Willi Dansgaard

Willi Dansgaard, 30.8.1922-8.1.2011, geofysiker, glaciolog. Født i Kbh. (Filips). D. blev student 1941 fra Efterslægtsselskabets skole, cand. mag. (fysik) 1947 fra Kbh.s univ. hvor han 1947 fik guldmedalje og 1961 erhvervede den filosofiske doktorgrad. Han var ansat ved Meteorologisk Institut 1947-1950, det første år med tjeneste ved Magnetisk observatorium i Godhavn. I perioden 1950-1962 var han ansat ved Kbh.s univ.s biofysiske laboratorium som amanuensis med massespektrometri som speciale. 1962-92 var han professor i massespektrometri ved geofysisk isotop laboratorium ved Kbh.s univ. 1952 påviste han for iltindholdets vedkommende forskellig isotopmæssig sammensætning af nedbør i forbindelse med øgende afkøling under opstigning langs en varmfront. 1954 demonstrerede han at iltisotopen O¹⁸ er en udmærket klimaindikator i is, især på højere breddegrader. D.s studieophold i Chicago 1954-55 førte til deltagelse i en ekspedition til Grønland arrangeret af Arctic Institute of North America under ledelse af P. F. Scholander. Under denne demonstrerede D. O¹⁸-analysernes mulighed for at vise den højdemæssige placering på indlandsisen af dannelsesstedet, for is fra isbjerge. Doktordisputatsen fra 1961 beskriver naturligt vands isotopsammensætning.

D. ledede flere glaciologiske ekspeditioner, til Norge 1962, til Grønland 1964, 1967 og 1971. Han var medlem af internationale og danske komiteer og selskaber, fx Commission on Atmospheric Chemistry and Radioactivity, Subcommitee for Core Studies under Special Commitee on Antarctic Research (S.C.A.R.), Stearing Commitee for Greenland Ice Sheet Program (G.I.S.P.), Akademiet for de tekniske videnskaber, Council of International Glaciological Society 1971-74, kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland 1973-1975. Det isotop-glaciologiske pionerarbejde over grønlandske iskerners O¹⁸-indhold og opstilling af derpå baserede klimakurver for dele af kvartærtiden medførte følgende hædersbevisninger til D: Det kongelige danske geografiske Selskabs Hans Egede-medalje 1971, Svenska Antropologiska og Geografiska Sälskapets Vegamedalje 1975, International Glaciological Societys Seligman Crystal 1976. Sammen med H. B. Clausen udviklede D. en metode til isdatering ved hjælp af indholdet af silicium-isotopen Si³², der skal supplere kulstof-14-metoden.

D. optrådte som TV-kommentator i forbindelse med udsendelser der omhandlede hans og hans medarbejderes videnskabelige undersøgelser, ligesom han redegjorde for disse i populærvidenskabelige tidsskriftartikler. Som lærer underviste D. på det avancerede plan i massespektrometri, glaciologi og isotophydrologi, på det elementære plan underviste han navnlig studerende fra nabovidenskaberne i fysik.

1979-81 foretog D. sammen med kollegaerne Chester Langway og Hans Oescheger den første iskerneboring gennem Indlandsisen på Grønland til brug for forskning om klimaets udvikling. D. deltog i projektet Greenland Ice-core Project (GRIP) 1989-92. I forbindelse hermed gennemborede han Indlandsisen på den højeste punkt og udtog en 3029 m lang iskerne, verdens længste iskerne, og kunne hermed undersøge 250.000 års klimaforandringer. Påviste bratte klimaændringer har fået betegnelsen Dansgaard-Oeschger-begiveheder, opkaldt efter D. og hans schweiziske kollega Hans Oeschger. Han anses for at være grundlæggeren af moderne iskerneforskning og en helt central skikkelse inden for international klimaforskning. D. fortalte i bogen Grønland i istid og nutid, 2000 om sine oplevelser på Grønland og det grønlandske samfunds forandringer. Han var medlem af Videnskabernes selskab, Det kgl. svenske videnskabsakademi og Islands videnskabsakademi. 1995 modtog han sammen med den britiske forsker N.J. Shackleton Crafoordprisen, den højeste internationale anerkendelse inden for geofysik, for at klarlægge jordens klimahistorie.