Johs. Reumert, Johannes Karl Kristian Ponsaing Reumert, 18.10.1894-2.1.1961, geograf. Født i Kolding, død i Gentofte, begravet i Kbh. (Vestre). R. blev student 1912 fra Metropolitanskolen og studerede derefter biologi, geologi og geografi ved Kbh.s univ. Inspireret af professor H. P. Steensby valgte R. geografi som hovedfag. Skoleembedseksamen bestod R. 1919 og ansattes derefter 1921 som adjunkt ved Schneekloths skole hvor han 1935 blev lektor. 1941 søgte R. tilbage til Metropolitanskolen som han forblev tilknyttet indtil sin afgang. R. var en fremragende underviser hvis faglige indsigt og humane pædagogik søgtes benyttet mange steder. Således var han lærer ved det Trierske kursus til faglærereksamen 1922–42 og ved Danmarks lærerhøjskole fra 1924. Han var ligeledes en meget benyttet censor. Særlig indflydelse fik R. ved sit virke som faglig medhjælper hos undervisningsinspektøren ved gymnasieskolen 1942–58. Geografiundervisningen prægedes i denne periode i meget høj grad af R.s faglige syn. Medvirkende til dette var i høj grad R.s indsats som vejleder af lærerkandidater og som lærebogsforfatter. R. havde betydelige videnskabelige evner som bl.a. fandt udtryk i hans arbejde Den handelsmæssige Betydning af Københavns Beliggenhed. Dette belønnedes med Det kgl. danske geografiske selskabs pris 1929. R.s blik for væsentlighed fik ham til at udgive og viderebearbejde C. M. Vahls studier over klima- og plantebælter der indtil da kun havde været publiceret i skolebøger. R.s betydning for faget geografi blev meget stor. Hans dæmpede og beskedne adfærd kunne få modstandere til at glemme at hans intelligens og store viden gjorde ham til en frygtet debattør. Hans elever og kolleger blev inspireret af ham og holdt af ham uanset deres evt. vanskeligheder med at leve op til hans faglige forventninger.

Familie

Forældre: læge Kristian Ponsaing R. (1848–1931) og Augusta Kathrine Elisabeth Wium (1857–1932). Gift 16.2.1924 i Kbh. (Absalon) med Inger Augusta Berg Green, født 1.6.1898 i Sakskøbing, d. af købmand August Green (1859–1939) og Bernhardine Berg (1863–1949).

Udnævnelser

R. 1952.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Niels Nielsen i Geografisk t. LX, 1961 VIf. Carl Tscherning i Naturhist. tid. XXV, s.å. 19–21. Axel Steensberg i Politiken 3.1. s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig