• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Olaf Kayser

Oprindelig forfatter EiSto

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Olaf Kayser, Olaf Ivar Monrad Kayser, 24.5.1893-10.7.1928, geograf. Olaf Kayser blev student 1910 fra Efterslægtselskabets skole og tog 1916 skoleembedseksamen i geografi og naturhistorie med geografi som hovedfag; samtidig uddannedes han som stenograf i Rigsdagen hvor han hurtigt opnåede fast ansættelse, 1916–20 var han assistent ved universitetets geografiske laboratorium. 1922–23 deltog han i professor Ole Olufsens ekspedition til Sahara hvor han sammen med magister, senere professor Kaj Gram undersøgte og kortlagde bjergområdet Mouydir. – Olaf Kayser interesserede sig særligt for den fysiske side af geografien og skrev – foruden flere populære afhandlinger – den første sammenfattende videnskabelige fremstilling af den grønlandske indlandsis (1928), publiceret i trebindsværket Greenland. I årene umiddelbart efter første verdenskrig besørgede han en dansk udgave af Andrées Atlas (Koppels Atlas 1922), men det som i særlig grad vil bevare hans navn langt ud i fremtiden er en lille afhandling i Petermanns Mitteilungen, nemlig Eine neue flächentreue Erdkarte, 1922 som giver beregningen og konstruktionen af en ny fladetro kortprojektion af hele jorden. Denne projektion udmærker sig ved at have mindre vinkelfejl end nogen anden fladetro projektion. Den fik derfor en udstrakt anvendelse både i Danmark og i udlandet under navn af O. Kaysers fladetro projektion og anvendes fortsat.

Familie

Olaf Kayser blev født i København, døde på Frederiksberg og er begravet sst. Forældre: boghandler, senere kordegn ved Skt. Pauls kirke Harald Valdemar Kayser. (1859–1942) og Astrid Margrete Monrad (1864–1936). Gift 1. gang 1.8.1916 i Kbh. med Hedwig Martha Nick, født 7.1.1877 i Eppendorf, Westphalen, død 26.2.1972 i Tåstrup, datter af grubeinspektør Carl Philipp Nick (død 1903) og hustru, f. Luig (død 1909). Ægteskabet opløst 1926. Gift 2. gang 30.9.1926 i Nyborg med Elisabeth Crone Faber, født 30.10.1901 i Nyborg, død 27.3.1950 i Ordrup, datter af stadsingeniør Valdemar Crone Faber (1868–1927) og Ellen Marie Jørgensen (1879–1958). – Far til Leif Kayser.

Ikonografi

Foto.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Einar Storgaard: Olaf Kayser i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 5. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292513