Axel Schou, Axel Villiam Schou, 18.8.1902-6.9.1977, geograf. Født i Kbh. (Østervold), død i Rom, begravet i Kbh. (Holmens). S. blev student 1921 fra GI. Hellerup gymnasium og 1927 cand.mag. med geografi som hovedfag, samme år ansattes han som adjunkt ved Rysensteens gymnasium hvor han 1945 udnævntes til lektor. 1953 fik han et ekstraordinært professorat i geografi ved Kbh.s univ. i hvilket han sad til 1972 da han gik af pga. alder. I perioden 1964–71 var S. bestyrer af Geografisk institut. S. døde i Rom under abejdet med en afhandling om klimasvingningers betydning for øget erosion og dermed øget materialevandring i Tiberen. Forskningsmæssigt fattede S. tidligt interesse for kystlandskaberne, og det var da også det emne som han beskæftigede sig med i sin disuptats, Det marine Forland. Geologiske Studier over danske Fladkystlandskabers Dannelse og Formudvikling samt Træk af disse Omraaders Kulturgeografi, 1945. Hans forskningsresultater inden for dette emne nød megen anerkendelse i såvel indland som udland. Dette afspejler sig bl.a. derved at han i årene fra 1952 til 1972 var formand for Commission on Coastal Geomorphology nedsat af Den internationale geografiske union IGU.

S. var en medrivende, fascinerende foredragsholder og taler. Han blev da også i stor udstrækning benyttet som gæsteforelæser i udlandet, ved folkeuniversitetet og i radioen. I et af hans hovedværker, Atlas over Danmark I. Landskabsformerne, 1949, får man et glimrende indblik i hans grafiske formåen, nemlig hans evne til at anskueliggøre sine teser ved hjælp af blokdiagrammer, et udtryksmiddel han i stor udstrækning anvendte med virtuositet samt med et fremragende pædagogisk resultat, således også i sit sidste offentliggjorte forskningsarbejde, Studier over dalformer på Gran Canaria. En analyse ved hjælp af blokdiagrammer (Geografisk tidsskrift LXX, 1973). Kartografisk manifesterede S. sig også stærkt, skabte markante værker bl.a. Landskabskort over Danmark, 1:250 000, 1947 og Højdekort over Danmark 1:250 000, s.å; kort som i høj grad har sat deres præg på geografiundervisningen idet de hænger som vægkort på de fleste af landets skoler. De blev udgivet af Geodætisk institut hvor S. var redaktør af vægkort-sektionen. Foruden vægkortene har S. sat sit præg på den danske kartografiske produktion ved sammen med Steen Böcher og Henry Holm at udgive Gjellerups skoleatlas I. For folkeskolen, 1953, Gjellerups skoleatlas II. For eksamensmellemskoler, realklasser, gymnasier og seminarier, 1954, ved sammen med Merete Rentsch at udgive Politikens verdensatlas, 1952 (senere udgivet i 14 rev. udg.) og Lommeatlas i farver, 1962. S. var en usædvanlig fremragende popularisator af geografisk forskning. Hans litterære udgivelser spænder over et vidt spekter af geografien hvad der også tydeligt fremgår af en bibliografi over hans litterære produktion i Geografisk Tidsskrift LXXII, 1973. S. var medarbejder og medredaktør ved en række geografiske håndbøger bl.a.: Jorden og dens lande, 1959; A Geography of Norden, 1960; Skønne fjerne riger, s.å.; Europa, vor egen verdensdel, udover Norden, 1965; Trap Danmark og Topografisk atlas Danmark, 1976. – S. var formand for Geografiforeningen 1933–34 og 1940–42, eksaminator ved faglærereksamen, generalsekretær i Det kgl. danske geografiske selskab fra 1956–72, derefter vicepræsident indtil sin død. Medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab 1960, og af Kungliga fysiografiska sällskapet 1961. Æresmedlem af Sydsvenska geografiska sällskapet 1961 og af Société Serbe de Géographie s.å. Æresdoktor ved University of St. Andrews, Scotland 1973.

Familie

Forældre: glarmester Francis Ludvig Carl S. (1873–1955) og Petrea Christine Petersen (1875–1951). Gift 17.10.1927 i Kbh. (Jakobs) med Laura Andersen, født 17.12.1904 i Espergærde, d. af ingeniør Heinrich Lauritz Waldemar A. (1854–1931) og Ida Alma Eugenia Svane (1861–1926).

Udnævnelser

R. 1958. R1. 1965. K. 1976.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Geografisk t. LXXII, 1973 12–17. – Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1945 161f. -N. Kingo Jacobsen i Kbh.s univ. årbog, 1977 455–57.Niels Nielsen i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1977–78 146–54.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig