholm at tilhøre to systemer af forskellig alder. Om de geologiske Forhold i den nordlige Del af Vendsyssel der ligeledes blev trykt i et universitetsprogram 1882, handler især om Vendsyssels yoldialer hvis arktiske muslinger fremhæves som et sikkert vidnesbyrd om at der virkelig har været en istid, idet arktiske klimaforhold har været rådende under lerets aflejring. Også Danmarks overfladeforhold tager J. op til behandling ud fra de nye synspunkter. Af betydning er især hans påvisning af at de midtjyske bakker som følger østranden af Vestjyllands sandflader (Forchhammers alformation, ɔ: hedesletterne) er "en uhyre stor, uregelmæssig Endemoræne" der er dannet langs med en isrand som igennem længere tid har ligget langs hedesletternes østgrænse, mens landskabet øst for denne endemoræne udgøres af mere sluttede partier af rullestensler, selve isens bundmoræne. De vestjyske hedesletter var da opstået af det sand der skylledes ud fra isranden og samledes i terrænets lavninger. En samlet fremstilling af Danmarks geologi udkom 1882.

J.s rejser uden for det egentlige Danmark gik mest til de skandinaviske naturforskermøder, men 1871 foretog han dog en rejse til Island for at tilse statens svovllejer på nordlandet, og 1876 gjaldt en ny rejse egnen omkring Mývatn og vulkanen Askja i anledning af de året før forefaldne vulkanske udbrud (Om de vulkanske Udbrud og Solfatarerne i den nordøstlige Del af Island, Naturhist. forenings Festskr. 1886, Om de i 1875 forefaldne vulkanske Udbrud på Island i Geogr. Tidsskrift 1877). I mellemtiden havde J. også 1872 undersøgt Færøerne (Om Kullagene paa Færøerne, samt Analyser af de i Danmark og de nordlige Bilande forekommende Kul, Oversigt over Vidensk. selsk.s forhandl., 1873) og 1874 Grønland (Kryolitens Forekomst i Grønland, Skandin. naturforskermøde, 1880). – J. var fra 1878 medlem af konsistorium, 1881–82 universitetets rektor og blev 1894 udnævnt til æresdoktor, s.å. som han søgte sin afsked som professor med udgangen af 1895.

Familie

Forældre: brænderiejer, tidligere skibsfører Ulrik Frederik J. (1771–1834) og Elisabeth Johansine Petri (1793–1839). Gift 2.1.1850 i Kbh. (Holmens) med Marie Louise Dahl, født 29.5.1821 i Kbh. (Frels.), død 8.1.1911 i Vejle, d. af koffardi-kaptajn Hans Jacobsen D. (1794–1821) og Birgithe Amalie Vonsild (1798–1879, gift 2. gang 1827 med konditor Christian David Ferdinand Otto, ca. 1790–1851).

Udnævnelser

R. 1869. DM. 1877. K.2 1884. K.1 1892.

Ikonografi

Mal. af O. Bache, 1892 (Mineralogisk mus.), skitse dertil. Litografi af Harald Jensen, 1895. Afbildet på E. Henningsens mal., 1896, af naturforskermødet 1847 (Fr.borg; Kbh.s univ.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1894 123 Stamtvl. over slægten Petri, 3. udg. ved Frederikke Matzen, 1913. K. J. V. Steenstrup i Medd. fra da. geol. foren. I, 3 1896 1. V. Hintze sst. V, 13, 1918 3–12. Vict. Madsen sst. 13–33. K. Rørdam sst. 14 3–61 (m. bibliografi). C. F. Wandel i Medd. om Grønland XVI, 1896 V-XI. A. Garboe: Geologiens hist. i Danm. II, 1961 286–403. A. Noe-Nygaard: Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979 296–304. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Kristiansen, S. A. Andersen: F. Johnstrup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292257