Sophie Petersen, Sophie Clausine Petersen, ved dåben Sofie, 15.2.1885-11.10.1965, geograf, pædagog. Født i Kbh. (Helligg.), død i Bagsværd, begravet i Kbh. (Garn.). P. blev student 1905 fra N. Zahles skole, studerede naturhistorie med geologi som hovedfag ved Kbh.s univ. og blev cand.mag. 1911. P. var stærkt optaget af skolevirksomhed. 1911-20 underviste hun på Ingrid Jespersens, L. Engelhardts og M. Kruses skoler samt på N. Zahles seminarium. 1920-55 var hun lektor ved Nørre gymnasium og fra 1935-49 censor i geologi ved skoleembedseksamen; desuden var hun leder af undervisningen i skolehygiejne og sundhedslære til faglærereksamen. P. udgav adskillige lærebøger, bl.a. stod hun i mange år for reviderede udgivelser af C. C. Christensens Geografi for Mellemskolen. Foruden undervisning beskæftigede P. sig meget med populærvidenskabeligt arbejde, hun var således en meget skattet foredragsholder såvel i foreninger som i radio. Hun foretog talrige rejser, bl.a. til de gamle danske tropekolonier hvor hun for øvrigt kontaktede udlandsdanskere og i mange tilfælde blev bindeled mellem disse og hjemlandet. I ikke ringe grad udgjorde hendes personlige iagttagelser under rejserne grundlag for hendes foredragsvirksomhed og litterære produktion – af sidstnævnte er hendes hovedværk Danmarks gamle Tropekolonier, 1946. Hun har desuden bl.a. skrevet: Geologi. Lærebog for Gymnasiet, 1917, Grønland i Hverdag og Fest, 1928, Færøerne, 1930, Faa Cykle gennem Danmark, 1931, Island, 1931, Østgrønland, 1933, Siam. 1934, Danmark i det Fjerne, 1936, Vandrebogen, 1936 (s.m. R. Fabricius), En Flyvetur til Australien, 1939, Vore gamle tropekolonier, 1948, Et besøg i Nigeria, 1952. P. har været medlem af bestyrelsen for Studenterhjemmet 1909-10, Foreningen af Gymnasiets lærere i naturfag 1912-52, Dansk geologisk forening 1919-22, Almindelig dansk cand.mag. organisation 1919-23, medlem af udvalget for Grønlands kirkesag fra 1920, af Østgrønlandskomiteen 1924, af Dansk cyklist forbund 1926-35, af bestyrelsen for Gymnasieskolens lærerforening 1927-44 og for Pædagogisk selskab 1935-49. Korresp. medlem af The society of woman geographers i Washington. Formand for nævningeudtagelsesudvalget i 10. kreds 1939-49, formand for Landsforeningen for hjemstavnskultur 1942-56. Redaktør af Bog og Naal 1942-55. -Tildelt Tagea Brandts rejselegat 1957.

Familie

Forældre: købmand Lars P. (1844-1904) og Jacobine Wilhelmine Dyveke Fiebig (1848-1907). Ugift.

Udnævnelser

R. 1953.

Ikonografi

Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1935. Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 14.2.1960. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig