Karl Hasselbalch

Karl Hasselbalch, Karl Albert Hasselbalch, 1.11.1874-19.9.1962, fysiolog, senere landbruger. Født på Åstrup (Skt. Hans sg.), Hjørring amt, død i Rungsted, begravet Egebækvangs kgd., Fr.borg amt. H. blev student 1891 fra Sorø, tog medicinsk embedseksamen 1898 og søgte derefter uddannelse i fysiologi hos Chr. Bohr på univ.s fysiologiske laboratorium hvor særlig respirationsfysiologien dyrkedes. Sammen med Bohr udførte han undersøgelser over stofskiftet hos fostre og blev allerede 1899 dr.med. på en afhandling om hønsefostrets respiratoriske stofskifte. Efter en rejse som skibslæge (1900) var han assistent ved univ.s fysiologiske laboratorium 1901–03 og var derefter på en studierejse i Tyskland 1903–04. Efter Niels Finsens død 1904 søgte Finseninstituttet en fysiologisk uddannet laboratorieforstander, og H. ansattes i denne stilling 1905. I de følgende år offentliggjorde han arbejder over lysets virkninger på åndedrættet og om virkningen af luft under lavere tryk (bjergklima), men mest kendte er hans arbejder fra disse år over blodets surhedsgrad (reaktion, brintionkoncentration). Han viste her at han på et tidligt tidspunkt forstod betydningen af at anvende den fysiske kemis metoder over for fysiologiske problemer, og hans målinger af blodets reaktion og af ændringerne deri var på daværende tidspunkt de bedste som fandtes. 1910–18 var H. censor i fysiologi ved medicinsk embedseksamen. Arbejdsforholdene på Finseninstituttet tilfredsstillede ham næppe fuldt ud, og efter sin svigerfar, gehejmekonferensråd G. A. Hagemanns død 1916 overtog han dennes ejendom, Borupgård ved Snekkersten, og forlod Finseninst. 1917. H. sad i bestyrelsen af Akts. sanatorier for brystsyge og af Foreningen af 1837 til forsømte børns redning. Efter at have mistet en søn af leukæmi stiftede han 1929 et stort fond til undersøgelse og bekæmpelse af denne sygdom; 1929–54 var han formand for fondens bestyrelse. Han var medstifter af Akademiet for de tekn. videnskaber. Foruden Borupgård købte H. 1921 Grønnesøgård ved Frederiksværk og 1929 Heimdal ved Sønder Omme. Som landmand forenede han praktisk virksomhed ved driften af sine store gårde med en virksom videnskabelig interesse. På landbohøjskolen erhvervede han sig det særlige landbrugsteoretiske fagkendskab og tog landbrugseksamen 1918. Han udnyttede sin for en videnskabsdyrker usædvanlige adgang til i egen bedrift at omsætte og efterprøve forskningens resultater i landbrugets praksis og tog tillige navnlig jordbundskemiske og fysiologiske spørgsmål op til selvstændig undersøgelse. Herom skrev han, særlig i Ugeskrift for Landmænd og Tidsskr. for Landøkonomi, fx om jordreaktion og kalktilførsel, jordens plantenæringsstoffer, mælkefedme og køernes mineralstofbehov. I bestræbelserne for at gøre landbruget i højere grad selvforsynende med æggehviderig foder var han foregangsmand ved anskaffelse af anlæg til kunstig tørring, særlig lucerne. Ligeledes udførte han på hedeopdyrkningens område et banebrydende arbejde. Inspireret af Fr. Weis' undersøgelser over hedejorder gennemførte han på Heimdal i praksis Weis' forslag om ved dybpløjning at bryde allaget og udnytte det til frugtbargøreise af overfladejorden. I forbindelse med hedelandbruget stod hans virksomhed for oprettelsen af Landsforeningen til fåreavlens fremme 1935, for hvilken han var formand. Han var medlem af Foreningen af danske landbrugskandidaters bestyrelse 1927–33, af De samvirkende sjæll. landboforen.s planteavlsudvalg 1929, af landhusholdningsselsk.s bestyrelsesråd 1930, og 1934–43 præsident i selskabet. – Dr.phil. h.c. ved Kbh.s univ. 1950, æresmedlem af Landsforen. til fåreavlens fremme, 1941, og af Det kgl. danske landhusholdningsselskab 1943.